Læsetid: 6 min.

De artiges fadermord

30. oktober 1998

70'er-fester uden planlægning, uden vært og uden ende - og forløjede pædagoger får på hatten i hammerskæg og tankevækkende bog, der giver stemme til en forhånet mellemgeneration

60'erbørn
Ét ord kalder et særligt syrligt tonefald frem i Henrik Dahls blændende skrevne, vittige og vrede generationsportræt Den kronologiske uskyld - ordet 'artig'. Selvfølgelig fordi artig er den netop foregående generations yndlings-skældsord om dem, man bl.a.. har kaldt nå-generationen - dem, der blev født mellem 1960 (Henrik Dahls eget fødselsår) og 1973.
Børnehave-generationen, kalder Dahl dem selv i bogen, fordi de som den første generation som hovedregel kom i børnehave og voksede op med et dobbelt voksen-billede. Nemlig både de biologiske forældre, født omkring og efter 1930, og pædagogerne, født 1945-55, med hvem institutionsbarnet tilbragte flest vågne timer.
Dahl lægger ikke skjul på, at hans bog ikke så meget er en sociologisk redegørelse som en mentalitetshistorisk fortælling om og vel også til hans egen generation. Den slags fortællinger kræver generaliseringer, og netop Dahls vittige forkortninger af komplekse sammenhænge gør bogen så skæg, at man indimellem må læse citater op for sagesløse familiemedlemmer.
Sandsynligvis gør de samme generaliseringer sikkert bogen uspiseligt uretfærdig for pædagog-generationen, 68'erne. Men det er ikke Dahls ærinde at fortælle deres historie, strengt taget er det vel også gjort allerede - ikke sjældent også med nogen generalisering i synet på foregående generationer (antologien Modermærker m.m.fl.).

Modermord
Faktisk lægger Dahl ud med at forklare, at enhver generation må træde i karakter på baggrund af et fadermord. Fadermordet foregår så over de næste 155 siders smæk til børnehavegenerationens plageånder, Dea Trier Mørch, Ebbe Kløvedal Reich og ligesindede festballoner. Modsat 'gamle' oprørere som Rifbjerg og Scherfig, hvis sanselighed aldrig totalt blev sat i det samfundskritiske indholds tjeneste. Et andet af Dahls symbolske yndlingsofre hedder Information, skønt det nu også var her, en af bogens helte skrev, nemlig Hans-Jørgen Nielsen.
Men det, der ifølge Dahl gør fadermordet sværere for børnehavegenerationen end for fx pædagogerne/68'erne er, at det faktisk drejer sig om et moder-mord. De forstående pædagoger og venlige forældre m/k blev ikke mere vrede, men skuffede og forsøgte at tale de små til rette.
Fidusen er blot, hævder Dahl, at man ikke sådan afskaffer magtforskelle. Børn har ikke spontan lyst til at rydde op, og af 'pædagogernes' uvilje mod åbenlys magtanvendelse, når de alligevel ville have dem til det, udsprang den forløjethed, der for Dahl er pædagog-generationens værste forsyndelse.
Pædagogerne kaldte tingene for noget andet, end de var, og skjulte tvang bag spørgsmålet: "Hvad synes du selv?" Skønt mange af pædagogerne i smug var både myreflittige og ambitiøse, fornægtede de nødvendigheden af den slags - og strøede skældsord over de yngre, når de prøvede at skaffe sig et liv de steder, hvor der stadig var stillinger at få, især i erhvervslivet.

Man snød en generation
Som Dahl fremstiller sagen, blev børnehavegenerationen hele tiden snydt for det, man havde forjættet dem som helt realistiske fremtidsmuligheder. "Overliggeren blev hævet," er Dahls billede af den fornemmelse, også jeg selv fik, når (visse) lærere og lidt ældre skolekammerater i 1970'erne stemplede enhver karakter over seks som pral. Som det blev, var enhver karakter under ni i realiteten spild, da der, kort før årgang 1960 blev studenter, blev indført adgangsbegrænsning til de højere uddannelser. "Passér start, men indkasser ikke 4000 kr."-manøvren gentog sig: På universiteterne forlanges der af børnehavegenerationen phd-afhandling og international publikationsliste for at komme i betragtning til den samme type stilling, som folk født 1945-55 smuttede ind i på deres glatte kandidatgrad. Årsagen? - Et "grimt sammenrend af forældre og pædagoger," nemlig på den ene side Schlüters højre-regering, der begrænsede uddannelses- og erhvervsmulighederne, og på den anden pædagog-generationen, der allerede havde deres stillinger på det tørre. Nummeret gentog sig med kartoffelkuren i 1980'erne, hvor "forældrene" straffede forbruget, men hårdest ramte dem, der først nu skulle til fadet.
Men hvad gjorde børnehavegenerationen? "Det, man altid ender med at gøre over for den matriarkalske dominans: Gøre gode miner til slet spil og i øvrigt undlade at høre efter." De heldigste tog eksamen, fik job og stiftede familie, ja, vendte på deres egen måde tilbage til forældrenes værdier, flid, pligt og sparsommelighed. De blev, som Dahl selv, "pædagoghadere", fjender af gruppearbejde og "70'erfester uden planlægning, uden vært og uden ende". Værst stedt var "systemhaderne", der fastholdt pædagogernes oprør mod samfundet og forældrene. De rejste ud og så verden - men er for en dels vedkommende ikke nået meget længere end til 20 begyndelser, der ikke rigtig er noget at søge job på, når man er oppe i 30'rne.
Verden blev aldrig så ny, som de var blevet lovet.

Gal adresse
Man kan indvende meget mod Dahls bog, og det er også gjort i den seneste uges omfattende mediedækning. En anmelder spurgte fx, hvad Dahl jamrer over, han er jo blevet en succes? - Som om personlig succes ikke kan kombineres med engagement i tiden. Rimeligvis mener jeg nu, at hans historie må modificeres med en bemærkning om den generelle velstand, der trods alt mødte børnehavegenerationen. Selv de 200.000 arbejdsløse dropouts vandrede jo ikke, som i 1930'rne, ud til social nød. Den passive forsørgelse, de fik i stedet, var måske ligefrem hyggeligt for nogle en tid (dog næppe som tiårene gik...)
Men især vil 68-generationen med rette kunne spørge, hvorfor vreden nu rettes mod dem, der dog altid ville det bedste, i stedet for mod kapitalismen selv, markedsmekanismerne, samfundet? Ja, hvor blev oprøret i det hele taget af?
Jeg synes egentlig, Dahls bog også til dem leverer et forståeligt svar. Oprøret forsvandt i den form, pædagogerne havde givet det, fordi det ikke længere syntes at have fremtiden med sig. Forhandling og samarbejde (som man lærte i børnehaven) gav i et demokratisk samfund i længden mere end strejker og demonstrationer.
Og desuden var oprøret simpelt hen ikke sjovt mere, det var rentud ufedt at være med i bevægelsen "Nej til alting og ud af resten", hvis man ikke kan komme i gang med en hverdag, der giver mening.
Den periode, hvor børnehavebørnene blev voksne, gjorde, som bl.a. Anne Knudsen har påpeget, nemlig reelt ende på den sociale mobilitet, der i kraft af konstant vækst havde givet de to-tre foregående generationer stadig flere muligheder.
Måske var børnehavegenerationens alvorligste mentalitetsskred helt enkelt, at gassen gik af fremtiden (min søster, født 1964, emigrerede til USA ved udsigten til at blive sælger i Royal Copenhagen, én af de ikke så mange ting, hun kunne blive dengang). Måske derfor lever generationen - vi - om nogen i nutiden, nyder den, investerer i den.
Det har indtil nu været i børnehavegenerationens lod at blive fortalt snarere end selv at fortælle deres historie. bl.a.. fordi tiden ikke har frembragt en toneangivende romanforfatter - Hanne-Vibeke Holst har ganske vist skrevet (noget af) pigernes historie, Søren Kragh-Jacobsens film er godt med, et bud kunne også være blevet Michael Strunge (1958-86), hvis titler på digtsamlingerne Væbnet med Vinger og Vi folder drømmens faner ud i hvert fald peger i retning af en mere individualistisk, romantisk brug af 68-retorikken.

Ikke et dårligt bud
Men når det nu skal være, er Henrik Dahl ikke noget dårligt bud på en fortæller. Det sjoveste ved hans bog er nemlig stilen, ordene, raseriet: Os mod Dem! Slade mod Skousen og Ingemann! Dahls allersidste kapitel, en opdateret version af Dantes Helvede med venner og fjender arrangeret i sindrigt mønster, er en lille klassiker til fremtidige antologier om 70'erne (der forhåbentlig også vil rumme meget andet!). Men læs det selv. Det er vist første gang, den artige generation er blevet så gal i skralden. Dog ikke uden også at kunne bygge op:
"Skønt det muligvis er sandt på et filosofisk plan, at de fleste af de ting, vi gør, bare er sociale konventioner, så er det afgørende forkert på det eksistentielle. Vores handlinger er ikke en social konvention, men blodig alvor. Det gør en forskel, at man får en uddannelse og kommer i gang med en karriere. Det gør en forskel, hvis man en gang imellem bider tænderne sammen og holder fast i de mål, man har sat sig. Det gør en forskel, hvis man får børn. Kort sagt: det gør en forskel, om man vælger at binde sig til verden og stå til ansvar, eller man vælger at lade være. Det var der aldrig nogen, der sagde i den flinke og anti-autoritære skole, men sådan er det."
Gad vidst, hvad dem, der nu er 22 år, vil mene om det. Om os?

*Henrik Dahl: Den kronologiske uskyld. 150 kr., 155 sider. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her