Magten i Danmark er ikke koncentreret omkring personer, men omkring retten til at bestemme, hvordan man skal tale om samfundet. Den vidensmagt har i de sidste 30 år ligget hos Finansministeriet
Først kom turen til Arbejdsministeriet, så Miljøministeriet, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og nu Undervisningsministeriet.
De er blandt de institutioner, som alle har haft - eller løbende har Finansministeriets bevågenhed. Lever de ikke op til den samfundsøkonomiske ansvarlighed, som er defineret af Finansministeriet, udsender samme ministerium redegørelser, rapporter og analyser, der skal sætte rammerne for den politiske diskussion og drive det vildfarne ministerium tilbage i fornuftens fold.
Men det er forkert, som i den aktuelle debat, at tro, at magten er koncentreret om personer som finansminister Mogens Lykketoft (S) eller ministeriets departementschef, Anders Eldrup.
Som led i de sidste 30 års udvikling sidder de blot i en position, hvor de er udstyret med retten til at udtale sig på dansk økonomis vegne. Og netop hensynet til samfundsøkonomien har siden 1960'erne udviklet til at være den diskurs, det vidensregime eller den almene meningsfyldte sammenhæng, hvor ud fra alt andet skal forstås.
Politikere bliver i den sammenhæng ofte betragtet som forstyrrende elementer, fordi de med deres idéer, kan ødelægge hensynet til samfundsøkonomien.
Helhedssyn
Sådan kan Finansministeriets rolle i kampen om magten i dansk politik - i forenklet form - ridses op, når Niels Åkerstrøm Andersen, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København fører pegepinden.
Åkerstrøm er forfatter til bogen: Selvskabt forvaltning - Forvaltningspolitik og centralforvaltningens udvikling i Danmark 1900-1994. (1995)
"I dag er politik ikke så meget en kamp mellem ideologier og partier, men mere en kamp mellem forskellige overordnede diskurser eller vidensregimer. Det vil sige retten til at se og tale om samfundet ud fra et bestemt helhedssyn," siger Niels Åkerstrøm til Information.
Der er kamp om helhedssynet, fordi det giver retten til at definere andre politiske områder.
"Lykketoft og Eldrups samfundsøkonomiske vidensregime udstyrer dem med retten til at henvise til Danmark, som en økonomi. Forestillingen er, at netop som økonomi er Danmark en helhed, og derfor er økonomisk ansvarlighed en påtrængende nødvendighed. I den forestilling er alle andre områder underordnede, Finansministeriet taler om arbejdsmarked, uddannelse osv som delområder. Når disse delområder ikke lever op til den samfundsøkonomiske ansvarlig, så fravrister Finansministeriet de andre ministerier initiativet til at bestemme over deres eget område."
Det økologiske vidensregime er et helhedssyn, der konkurrerer med det samfundsøkonomiske.
Miljøministeriet har i en årrække udfordret Finansministeriets bud på helhedssynet ved at sige, at økologien skal være dén overordnede ramme, økonomien styres efter, hvis man skal løse miljøproblemerne.
Og hvis det viser sig, at man på trods af økonomisk vækst ikke kan stoppe udstødelsen af arbejdsmarkedet, kunne man, ifølge Åkerstrøm, forestille sig, at netop frygten for ikke at kunne løse problemet ville føre til et socialpolitisk vidensregime. Herunder skulle alle andre politikområder så indordne sig. Men indtil videre er det Finansministeriet, der sidder på den alt omfattende ret til at definere andre ministeriers politik.
Sat på plads
Arbejdsministeriet var det første område, der af Finansministeriet lærte at tænke sig selv ind i en samfundsøkonomisk sammenhæng. Indtil 1960'erne var det parterne på arbejdsmarkedets styrkeforhold, der afgjorde overenskomstforhandlingerne. Men i løbet af denne periode blev det anerkendt som et grundlæggende problem, at de forskellige politikområder, var lukkede om deres egne problemer og bare krævede flere og flere penge. De offentlige budgetter stjal væksten på bekostning af eksportsektoren, og der opstod problemer med betalingsbalancen osv Formuleringen af det problem bliver, ifølge Åkerstrøm, startskuddet til, at Finansministeriet tager têten over de andre ministerier.
Det betyder, at Finansministeriet får magten til at beskrive de andre ministerier i redegørelser og rapporter. Samtidig får de retten til at styre befolkningens forventninger ved at beskrive fremtidens muligheder.
Et eksempel fra 60'erne er, at Finansministeriet begyndte at udsende vismandsrapporter i lang tid før de reelle overenskomstforhandlinger for på den måde at kontrollere rammerne for debatten.
"Der opbygges en struktur, hvor vismandsrapporter med modeller og beregninger lanceres som en dannelsesproces af viden, der har til formål at udbrede et sprog om økonomisk ansvarlighed. Så kan man f.eks styre arbejdernes forventninger. Hvis der er opgangstider, og manglen på arbejdskraft presser priserne op, så handler det om, at danne en viden om, at det ikke er samfundsøkonomisk ansvarligt at forlange lønstigninger," siger Åkerstrøm.
Finansministeriet er hele tiden på vagt over for, om de enkelte ministerier optræder økonomisk ansvarligt; ellers fratages de initiativet til at sætte dagsordenen.
For nogle måneder siden blev der f.eks udarbejdet en rapport om uddannelsessektoren: Kvalitet i uddannelsessystemet, der anlagde en samfundsøkonomisk synsvinkel på uddannelse.
"Hvis uddannelsesområdet ikke tager alvorligt, at uddannelse spiller en stigende økonomisk rolle, så tager Finansministeriet initiativet til forandringer. Da Arbejdsministeriet igennem 1980'erne ikke var i stand til at tage initiativer til strukturforandringer, trådte Finansministeriet til. I dag er det meget længe siden, at Arbejdsministeriet har været initiativtager på sit eget område," siger Niels Åkerstrøm.
Grunden til, at det netop er det samfundsøkonomiske vidensregime, der dominerer, er, at Finansministeriet har haft succes med at udbrede tankegangen helt ned på enkeltmandsniveau i de forskellige offentlige institutioner.
"Budgetreformen i 1982-83 førte til, at alle enkeltområder fik et selvstændigt budget. Det handlede om at øge økonomibevidstheden, så de enkelte institutioner ikke bare forestillede sig, at de var en organisation i et hierarki. Men en organisation i sig selv og i en samfundsøkonomisk omverden. Finansministeriets magt satte sig igennem ved at etablere en økonomisk frihed, der omvendt krævede ansvarlighed, så man ikke bare sendte regningerne opad. I sundhedssektoren gælder det eksempelvis, at selv den enkelte læge har lært, at han skal prioritere økonomisk ansvarligt. Man kan sige, at ministerier og underordnede institutioner tvinges til samfundsøkonomisk refleksion," siger Åkerstrøm.
"I forlængelse af udviklingen begyndte Finansministeriet at kritisere og politisere grænsen mellem politik og administration. Man så gerne, at politikerne trak sig tilbage til det overordnede, politiske område. Institutionernes tillærte økonomiske ansvarlighed og selvstændighed skal ikke hele tiden ødelægges af politiske indgreb. "
På den måde er det samfundsøkonomiske vidensregime - eller den økonomisk ansvarlige tankegang om man vil - blevet et system, der reproducerer sig selv ud i yderste celle. Derfor er det magtfuldt, men samtidig svært at synliggøre. Det har ikke noget centrum, og det er ikke Lykketoft, der som generalstabschef, har det samfundsøkonomiske overblik. Under de borgerlige regeringer var det også Finansministeriet, der satte de ydre samt indre rammer for det politiske indhold, påpeger Niels Åkerstrøm.
