Det 20. århundredes økonomiske nedture sætter sig spor i symbolernes verden, som truer med at overtage oplevelsen af krise. Måske skulle vi tage monstrene mere alvorligt
Enden er nær. Der er røde advarselslamper i kapitalens katedraler og ditto tal på bundlinjen, hvis man skal dømme ud fra de økonomiske efterretninger fra Fjernøsten, Rusland, Østeuropa, Sydafrika, Latinamerika og såmænd Norge.
De danske aktieejere har fået decimeret formuerne, de første fyringer i eksportsektoren er en realitet, og 40 procent af verdensøkonomien er angrebet af krisen, der vækker mindelser om de globale rystelser under 1970'ernes oliekrise og den store depression i 1930'erne.
Samtidig er kalenderen godt i gang med at tælle ned til årtusindskiftet, hvilket i sig selv kan være grund til tømmermænd og undergangsstemning.
Og for nu at træde i det har Hollywood markedsført Roland Emmerichs film Godzilla - om den forvoksede øgle med den uhyrligt dårlige ånde, der vælter Wall Street og omegn. Det må af en symbolhungrende befolkning opfattes som et tidstegn. I hvert fald kan de grupper af borgere, for hvem krisen (endnu) er en by i Rusland, nu lettere se og høre, hvad en omvandrende katastrofe er for en størrelse. Og 'størrelsen gør en forskel,' som Godzillas marketingfolk fastslår i deres plakatslogan - næsten som et ekko af tidens mange fusioner i erhvervslivet.
Den finansielle krise startede i Thailand for et års tid siden, men sigende nok fik den først for alvor globale ben at gå på, da Japan blev sat af vækstvognen. Også Godzilla stammer fra Japan.
Den originale japanske Godzilla-film blev af Inoshiro Honda instrueret allerede i 1954 - på et tidspunkt, da det ikke var økonomisk krise, men Hiroshima og Nagasakis atomare 'krise' ni år tidligere, der stod skarpt i erindringen.
Ifølge den japanske version var Godzilla (på japansk: Gojira) en mutant affødt af amerikanske atomprøvesprængninger. Uhyret drog hærgende gennem Tokyo, indtil den blev stoppet af myndighederne i alliance med en heltemodig japansk videnskabsmand, der måtte lade livet for at redde fællesskabet fra destruktion.
Den japanske Godzilla-film - som snart skulle blive fulgt af adskillige - handler om herlig hærgen, men også om japanernes fornemmelse for krise. To gange i det 20. århundrede er
Tokyo blevet ødelagt.
I 1923 ødelagde et jordskælv størstedelen af byen. Ikke mindst de fattige kvarterer, hvor husene var skrøbelige og brandbare, blev hårdt ramt. Den genopbyggede og moderniserede by blev derefter overhældt med amerikanske brandbomber i slutningen af Anden Verdenskrig.
Disse udefrakommende katastrofer med deres berøvelse af liv og materielle værdier blev af japanerne fordøjet sammen med oplevelsen af en indre krise for den kulturelle identitet. Overgangen til det moderne industrisamfunds normer var for det dybt traditionsbundne japanske samfund mere traumatisk end for de vestlige lande. Da stormagasinerne eksempelvis stod nybyggede i årene kort efter 1923-jordskælvet, forventedes ikke længere, at kunderne stillede skoene ved indgangen. Denne arkaiske uvane hæmmede nemlig impulskøb. Byboerne oplevede, at et indgroet kulturtræk var gået tabt i Tokyos ruiner. Nu gjaldt det maksimering af omsætningen og profitten, med beskidte sko og hele det vestlige svineri.
Godzilla anno 1954 pakkede alle kriseoplevelserne sammen i symbolform og sørgede for sin egen enorme popularitet ved at reducere den store samfundsmæssige angst og usikkerhed til 'sikker skræk'. Ifølge filmen var samfundet truet, men kun udefra, hvilket gjorde det muligt at forestille sig en menneskelig intervention, som succesrigt afværgede krisen. Krisebekæmpelsen krævede sine individuelle ofre, men myndighederne sejrede til sidst. Håbet var i behold.
Det er ingen hemmelighed, at heller ikke den japanske Godzilla er ganske original. Man har tydeligvis afluret Cooper og Schoedsacks amerikanske film, King King fra 1933. Øglen minder om aben, der selv er et barn af en krisetid.
Den amerikanske krise - og her er der tale om økonomisk ragnarok - startede hin berømte torsdag i 1929 på verdens fremmeste børs, New York Stock Exchange.
Alt var roligt, da børsen åbnede klokken 10, og mæglerne var rede til den sædvanlige aktiehandel, som hidtil havde skabt en masse mangemillionærer, hvoraf adskillige boede på byens fornemmeste adresser og smed om sig med penge på byens luksusrestauranter. Men noget gik galt denne torsdag, og der opstod uro om prisen på stål. Snart følte ikke blot stålaktieejerne, men mange andre en ubændig trang til at sælge ud af beholdningerne, panikken bredte sig, og kurserne styrtdykkede. Da dagen var omme, var 30 milliarder dollars forsvundet op i New Yorks efterårsluft, og 85.000 virksomheder var sat til vægs.
Enkelte børsmæglere tog på fatal vis turen ned fra toppen af kontorskyskraberne uden brug af elevator. Og resten af befolkningen gik hårde tider i møde. I New York faldt den industrielle aktivitet til det niveau, den havde haft i slutningen af forrige århundrede, og i bydelen Queens' enorme villakvarterer mistede over halvdelen af husejerne deres ejendom.
I 1932 skrabede krisen bunden, samtidig med at Franklin D. Roosevelt førte kampagne for at blive USA's præsident. "Jeg lover jer, jeg lover mig selv en New Deal for det amerikanske folk," sagde Roosevelt. Og Amerika tog en dyb indånding.
Den nye aftale var en sundere og mere ansvarlig ligevægt mellem kapital og stat - en økonomisk model i Keynes' ånd.
Et af de få forretningsområder, som klarede sig strålende trods depressionen, var biograferne, som der i USA var 17.000 af - flere end der var bankfilialer.
Katastrofefilmen King Kong, der havde premiere samme år - i 1933 - som Roosevelt blev præsident, kan ses som en kringlet kommentar til krisen og kapitalismen. Plottet er, at pengegriske propagandamagere fører kæmpeaben fra troperne til New York for at udstille den. Men aben slipper fri og går klodset i byen, indtil den skydes ned af militæret.
Befolkningen i filmen tror, at King Kong er det onde, der skal fordrives (på linje med massearbejdsløshed). Men helt - og heltinde som aben finder kær - ved, at aben repræsenterer en unik natur, som er truet af olieselskaberne og det militær-industrielle kompleks.
Således bliver King Kong til mere end blot en afspejling af depressionen. Den sætter på Hollywoods romantiske og naturnostalgiske måde spørgsmålstegn ved kapitalismens basis og foregriber nutidens miljødebat.
Enden på 30'erne blev som bekendt anden verdenskrig, men det er en anden historie.
Efterkrigstiden bød på krisefri kapitalisme i så udtalt en grad, at man efterhånden følte det som en naturlov. Men så indtraf 1973.
Året startede ellers i vanlig optimistisk stil. Men da de arabiske oliestater satte leverancerne ned og priserne op, rynkedes Vestens bryn.
I Danmark bragede Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti i Folketinget med en statsfjendtlig jordskredssejr - samtidig med at Danmark skruede ned for olieblusset. Krisemørket sænkede sig tungt over landet, da neonlys, udstillingsvinduer, udendørs juledekorationer og lysskilte på handelsminister Erling Jensens bud blev slukket. Og bilisme om søndagen blev forbudt.
Lad os følge nedturen de sidste uger af 1973 på nærmest mulige hold - gennem Informations daværende spalter.
Fredag den 23. november - Hans V. Bischoff forudser: "Største hop i månedspristallets 7-årige historie ... Man skal helt tilbage til tiden under anden verdenskrig og den tyske besættelse for at finde mage."
Mandag den 26. november - Børge Outze kan dagen efter Danmarks første bilfri søndag (i moderne tid, forstås) konstatere, at landet nok skulle overleve situationen "såvist som det, omend i mindre motoriseret stand, overlevede fem års verdenskrig og besættelse med alle slags restriktioner og forbud."
Onsdag den 28. november - står der i lederen, at "den vestlige verden trues af sin største økonomiske krise siden trediverne", og der er telegrammer om, at Japans vækst er gået i stå.
Torsdag den 29. november - "Oliekrisen er kun noget, som de gamle partier har opfundet for at skræmme vælgerne," siger Centrum-Demokraternes leder, Erhardt Jacobsen til Information.
Mandag den 3. december - Spisesedlen fortæller, at "aktionærernes kolossale 1973-gevinst er totalt væk."
Onsdag den 5. december - dagen efter folketingsvalget, hvor Erhard Jacobsen og især Mogens Glistrup bliver stærkt repræsenteret, skriver Outze: "Dette turde, alt taget i betragtning, være det ringeste valgresultat, dansk demokrati har præsteret til dags dato."
Fredag den 28. december - Det Økonomiske Råd skriver i sin rapport om rigets tilstand, at inflationen nu gør sig gældende også i perioder med økonomisk tilbagegang. Ejvind Larsen konkluderer på lederplads: "Den vestlige verdens økonomi er rendt ind i problemer, som ikke kan klares med de finans- og pengepolitiske instrumenter plus udvidelse af den offentlige sektor, der siden anden verdenskrig tilsyneladende har gjort kapitalismen krisefri." Vi bivåner her Keynes' begravelse!
Mandag den 31. december - Information udkommer med et tillæg kaldet "Magre nye tider". Her omtales blandt andet den tyske filosof Oswald Spenglers værk Untergang des Abendlandes. Desuden siger radikale Lone Dybkjær, at hun forestiller sig en slags ikke-socialistisk statsstyring af produktionen. Tillægget slutter med en artikel om Nostradamus' dystre forudsigelser.
Det kan man da kalde krisebevidsthed, der kradser.
Lone Dybkjær fik ikke sin statsstyring af produktionsapparatet (men senere det næstbedste: en statsminister i den nære familie). Danskerne fik til gengæld uhørt høj arbejdsløshed og introduktion af indkomstpolitik - altså statsdirigeret lønsænkning - som krisebekæmpende kemoterapi.
Og så fik danskerne en lige så uhørt mængde katastrofefilm at se: Sammenbruddet af den højteknologiske byvision i Det tårnhøje helvede, Airport-filmenes endeløse flyulykker, bombemænd i film som Juggernaut, en farvestrålende genindspilning af King Kong samt ikke mindst 1970'ernes vildeste monster, den store hvide haj, i Steven Spielbergs Dødens Gab (Jaws) fra 1975.
I Dødens Gab gnasker en haj badegæster - jo mere nøgenbadende, jo bedre - ved en strand i det idylliske amerikanske provinslandskab. Bekæmpelsen minder om Godzillas, idet der skal en kombination af politimyndighed og rå mandighed til at aflive uhyret. Hermed gentages den klassiske intervenerende krisemodel. Men Spielberg lægger desuden et lag af seksualsymbolik ud over historien, som betyder, at hajen ikke blot er noget udefrakommende, men tillige billede på undertrykte drifter. Krisen er kommet længere ind under enkeltpersonens hud, end den har været tidligere. Det er for alvor lykkedes underholdningsindustrien at sætte tænderne i hverdagens bæven - hvad enten denne skyldes angsten for at miste arbejdet, livet eller uskylden. Krisen er blevet mere uafrystelig.
Var den konservative politiker Margaret Thatcher (f. 1925) lavet af gummi og papmaché, ville hun være sen-70'ernes og 80'ernes filmmonster. Hendes egenskaber var frygtindgydende: Uddannet jurist med speciale i skattelovgivning, kombineret med færdighed i aggressiv kamp med håndtaske. Den såkaldte Jernlady indledte et ultraliberalistisk korstog mod den offentlige sektor, som blev bastet og beskåret, persifleret og privatiseret. Det rystede ikke blot staten, men også kapitalen. Arbejdsløsheden blev nærmest tredoblet, fattigfolk fyldte herbergerne og fallitterne florerede i fremstillingsindustrien. Men det lykkedes Jernladyen at genvinde sine gode opinionstal ved at sende britiske styrker ud for at erobre Falklandsøerne fra Argentina i 1982. Hun overlevede et attentat i 1984, så verden slap først af med denne monstrøse monetarist, da indre konservativ opløsning fik hende til at gå af i 1990.
Thatcher minder om katastrofefilmenes monstre, men også om gyserfilmens sindssyge dræber, som efter at være blevet slået ud af filmhelten rejser sig en sidste blodtørstig gang. Jernladyen slog forleden til igen, da hun gik i forbøn for en god ven, Chiles eks-diktator Augusto Pinochet.
Thatcher og Reagan blev det mødrende og fædrende ophav til yuppie-generationen, for hvem tilværelsen var et Matadorspil uden nåde. På overfladen gik kapitalismen i 80'erne og 90'erne forrygende godt, og filmindustrien fandt ingen grund til at opfinde flere monstre.
Mere tænksomme dele af kulturen var dog knap så tryg ved neoliberalismens tilsyneladende sejr. Den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis udgav i 1991 romanen American Psycho. Hovedperson er den 26-årige charmerende Patrick Bateman, som om dagen tjener formuer i Wall Street, men som i fritiden træder i sand karakter som sadistisk massemorder.
Bateman er det ultimative monster - succes og svøbe forenet i samme figur. Han er krisen, vi endnu ikke ved om eller ønsker at vide af.
Informations Ejvind Larsen afskriver i 1973 den keynesianisme, som reddede kapitalismen ud af 30'ernes krise. Det neoliberalistiske alternativ er i de seneste år og måneder ved at demonstrere sin impotens - tydeligst i Ruslands mafia-kapitalisme og Fjernøstens betændte banksystem.
Hvilket symbolsk udtryk dækker bedst klodens sande tilstand netop nu? Det er nok den slimede Bateman snarere end klodsede Godzilla, der er monsteret i den økonomiske krise, vi har set konturerne af i 1998. Endnu har vi en filmversion til gode - men det tog også tre-fire år fra den sorte torsdag i 1929, til King Kong kom på lærredet, ligesom oliekrisen i 1973 måtte gå svanger et par år, før hajen slap ud.
Fælles for krisens monstre i det 20. århundrede er historien om det menneskeskabte samfund (og dets økonomiske system), som stilles over for utæmmede, dyriske kræfter. I århundredets første halvdel opleves krisen som noget udefrakommende, mens den i anden halvdel bliver til en indbygget brist i systemet eller mennesket.
