Læsetid: 2 min.

Asylsager strammes for meget

21. oktober 1998

Rigspolitiet har ingen retningslinjer for, hvornår de skal indstille en asylansøger til 'madpakkeydelse'. Seks ud af 10 indstillinger bliver ikke fulgt af Udlændingestyrelsen

Rigspolitiet indberetter alt for mange asylansøgere til Udlændingestyrelsen, fordi de skønner, at ansøgerne ikke medvirker nok til at fastlægge deres egen identitet og rejserute. Men i seks ud af 10 tilfælde er indstillingerne uberettigede, viser tal fra Udlændingestyrelsen.
Siden 1. juli i år, hvor reglen trådte i kraft, har Rigspolitiet indstillet 1.122 asylansøgere til Udlændingestyrelsen. Men kun i 229 tilfælde har styrelsen besluttet, at de pågældende skulle fratages retten til kost-, tøj- og lommepenge, hvilket betyder, at asylansøgeren overføres til 'motivationsfremmende foranstaltninger' - også kaldet 'madpakkeordningen'.
I 414 tilfælde har Udlændingestyrelsen besluttet, at der ikke var grundlag for at sætte ansøgeren på 'madpakkeordning', mens de resterende sager er stadig ikke færdigbehandlede.

Ingen retningslinjer
Tallene kom frem i forbindelse med svarene på en række spørgsmål, Enhedslisten har stillet indenrigsminister Thorkild Simonsen. Et svar, hvor ministeren også erkender, at der ikke findes nogle "retningslinier til brug for Rigspolitiet i forbindelse med administrationen af den nye bestemmelse i udlændingeloven".
Og det mener afdelingschef i Dansk Flygtningehjælps Asylafdeling, Louise Holck, er et stort problem.
"Tallene viser, at politiet indberetter i meget vid udstrækning og i videre udstrækning, end der er behov for, og det tyder på, at der brug for nogle retningslinier," siger Louise Holck.

Medvirker eller ej
I svaret til Enhedslisten lægger indenrigsministeren vægt på, at det afgørende for Rigspolitiets indberetning er, om de vurderer, "at den pågældende asylansøger ikke vil medvirke i en situation, hvor han/hun faktisk har mulighed herfor".
Men den formulering, synes Louise Holck, er alt for vag, og i stedet mener hun, at man bør definere 'medvirken' tydligere.
"Der er brug for en diskussion om, hvornår man kan sige, at man medvirker eller ikke medvirker. Politiet har generelt været alt for vidtgående i fortolkningen af, hvornår personer ikke medvirker," siger hun.
"Udlændingestyrelsen kun har pålagt 'madpakkeordningen' i et relativt begrænset antal sager, som politiet har indstillet, og det tyder på at politiet har indstillet for mange sager og ikke været kritiske nok."
Ud af de 229 sager, hvor Udlændingestyrelsen har iværksat 'madpakkeordningen', er 34 tilfælde efterfølgende blevet ophævet. I syv tilfælde fordi asylansøgerne har ombestemt sig og alligevel har indvilliget i at samarbejde, mens begrundelsen har været helbredsmæssige årsager i 27 sager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her