Læsetid 4 min.

Væk med de moralske pegefingre

16. september 1998

Det er på tide, at skolen begynder at tage udgangspunkt i børnenes glæde ved tv

Ny bog
I 1909 dannedes i Danmark "Foreningen mod Smudspressen". Sådan en er der sikkert også mange, som kunne få lyst til at danne i dag. Men dengang handlede det altså om, at voksne var bekymrede, fordi børnene læste for mange Nick Carter-knaldromaner.
Ungerne blev nervøse, kunne ikke sove om natten, og de drømte om forbrydere og detektiver. Det førte til kriminalitet, mente de velmenende voksne, som så på bedste danske vis dannede en forening mod skidtet.
I 1920'erne advarede lærere og bibliotekarer børnene mod at lytte til radio, fordi det gav store ører. Siden kom advarslerne mod sprogets forfald, tegneserier, ugeblade og reklamer.
Den snerpede holdning til nye massemedier lever stadig i bedste velgående, mener medieforskeren Birgitte Tufte i en ny bog, som bygger på hendes disputats om børn og tv. I disse dage er hun igen aktuel med en ny undersøgelse af piger og drenges brug af tv.
Den lette foragt er en af årsagerne til, at vi i et massekommunikationssamfund ikke giver børnene i skolen lejlighed til at forholde sig til de medier, som de kommer til at bruge i stadigt stigende grad som voksne.
De dannede voksne ser ned på de amerikanske serier, musikvideoer og film, som de unge kaster sig over i fritiden. I Birgitte Tuftes sprogbrug udgør de mediernes parallelle skole, som trives ved siden af den skole, som har opdelt fagene i dansk, regning og biologi. Den er mindst ligeså vigtig for børn og unge. Men den overses i skoleskemaet.

Vold og TV
I 70'erne og 80'erne handlede en stor del af debatten om børn og tv ifølge Birgitte Tufte om, hvorvidt børn tager skade af at se tv. Bliver de dumme, voldelige eller passive, når de slanger sig foran skærmen. Ingen af delene konkluderer de fleste forskere efterhånden. De læser endda stadig bøger. Derfor begynder forskerne i stedet at interessere sig for, hvordan børn - og andre - egentlig opfatter det, de ser.
Hvor man tidligere med den såkaldte "kanyleteori" forestillede sig, at modtagerne af kommunikationen oplevede/hørte/forstod det samme, som afsenderen forsøgte at fortælle, opdagede forskerne efterhånden, at modtageren selv dannede sig en mening - udfra sin egen verden og erfaring, fortæller Birgitte Tufte.
Det gælder også børn, der ser tv.
De bruger tv til at danne meninger og holdninger til verden. Til at få et bud på, hvordan man forholder sig til kærester, venskaber, livet og døden. Til at søge forbilleder og fjendebilleder - samfundets myter.
Børn og unge ser ofte tv med andre. Sammen med kammeraterne skaber de en medie-verden, hvor tv-serier, musikvideoer og reklamer er med til at sætte livets store spørgsmål til debat.
Det er følelser og oplevelser, snarere end informationer, tv leverer til børn og unge. De bruger tv til at orientere sig i en verden, som bliver stadigt mere uoverskuelig for mange.
Og de fleste ser tv hver eneste dag. Mens meget færre læser aviser og hører radio.
Når Birgitte Tufte derfor fortæller om, hvordan man tidligere så på Nick Carters skadelige indflydelse, har hun en meget vigtig pointe.

Moralens pegefinger
Den moraliserende pegefinger har blokeret for, at skolen og lærerne har brugt medierne til undervisning. Jo, man har set en film i ny og næ. Men at tage udgangspunkt i børnenes fascination af tv- og billedmediet og bruge den til at lære dem noget om at forholde sig personligt og kritisk til tæppebombardementet fra medierne, sker alt for sjældent.
Børn og unge ønsker viden om medierne, samtidig med at emnet "stort set stadig er udgrænset som underlødigt i forhold til skolen," skriver Birgitte Tufte.
Men i dagens og fremtidens kommunikationssamfund bliver evnen til at forholde sig udvælgende og kritisk til medier en nøglefærdighed.
I mediernes parallelle skole lærer de unge alt det, de ikke får noget at vide om i skolen. Men det sker ubevidst, og uden de får mulighed for at skaffe sig nogle færdigheder, som sætter dem i stand til at overskue og forstå, hvad der foregår på skærmen.
Det bekymrer forfatteren, fordi medierne har betydning for, hvordan vi deltager i den demokratiske proces i samfundet. Hvis man ikke forstår, hvad der sker i medierne, bliver man nødt til at nøjes med at grine af statsministerens cykelhjelm - og kan ikke mene noget om, hvordan og hvorfor netop den del af virkeligheden er klippet, som den er.
Birgitte Tuftes bog slår et slag for, at skolen burde begynde at undervise i medier og tage børns og unges glæde ved dem alvorligt. Starte med at eleverne selv får lov til at producere noget. Og derefter langsomt begynde at analysere, hvordan det er skruet sammen.
Hun giver nogle eksempler på nogle forløb, som hun og andre har gennemført. Erfaringen er, at børnene i løbet af nogle produktioner og analyser bliver meget bedre til at forstå de medier, de er storforbrugere af.
Det er de færreste skoler, som tilbyder medieundervisning.

Dansk og regning
Den type undervisning er nødvendigvis tværfaglig og kan ikke rummes inden for 45 minutters lektionerne. Det betyder, at den ikke kan passes ind i de skoleskemaer, som stadig bliver spyttet ud på de fleste folkeskoler hvert år.
Det går faktisk den forkerte vej, mener forfatteren. For tendensen i undervisningen hedder back to basis: Dansk og regning. Det får skolen til at satse her og ikke prioritere mediekundskaben.
Men hvad får man mest brug for i fremtiden, spørger Birgitte Tufte. Dansk og regning, javel. Men i fremtidens kommunikations- og videnssamfund tæller evnen til at læse og forstå en tv-udsendelse lige så højt som evnen til at læse en bog.

*Birgitte Tufte: Tv på tavlen - om børn, skole og medier. 208 s. 348 kr. Akademisk Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu