Læsetid: 3 min.

Den afskyelige Snemand fundet

13. oktober 1998

Mysteriet fra Himalaya er løst, hævder bjergbestigeren Reinhold Messner, der har ledt efter det sagnomspundne væsen i 18 år

Langt ude
BERLIN - Efter 18 års strabadser og 20.000 kilometers vandring i Himalaya-bjergene mener bjergbestigeren og eventyreren Reinhold Messner at have løst gåden om Den afskyelige Snemand.
"Han er 2,20 meter høj, har tyk pels og spiser yak-okser," afslørede Messner allerede for to år siden.
Dengang hævdede han at have set hele tre afskyelige snemænd - også kaldet yeti'er - men han ville ikke sige mere, for han skulle først lige have tid til at skrive en bog om det sagnomspundne væsen.
Reinhold Messner er nemlig eventyrer i den traditionelle forstand: Han opsøger verdens fjerneste afkroge eller klatrer til tops i Himalaya uden iltmaske for at sikre sig de ekstreme oplevelser, som han siden kan holde foredrag og skrive bøger om.

"Bare" en brun bjørn
I sidste uge var alt endelig klart: På et pressemøde i sit hjem i De italienske Alper sidste uge kunne Messner præsentere den længe ventede bog med de første - skarpe - billeder af Den afskyelige Snemand.
De inviterede journalister bladrede febrilsk i "Der Yeti - Legende und Wirklichkeit" (Fischer Verlag) uden at finde et eneste billede af det mystiske væsen - halvt menneske, halvt dyr. Billeder af brune bjørne var der derimod rigeligt af. Journalisterne spurgte:
"Herr Messner, hvor er billedet af Yeti'en?"
"Det finder De ikke. De finder kun billeder af bjørne."
Skuffelsen bredte sig lynsnart blandt journalisterne, og Messner måtte uddybe:
"Den afskyelige Snemand er en sjælden afart af den brune bjørn (ursus arctus), der lever i udkanten af menneskelige bosættelser. Om natten lusker den sig ind i staldene og snupper en ged, og så tror menneskene, at det var yeti'en, der tog geden. Om dagen ser de bare en brun bjørn. Den afskyelige Snemand er en blanding af myte og realitet, skabt i menneskets fantasi."

En duft af hvidløg og urin
Messner bedyrede, at han ikke er personligt skuffet over at have brugt så mange år og kræfter på at finde yeti'en - blot for at vende hjem med en brun bjørn.
"Jeg er realist og ville løse et mysterium. Den, der siger, at Den afskyelige Snemand kun er en bjørn, har intet forstået."
Han mener nemlig, at yeti'en tilhører en meget sjælden og specialiseret stamme af brune bjørne, der tæller ca. 3.000 individer.
Yeti'erne adskiller sig fra andre, mere almindelige, brune bjørne - ved bl.a. at være natdyr, færdes i nærheden af mennesker og lugte af en blanding af hvidløg, urin og harsk fedt.
Er De helt sikker på, at det er Yeti'en?
"I min bog viser jeg, at der ikke findes nogen anden mulighed. Yeti'en er en brun bjørn, der har udviklet sig væk fra sine artsfæller og nu mere minder om en grizzly-bjørn," forklarede Messner ifølge den sydtyrolske avis Dolomiten.
Forklaringen på, at mysteriet har varet så længe, skyldes ifølge Messner, at de indfødte nærer stor ærefrygt over for Yeti'en, og har givet legenden videre fra generation til generation.
"Jeg forsøgte at forstå både Østens og Vestens opfattelse af Yeti'en. Da det lykkedes, var hele mysteriet ret banalt - alle gode historier er faktisk banale," mener Messner.

Myten overlever
De tyske medier har reageret med dyb skuffelse efter den banale forklaring på de uforklarlige fodspor i Tibets sne og de mængder af uskarpe billeder med en oprejst, gående skikkelse, som alverden er blevet præsenteret for. Alle havde håbet, at Yeti'en ville vise sig at være en slags vildmand i yakokse-pels. Menneskehedens ukendte fætter. Og så er det bare en bjørn...
Men heldigvis er der håb forude. Legenden om Den afskyelige Snemand lader sig ikke aflive af blot en enkelt bog. Allerede næste år kommer Yeti-forsker Bruno Bauman med "en grundigt gennemarbejdet bog," fortæller hans forlag (Langen Müller Herbig) i en meget vel-timet pressemeddelelse.
På forlaget BLV vil abeforskeren Volker Sommer udgive en bog, der menes at påvise, at Den afskyelige Snemand er en menneskeabe - en orangutang.
"Om ti år vil alle indse, at jeg har løst gåden," fastholder Reinhold Messner.

Fortsættes (garanteret)...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her