Mange af Jørgen Roos' film blev båret igennem af kærlighed eller forelskelse
Nekrolog
Jørgen Roos, som døde i søndags en måned efter at være fyldt 76 år, var allerede en veteran, da jeg mødte ham første gang i 1948. Han havde da 10 år på bagen som filmfotograf, for han var kun 16 år gammel, da hans storebror, Karl Roos, trak ham ind i filmmiljøet omkring Minerva Film og Theodor Christensen.
Der gik ry om den unge Roos' spontane talent som fotograf. Han havde lavet den første egentlige eksperimentalfilm i Danmark, Flugten, sammen med Albert Mertz og Robert Jacobsen, og den var blevet fulgt op af andre eksperimenter som Hjertetyven, også sammen med Mertz, Spiste Horisonter og Det Definitive afslag på anmodningen om et kys, sammen med Wilhelm Freddie.
Netop da jeg mødte Jørgen, vidste man ikke rigtig, om han var fotograf eller instruktør. Det skulle snart vise sig, at han var ved at udvikle sig til begge dele, samt til manuskriptforfatter. Selv sagde han ikke meget; Jørgen var aldrig en mand af mange ord, skønt han i de senere år blev en efterspurgt og succesrig foredragsholder. En udtalelse af ham var dog allerede dengang legendarisk: "Hvis ikke du, første gang du åbner en dåse råfilm og indånder dens duft, hører englene synge, skal du søge over i en anden branche". Jeg trak vejret dybt, og det blev så til et livslangt venskab, krydret med inspirerende samvær i professionelle såvel som private anledninger.
Engagementet
Jørgens engagement var hans motor, visionerne hans drivkraft. Mens han klippede sin H.C. Andersen-film Mit Livs Æventyr, arbejdede jeg i naboklipperummet. Vi mødtes i en rygepause, og Jørgen tog forsigtigt en fotografisk glasplade op af en æske. "Her skal du se," sagde han og holdt den op mod lyset. Jeg så et fotografisk negativ, der tydeligt gengav en siddende H.C.Andersen. "Tænk på," sagde Jørgen, "at det er Andersens egne stråler, der har påvirket denne plade. Tættere kan du ikke komme ham."
Ligegyldigt hvilken opgave, han påtog sig i sin oftest ensomme funktion som forfatter, fotograf, instruktør og klipper, fandt Jørgen sin personlige vinkel på emnet. En by ved navn København blev så vellykket, fordi han indrømmede sin forelskelse i byen.
Den førte til andre by-film som Oslo og Hamburg, der ikke overlevede på forelskelsen, men på den udefra kommendes nysgerrighed.
De mange personfilm, som han hadede at man kaldte portrætfilm, blev båret igennem af enten kærlighed eller forelskelse. Jørgen havde en stor kærlighed til J. F. Willumsen og til Johannes Larsen, til Knud Rasmusen, Carl Th. Dreyer, H.C. Andersen, Carl Nielsen, til Harald Sæverud og flere endnu, som alle nok var udødelige, men som Jørgen alligevel gav nyt liv i sine film. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han var dødeligt forelsket i Asta Nielsen.
Hans største kærlighed
Grønland var i mange år hans største kærlighed. At piske af sted på en hundeslæde henover indlandsisen betragtede han som de højeste stunder af lykke, og at fastholde Grønland og grønlænderne i sine film gav ham måske den allerstørste tilfredsstillelse i hele hans karriere.
Jeg så tristessen i hans blik, da han måtte erkende, at hans fysik ikke længere slog til til de anstrengende slæderejser. Så vendte han tilbage til sin anden livslange kærlighed, H.C. Andersen, som han holdt i hånden, da han døde.
Gennem sine film, og deres flittige tilstedeværelse på alverdens festivaler, opnåede Jørgen en international og højt respekteret position som instruktør. De mange priser, han hjembragte, fornøjede ham selvfølgelig, fordi de bekræftede kvaliteten i hans arbejde.
Men ingen anerkendelse glædede ham mere, end da han herhjemme fik Eckersberg-Medaillen. Vi mødtes på café Eckersberg, og han trak ligesom tilfældigt et etui op af lommen og viste mig stolt medaillen. Han skjulte den med en hånd for de omkringsiddende, for sky var han også.
Vi må håbe på, at nogen snart skriver Jørgen Roos' biografi. For det er en ildsjæl og en stor kunstner, der har forladt os. Vi savner ham allerede.
Henning Carlsen er filminstruktør
