Læsetid: 3 min.

Alle vasker hænder

22. september 1998

Johan Zimling blev opereret med Boneloc i august 1994. Det var efter, myndighederne kendte til problemerne med hoftecementen. Nu kræver han erstatning

KOMPENSATION
"Det er ikke så meget pengene, det kommer an på. Jeg vil bare gerne have, at myndighederne tager et ansvar for det, der er sket. Det er som om, at alle vasker deres hænder."
Johan Zimling blev opereret med hoftecementen Boneloc på Sundby sygehus i 1994. Det var godt seks måneder efter, at Sundhedsstyrelsen var blevet informeret om, at der var problemer med Boneloc.
Siden operationen har han haft to lårbensbrud, og han har stadig stærke smerter.
"En læge sagde sidste år til mig, at jeg ville vænne mig til smerterne i løbet af fire til fem år. Men jeg er allerede 82 år gammel, så jeg har jo ligesom det meste af min fremtid bag mig," siger han.

En svær tid
Et par måneder efter operationen i august 1994 begyndte Johan Zimling at få smerter i sit højre ben, og det blev konstateret, at det var blevet cirka tre centimeter længere end det venstre efter operationen.
"Men lægerne på Sundby Hospital ville ikke anerkende, at hofteprotesen var løs. Der gik 13 måneder, før jeg fik en ny operation. Det var en svær tid, og det er lang tid at gå med en løs hofte. En læge sagde bagefter til mig, at jeg måtte da have haft ugudelige smerter," fortæller han.
Efter den nye operation kunne han gå ved hjælp af krykker, men han havde stadig stærke smerter. Og en dag, hvor han stod i sin entré, brækkede hans lårben lige pludselig, mens han stod og ledte efter sine nøgler i lommen.
"Benet brasede bare sammen. Jeg skulle have været ude at gå en tur. Men det blev sidste gang, jeg skulle ud at gå," fortæller han.
Lægerne gav ham aldrig en forklaring på, hvad der var sket. De satte blot benet sammen med en jernskinne. Syv uger senere faldt benet sammen igen, mens han sad på en stol i køkkenet og drak sin morgen-te.
"Det var vanvittigt smertefuldt. Det er halvandet år siden, og benet er ikke vokset sammen endnu," siger han.

Aldrig siddet stille
Johan Zimling har aldrig siddet stille, og han har været meget omkring hele livet.
"Jeg har rejst Europa tyndt med min campingvogn, og jeg har også rejst i Amerika," fortæller han.
Da han gik på pension efter mange års arbejde som politiassistent, blev han fisker sammen med sin bror. De fiskede sammen i Øresund ved nattetide. Men det satte operationen en stopper for.
Derfor er det værste for Johan Zimling, at han ikke længere kan bevæge sig så meget.
"Jeg har altid været meget fysisk aktiv, og derfor virker det så voldsomt på mig, at jeg bare kan sidde her. Der kan gå en uge, hvor jeg ikke kommer ud, og det er jo ikke den livsværdi, man skal bruge, vel," spørger han.
Men Johan Zimling har alligevel ikke mistet humøret, og han prøver at få det bedste ud af situationen.
"Jeg har en ualmindelig pragtfuld familie, som betyder virkelig meget for mig. Det er ikke alle, der er så heldige," konstaterer han.
Det betyder også meget for ham at klare så mange ting som muligt selv.
"Jeg vil klare mig selv, og jeg er god til at finde løsninger på problemerne," siger han. Han har for eksempel fundet en måde, så han kan få kaffen fra køkkenet ind i stuen. Det gør han ved at stille det hele an på bakken i køkkenet. Når han så har sat sig i lænestolen i stuen, trækker han bakken hen til stolen ved hjælp af en snor, som han har bundet fast til bakken.
Nu sidder han og venter på at få svar på sit erstatningskrav. "Det er mest et principielt spørgsmål. Jeg kan jo ikke rigtigt komme ud og bruge en øre, vel," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her