Læsetid: 6 min.

Valutafondens ildprøve i Asien

28. september 1998

Thailand fulgte IMF's opskrift til punkt og prikke og blev straffet med en økonomisk depression. Hvem er skyldig? Det er selvfølgelig let at være bagklog, mener en amerikansk økonom

Markedsgøgl
WASHINGTON - Hans smittende optimisme er næsten ikke til at bære.
"Den thailandske regering har været eksemplarisk og nøje fulgt vores råd. Aldrig ledt efter en syndebuk. Deres holdning er: Vi forvoldte denne krise, så vi skal løse den. Det er vort ansvar."
Tom Tsui, Verdensbankens ansvarlige for Thailand, lægger ikke skjul på sin tilfredshed.
"Regeringen i Bangkok har taget modige beslutninger. I august blev den anden reform af finanssektoren siden valutakrisen i juli 1997 vedtaget, men det er klart, at et opsving i Thailands økonomi er afhængig af opdriften i resten af Østasien."
Så sandt som sagt.
Sidste efterår stillede den Internationale Valutafond (IMF) et lån på 17 mia. dollar til rådighed for Thailand. Pengene er blevet brugt af banker og finansselskaber til at indfri kortfristede lån, som inden- og udenlandske investorer tilbagekaldte, da Thailands mønt baht'en gik i frit fald sidste sommer. Som modydelse har regeringen i Bangkok lovet at sanere finanssektoren.

Mønstereksempel
Set fra IMF's og Verdensbankens synspunkt her i Washington er Thailand kort og godt et mønstereksempel på, hvor meget positivt man kan få ud af en dårlig situation. Men bagsiden af medaljen er, at Thailand samtidig er gledet ud i en dyb økonomisk depression.
Efter 30 år med en årlig vækstrate på syv-otte procent anslår den thailandske regering et fald i bruttonationalproduktet på fem-seks procent i indeværende år. Uafhængige analytikere gætter på minus 10 procent. Officielt er ledigheden - et næsten ukendt begreb siden 1960'erne - steget til fem procent af arbejdsstyrken. Reelt kan den være blevet fordoblet, siden den økonomiske krise satte ind.

Indtæget udhulet
Set med europæiske briller lyder det ikke så alvorligt endda. Men Thailand har ikke et velfungerende socialt sikkerhedsnet, de arbejdsløse må selv klare dagen og vejen. Samtidig er priser på fødevarer steget. Det udhuler familieindtægten.
Regeringen har på anbefaling af IMF reduceret de offentlige udgifter med det formål at bringe den høje udlånsrente ned. Også det rammer befolkningen.
Med varierende udsving er den økonomiske situation i lande som Sydkorea, Indonesien og
Malaysia lige så alvorlig.
Disse hidtil så succesrige økonomiske 'tigre' blev i løbet af efteråret 1997 stillet et veritabelt mistillidsvotum fra inden- og udenlandske banker og finansselskaber. Én efter én blev de drænet for enorme summer kapital - en væsentlig kilde til den økonomiske vækst i de sidste 10-15 år.

Smitten har bredt sig
I dag befinder de sig i en krise, hvis dimension er blevet sammenlignet med depressionen i 1930'erne.
Smitten har bredt sig. Da investorer og långivere verden over først fik kolde fødder i Sydøstasien og Sydkorea, besluttede de at se højt spekulative kortfristede lån efter i sømmene andre steder. I Rusland reagerede de for sent. I august erklærede regeringen, at den ikke kunne indfri sine obligationslån til tiden. Kreditorerne måtte trække sig ud af Rusland med store tab, inden de var i stand til at nyde godt af IMF's lånepakke på 18 mia. dollar.
Sammenbruddet i Rusland kom som et sådant chok, at banker og investeringsselskaber i USA og EU smed besindelse og almindelig fornuft overbord.
Alle øjne blev vendt mod Latinamerika - der har oplevet to finanskriser i de sidste 15 år - skønt sydamerikanerne er blevet rost af IMF og USA for at føre en "korrekt" økonomisk politik.
I den sidste måneds tid er den brasilianske valuta kommet under pres. Nu flyder kapitalen tilbage den nordlige halvkugle.

Lavvande i kassen
I mellemtiden er der lavvande i Valutafondens reserver og USA's Kongres synes ikke villig til at hoste sin kvote på 18 mia. dollar op. Derfor holder IMF's andre store bidragydere sig tilbage.
Præsident Bill Clinton kaldte fornylig situationen "den værste internationale finanskrise siden 1930'erne." Hvem bærer ansvaret? Nogle kritikere peger på den Internationale Valutafond og i mindre grad på Verdensbanken.
"Der er efterhånden ret bred enighed om, at IMF's krav om en stram budgetpolitik i Sydøstasien - efter at finanskrisen var sat ind - forværrede den økonomiske situation," siger økonomen Robert Liton fra Brookings Institution til Information.
Han tilføjer: "Det var nok heller ikke klogt, at Valutafonden anbefalede en høj rente for at forsvare valutakursen. Som følge gik en masse virksomheder konkurs. Men det er selvfølgelig let at være bagklog. Da krisen startede i Thailand, forudsagde ingen, at den ville spredes. Hvordan bebrejde IMF, at de brugte opskriften fra valutakrisen i Mexico i 1994? Dér havde den jo virket."

Reformer nødvendige
Tidligere IMF-økonom Morris Goldstein afviser stort set denne kritik.
"Jo, Fonden kunne have lettet lidt på budgetpolitikken og måske have undgået for høj en rente, men årsagen til krisen lå i manglende opsyn og regulering i bank- og finanssektoren. IMF blev nødt til at kræve langvarige reformer," siger han til Information.
"Noget andet er: Hvem andre end IMF og Verdensbanken er i stand til at rykke ud med så kort varsel. Normalt opfattes de to som politisk neutrale. Kan nogen forestille sig USA diktere Thailand?"
Rigtigt, amerikanske diktater ville ikke se godt ud, men ingen med kendskab til Valutafonden er i tvivl om, at USA's indflydelse i IMF og Verdensbanken er vokset fænomenalt i Clinton-tiden.
Især IMF har tjent som mundstykke for spredningen af USA's deregulerede version af markedsøkonomien.

Naboer til Det Hvide Hus
IMF's svar på finanskrisen i Østasien og Rusland blev i hovedtræk formuleret i tæt samarbejde med nr. et og to i USA's finansministerium.
IMF's hovedkvarter ligger kun et par stenkast fra Det Hvide Hus. Udefra ligner bygningen en fæstning. Indenfor mødes besøgende af en stiv, alvorstung og højtidelig atmosfære, karakteristisk for store centralbanker.
Efter halvanden uges forsøg på at arrangere interviews med landekoordinatorer og økonomer måtte Information give op.
En pressemedarbejder oplyste, at ingen havde tid inden IMF's og Verdensbankens årsmøde, som starter i morgen.
I stedet blev Deres udsendte inviteret til et pressemøde med Fondens næstkommanderende Stanley Fischer - en mand, som afvejer sine ord på en vægtskål og som taler med en stemme, hvis toneleje aldrig synes at variere.

Langt menukort
Fischer, der stammer fra kolonitidens Zambia, gennemførte sine studier i USA og anses for at være én af landets ledende økonomer.
Under pressemødet forsvarede han konsekvent IMF's reaktion på krisen i Østasien og Rusland.
Valutafondens primære opgave er at fremme valutakursstabilitet og frihandel ved at udstede lån til medlemslande, som oplever en krise af finansiel karakter, især betalingsbalanceproblemer.
Som regel ophører IMF's arbejde, når den monetære situation i landet er blevet stabiliseret.
Herefter træder Verdensbanken til med lån til projekter, som sigter mod at styrke landets infrastruktur og dets sociale sikkerhedsnet.
Men sådan fungerer systemet ikke i praksis. Det er kun yderst sjældent, at en medlemsstat har akut behov for hjælp, som i Mexico i 1983 og 1994.
I stedet er de to institutioner efterhånden blevet dybt engageret i udviklingslandenes økonomiske problemer og i at bistå "nye spirende markeder" i Østasien, Latinamerika, Østeuropa og SNG-landene.
Heraf følger en form for afhængighed af IMF og Verdensbanken.
Lånene skal ikke alene betales tilbage fuldt ud, inden nye kan blive godkendt; en lang række betingelser skal også opfyldes. Med tiden er menukortet blevet så langt, at landene bliver afhængige af den ekspertbistand, som de to institutioner tilbyder.

Hurtig udrykning
På den anden side var denne afhængighed en fordel, da tingene gik galt i f.eks. Thailand og Indonesien.
"I Verdensbanken havde vi lige besluttet at decentralisere arbejdet. Koordinatoren for Thailand og vores økonomer flyttede fra Washington til Bangkok i juli 1997," husker Tom Tsui, ansvarlig for Thailand.
Det betød, at Verdensbankens økonomer og senere IMF's udsendte hurtigt kunne få et grundigt indblik i Thailands økonomi.
"Vi tog os af ca. 90 syge finansselskaber, mens IMF fokuserede på den monetære situation. IMF's lånepakke på 17 mia. dollar blev istandsat i løbet af få måneder, en rekordtid. Vores projektlån godkendes normalt af bestyrelsen efter halvandet års overvejelse. I 1997 gik lånene til Thailand igennem på to uger. Det var aldrig sket før i Verdensbankens historie," erindrer Tom Tsui.

*Dette er den første artikel i en serie om IMF's og Verdensbankens svar på den internationale finanskrise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her