Lidt om tidsskrifter, specielt 'Jazz Special'
RIFFS
Fra 1948 abonnerede jeg i flere år på det franske månedsskrift Jazz Hot. Det var nyttigt til at holde de franske skolekundskaber ved lige og supplere dem med gallisk jazz-terminologi, men først og fremmest var Jazz Hot den tids førende jazzblad.
Jeg læste også det amerikanske Down Beat og det svenske Orkester Journalen, der ligesom det franske tidsskrift var startet i midten af 30'rne, men havde hovedvægten på nyhedsstof. Her var OJ (hvilket senere kom til at stå for Om Jazz) nyttigt for en dansker, fordi der i de år ikke fandtes noget dansk jazztidsskrift.
Jazz Hot var anderledes, fordi det ligesom de to andre havde nyheder, interviews og anmeldelser, men derudover dybtgående analytiske artikler. De skyldtes især André Hodeir, som var blevet chefredaktør efter den voldsomme konflikt i 1947 mellem de to jazzpionerer, skribenten Hugues Panassié og diskografen Charles Delaunay, af hvilke den første afviste den ny bopmusik, som den anden regnede for en væsentlig fornyelse af jazztraditionen.
Resultatet af deres opgør blev at Panassié fortsatte som leder af den franske hotklub-sammenslutning, mens Delaunay overtog ledelsen af Jazz Hot og plademærket Swing.
Musikken i centrum
Den noget yngre Hodeir (som nu er 77, mens Panassié og Delaunay for længst befinder sig i, formentlig, hver deres jazzhimmel) udfoldede i de år en analytisk, musikcentreret jazzkritik med artikler, som for en dels vedkommende blev optrykt i hans senere bøger. Hodeirs medarbejderskab - og Jazz Hot's redaktionelle linie - tyndede dog ud op mod 1960.
Den analytiske tradition blev imidlertid videreført i det amerikanske Jazz Review fra 1958 med redaktørerne Nat Hentoff og Martin Williams, og med Gunther Schuller som et amerikansk modstykke til Hodeir. Men det gik ind allerede i 1961, og det var først med opkomsten af universitære jazzstudier at det musikanalytiske approach igen vandt frem.
Det har nu i 25-30 år været repræsenteret i to årsskrifter, det østrigske, men tosprogede Jazz Forschung/Jazz Research (siden 1969) og det amerikanske Annual Review of Jazz Studies, der i realiteten er bi-annual og hed Journal of Jazz Studies fra starten i 1973. Til gengæld er de øvrige jazztidsskrifter, som i dag findes i næsten alle lande i den vestlige verden, primært journalistiske.
Tre franske
Det kan de så være med større eller mindre talent. Under et Paris-besøg for nogle uger siden fornyede jeg bekendtskabet med de tre jazzblade som nu konkurrerer om det franske publikums gunst. Det er det gamle Jazz Hot, som er nået til nr. 554, aflæggeren Jazz Magazine, som startede i 1954 og har nået nr. 485, og det meget yngre Jazzman, som nu er på nr. 40.
Det sidste er det mest populært anlagte, og en diskussion om plus interview med Wynton Marsalis er jo ikke det mest aktuelle, men det er da interessant at læse, at der nu også er jazz-undervisning på det ellers meget konservative Pariser-konservatorium. Jazz Magazine interviewer Andrew Hill, i en enquête priser 20 musikere Martial Solal, og Carla Bley og Paul Haines fortæller om en ny live-udgave af deres 30 år gamle Escalator Over the Hill.
Mest gods er der dog i Jazz Hot, som har stor nekrolog om tenorsaxofonisten Guy Lafitte, interview-artikler om McCoy Tyner og pianisten Michel Sardaby fra Martinique, og et afsnit af en rigtig artikelserie om trompetens historie. Vores egen Finn Ziegler præsenteres i forbindelse med et engagement i Paris.
... og Jazz Special
Ingen af de franske blade måler sig dog med det danske Jazz Special, hvis netop udgivne nummer for oktober/november er nr. 42. Det er op mod 50 procent større (76 sider mod 52-56) og indholdsmæssigt mere varieret og informativt.
Bortset fra Ib Skovgaards artikel om Kip Hanrahan præsenteres musikere især via fyldige interviews: svenskeren Per Henrik Wallin og vores egne Richard Boone og Bo Stief ved hhv. Søren Friis, Keith Keller og Ivan Rod. Og redaktør Cim Meyer leger plade-blindebuk med Niels Lan Doky.
I kommentar-afdelingen tager Torben Enghoff sig kærligt af fænomenet Den 3. Vej og Jørgen Siegumfeldt drøfter genre-betegnelsers berettigelse. Blandt de kulturpersoner som gæsteoptræder i rubrikken "Jazzen ifølge ...", er turen kommet til Suzanne Brøgger, som mindes sit møde med den da 83-årige bluessangerinde Alberta Hunter i New York.
Et flot kollegium
I den fyldige afdeling med pladeanmeldelser har man meget udbytte af musiker-medarbejdere, foruden førnævnte Enghoff også Erling Kroner (om Charles Mingus) og Ole Matthiessen (bl.a. Geri Allen), og der er mange andre gode anmeldere, f.eks. Keith Keller (igen), Anders Kirkegaard, Chr. Munch-Hansen, Bent Kauling, Peter Laugesen, Jens Jørn Gjedsted og Finn Slumstrup.
Det må ikke mindst være Cim Meyers fortjeneste at have opbygget et så vidende og velskrivende kollegium.
En særlig afdeling af bladet udgøres af et indlæg (14 sider) fra postordrefirmaet JazzKlubben, der er redaktionelt skarpt adskilt fra resten af bladet, men har et forretningsmæssigt samarbejde til gensidigt udbytte, foruden at indlægget rummer megen god orientering om nye plader.
Kort sagt: Hvis nogen skulle kende til et jazzblad af denne type som kan måle sig med Jazz Special, vil jeg gerne høre om det.
Men hvordan skulle man dog få tid til at komme igennem endnu et blad som dette?
