TIL NÆSEN
Hvad skulle italienerne stille op på det danske vinmarked uden entusiaster som Bent Christiansen, Carlo Merolli og folkene bag Italiensk Vinhus? Det har i sandhed været mærkværdigt at se det opbrud på markedet, som er sket de senere år.
I virkeligheden er det sådan, at hvor det nu er spanierne, der har taget en ordentlig luns af markedet - især fra franskmændene - så kunne det fuldkommen lige så godt have været italienerne.
Deres gode vine er mindst lige så gode som de spanske - forskellen er en konstant, dygtig og vedholdende markedsbearbejdning. Den har spanierne stået for, mens den italienske vins 'ambassadører' vel nærmest må føle, at de bliver modarbejdet dernede fra.
Derfor bliver det mest til spredte pip, og vinskribenter som denne, der elsker italiensk vin, må hele tiden minde sig selv om den - det er der ellers næsten ingen, der gør.
Blandt de hæderlige undtagelser fra denne undladelsessynd er selvfølgelig vor gamle bekendt, hr. Merolli (telefon og fax 45 85 19 78)
Han præsenterede i afvigte uge nogle vine, som i alt fald var nye for Deres Vinredaktør.
Det drejede sig om flasker fra den lille appellation Lacrima di Morro d'Alba på sølle 20 hektarer i Ancona-provinsen i Marche på Italiens østkyst.
Når man er vant til den velsmurte spanske maskine er der noget rørende, men også charmerende over faconen - vinmageren Stafano Mancinelli havde simpelt hen proppet sin stationcar med flasker og inviteret sin kammerat, hvis familie blandt andet laver ost og grappa, til at køre med.
Lacrima di Morro er en druespecialitet i Marche. Den modner hurtigt og har en behagelig, pikant frugt.
Mancinelli laver den på to måder: dels ved traditionel vinifikation, hvilket giver en Lacrima di Morro d'Alba med en distinkt og forfriskende kirsebærstensbitterhed. Den lagrer godt. Og så bruger han samme drue til et par vine, der er beregnet til at drikke unge.
Her anvender Manchinelle den såkaldte macération carbonique, altså gæring af hele druer under kulsyretryk som i Beaujolais.
Hans 'ægte' Novello, Sensazione d'Autunno, plukkes tidligt og tappes allerede i november i høståret. Sensazione di Frutto er af senere høstede druer og tappes det følgende forår (februar/marts). Den forener Novelloens friske frugt med den 'rigtige' vins krop.
Disse to specialiteter er de rene charmebomber med lækre hindbærtoner. Feminin vin, som mænd også kan nyde. Nydes kunne også kammeratens mors ost i valnøddeblade med lidt honning og trøfler. Derimod kan jeg ikke anbefale hans trøffelgrappa - en vammel sag. Spis hellere trøfler og drik grappa hver for sig.
Og så bød ugen også på den traditionelle udgivelse af Årets Kunstnervin.
Det er Chris Wine og brødrene Carl, der har overtaget denne tradition, som søsættes under stor medietam-tam og i overværelse af Tout Copenhague (altså både Ghita Nørby, Johnny Reimar og Ole Ernst).
I år har de valgt både en god kunstner og en god vin. Etiketten er malt af Carl-Henning Pedersen og fremtræder i knaldende blåt.
Vinen er deres egen Château de Seguin, Cuvée Spéciale i kanonårgangen 1995. Den er lavet på 60 pct. Cabernet Sauvignon og 40 pct. Merlot. Den er lagret
ni måneder på nye egetræs-fade.
De første gange, jeg drak Château Seguin, var i svage årgange, og jeg tilstår, at jeg mest så på den som en kuriositet qua det danske ejerskab.
Men som stokkene bliver ældre, vinifikationen forbedret og det nu har været kombineret med et par fine årgange, må jeg æde det i mig igen.
Det er faktisk en rigtig seriøs Bordeaux nu, og foreliggende kunstnervin vil endda utvivlsomt blive endnu bedre, hvis man har et par års tålmodighed med proptrækkeren. Den er i handelen til en vejledende udsalgspris af 80 kroner, hvoraf et mindre beløb går til Børnecancerfonden.
Et par dage tidligere smagte jeg slottets "tredjevin", Pigeonnier de Seguin, som delvis laves på indkøbte druer fra naboerne.
I årgang 1995 og til en pris af ca. 50 kroner får man her et gedigent og imødekommende glas Bordeaux til en yderst rimelig penge.
P.S. Kombinerede net- og vinfreaks kan have nytte af denne adresse: www.vinavisen. dk - den redigeres af Flemming Hvelplund og Anker Tiedemann, er skruet godt sammen og opdateres hver mandag.