Læsetid: 3 min.

Ikke noget at være bange for

25. september 1998

Bent Sørensens nye klaverkoncert med den lokkende titel 'La Notte' er velklingende og imødekommende - så hvorfor bliver publikum væk?

KONCERT
I begyndelsen af århundredet stod der gny om den ny musik. Stravinskys Sacre gjorde skandale i Paris. Schönbergs værker fremkaldte hyssen og buen overalt - på trods af hvad komponisten til tider hævdede, velsagtens for at stive selvtilliden af. Også i vor hjemlige andedam diskuterede man 'problemet Schönberg' og gik til koncert for at høre giraffen.
Nu er der stille om den ny musik - når lige bortses fra den velsmurte ny musik-promoveringsmaskines lokketoner. Der hysses og bues ikke mere i koncertsalene. Den ny musik er blevet sød og samarbejdsvillig.
Så meget desto mærkeligere føles det at overvære noget så spektakulært som uropførelsen af en ny dansk klaverkoncert i en halvtom Radiohusets Koncertsal uden mindste præg af premierestemning. Havde Schumanns klaverkoncert stået på programmet, havde der formentlig været fuldt hus.
Bent Sørensen er en stilfærdig komponist. I sit nye klaver- og orkesterværk ytrer han sig vanen tro i tyste, velkomponerede strygerglissandi tilsat raffineret slagtøj og vidunderlige fjerne, dæmpede messingblæsere. Instrumentariet er tilrettelagt, så klaverets sarte begyndelse helt oppe øverst på klaviaturet kan følges med piccoloinstrumenter i orkestret.
Titlen på Sørensens klaverkoncert er noget så imødekommende som La Notte, og den poetiske titel holder, hvad den lover. Det var en meget lyrisk nattekoncert, den unge superpianist Rolf Hind og Radiosymfoniorkestret holdt over dåben. Der er ikke noget at være bange for i denne musik. Det er gedigent kompositionshåndværk, mestendels holdt i sarte, lyriske nuancer.
Hvis det er noget, er det smukt. Lige så smukt som de Fallas Nætter i spanske haver, eller hvad ved jeg. Det må være fordomme om den ny musik, der holder publikum væk. I hvert fald er det meget svært at se, det kan være musikken selv.
Situationen er vendt på hovedet: I begyndelsen af århundredet skrev pressen frygtelige foromtaler om misfostret Schönberg, og folk strømmede til for at se 'den skæggede dame'. I dag lokkes der med bløde reklamespots og interessevækkende omtaler af den nyeste kompositionsmusik - og publikum bliver hjemme.

Smukke orkestersange
Indtrykket af den allernyeste musiks medgørlighed forstærkedes af den svenske operakomponist Hans Gefors' Lydias Sange, hvoraf Marianne Rørholm sang to: "En flammande brunn av eld" og "Glødende Nat!" til tekst af henholdsvis Hjalmar Söderberg og J.P. Jacobsen.
Gefors har villet skrive kærlighedssange, der behandler emnet i hele dets smertelige bredde. Han har støttet sig til Söderbergs roman Den allvarsamma leken fra 1912. Over romanens skelet har Gefors draperet passende digte. Det første af de to, der hørtes ved denne lejlighed, var i sit udgangspunkt svøbt i så velklingende strygerakkorder, at man overvejede, om man skulle sætte Gefors i bås med Górecki og andre publikumsleflere. Men Gefors' orkestersats er under alle omstændigheder så raffineret og velkomponeret, som den her vokser fra strygerne til resten af orkestret, at man overgiver sig til vellyden i denne ny-senromantiske musik.
Af J.P. Jacobsen har Gefors fundet et uddrag af Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo. Det gav en velgørende anderledes tonsætning af den overrendte digter - virkeligt dramatisk - og igen måtte man tage hatten af for det kompositoriske håndværk og Marianne Rørholms smukke sang.
Anderledes kanter og knaster er der over Pelle Gudmundsen-Holmgreens danske 'nyklassiker' Symfoni-Antifoni fra 1977, der indledte koncerten.
1970'erne... det var dengang, komponisterne stadig havde en høne at plukke med modernismetænkningen, noget kradst og komplekst at reagere imod. Gudmundsen-Holmgreens skæve anti-symfoni er en absurdistisk orkestermobile, sjov i sin stilpluralistiske mangelagethed, men ved denne lejlighed tilsyneladende lidt stedmoderligt behandlet under prøverne med uklarheder i fremstillingen til følge.
Med Rued Langgaards orkestervariationer over kampen mellem det gode og det onde, Det Himmelrivende (kaldet hans 6. symfoni), fik det fåtallige publikum et senromantisk orkesterdrøn med orgelbrus og dommedagsbasuner at gå hjem på - oven i købet i en flot, stram udgave under dirigent Thomas Dausgaard, som er skrap til stor, senromantisk musik.
Hvad mere kan man forlange, selv om man skulle tilhøre den del af publikum, der ikke bryder sig om at få ørerne i ny musik-maskinen? Koncerten gentages i aften - og som sagt, der er ikke noget at være bange for.

*Uropførelse af Bent Sørensen: La Notte, koncert for klaver og orkester. Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Symfoni-Antifoni, Hans Gefors: Lydias Sange nr. 3 og 4, Rued Langgaard: Symfoni nr. 6, Det Himmelrivende. Rolf Hind (klaver), Marianne Rørholm (mezzo), Radiosymfoniorkestret dirigeret af Thomas Dausgaard, Radiohusets Koncertsal, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her