Med regeringsskiftet i Tyskland er Frankrig og Tyskland i fuld gang med at intensivere venskabet. Men der er flere områder, hvor det kniber med enigheden
PARIS - Det er svært at forestille sig to udenrigsministre af mere forskellig type end franskmanden Hubert Védrine og tyskeren Joschka Fischer, der i dag mødes i Paris.
Den nybagte tyske minister er en farverig politisk aktivist, der er blevet kendt som en dreven parlamentariker og vittig taler. Hans franske kollega er den perfekte embedsmandstype, en sleben diplomat med erfaring som diskret præsidentrådgiver, og han har aldrig tilsmudset sig med partipolitisk eller parlamentarisk arbejde.
De kommer fra to vidt forskellige politiske kulturer. Tysk græsrodspolitik og fransk statsræson. Der er også stilen til forskel. Fischer optræder nu omtrent for første gang i sit liv i jakkesæt og slips - Védrine virker som om han er født i den påklædning.
Trods disse forskelle repræsenterer de begge en socialdemokratisk ledet regering med grøn deltagelse, og det er en fransk-tysk parallel uden fortilfælde. Der er gensidig sympati på et nyt plan, og selv om der er betydelige konkrete modsætninger på flere punkter mellem de to lande, er der også nye tilnærmelser, og når man i dag endnu en gang gentager den rituelle forsikring om, at den fransk-tyske akse skal reaktiveres, skabe ny fremdrift i EU osv., er det i det mindste ud fra et nyt udgangspunkt.
Viljen demonstreres af, at den tyske udenrigsminister begiver sig til Paris mindre end 24 timer efter, at han er udnævnt...
Andre interessante par
Der er andre interessante 'parforhold' i de to regeringer. Den franske finansminister, Dominique Strauss-Kahn, er fortrolig med det tyske sprog (en sjældenhed i Frankrig), og hans nye tyske kollega, saarländeren Oskar Lafontaine, er tosproget og frankofil. De er personlige venner, og de er i sjælden grad fortrolige med hinandens lande.
Strauss-Kahn siges at have en forkærlighed for tysk konsensus-mentalitet og finansiel soliditet, mens Lafontaine til gengæld har et stænk af den romanske impulsivitet.
I den økonomiske politik er de måske ikke helt på linje, men de hælder dog begge til den aktive, efterspørgselsbaserede vækstpolitik, der betegnes som keynesiansk (efter den engelske økonom J. M. Keynes).
I sidste uge mødtes Lafontaine og Strauss-Kahn i Saarbrücken.
Ledere på talefod
Disse og andre fransk-tyske møder i fortsættelse af Gerhard Schröders besøg i Paris den 30. september - kun tre dage efter det tyske valg og næsten en måned inden hans tiltræden som forbundskansler - har bl. a. til formål at drøfte de kommende måneders tæt besatte EU-dagsorden - indførelsen af euroen, den finansielle byrdefordeling mellem medlemslandene, landbrugspolitikken, udvidelsen, institutionerne m.m.
De to regeringer ønsker at gribe den nye chance for at nå til enighed om fælles initiativer, og allerede sidst på sommeren slog præsident Chirac til lyd for en genoplivelse af 'den fransk-tyske motor'. At den tyske kansler og den franske præsident - der ifølge forfatningen har en ledende rolle i udenrigspolitikken - er af forskellig partifarve, synes ikke at udgøre nogen ny belastning, for der var ikke noget tillidsfuldt forhold mellem Chirac og Kohl.
Derimod er der antydninger af, at Chirac og Schröder er på talefod, og den nye tyske kansler har - halvt i spøg - betegnet Chirac som en "moderat socialdemokrat".
Enighed om Europa
Kohls linje var i de sidste år alt for liberal for gaullisten Chirac, der heller ikke er indstillet på at give afkald på politisk indflydelse på den monetære politik. Stabilitetspagten for eurozonen, der blev gennemtvunget af Tyskland, gav anledning til åben strid mellem Chirac og Kohl.
Spørgsmålet om magtfordelingen mellem centralbanken og regeringerne vil fortsat være under diskussion, og muligheden for fransk-tysk enighed til fordel for den politiske faktor aftegner sig nu.
Det kan forekomme indlysende, at der er en betydelig grad af enighed mellem de tyske socialdemokrater og de franske socialister (der ikke længere er bange for at betragte sig som socialdemokrater), men det har ikke altid været en selvfølge.
I mange år var forholdet mellem de to partier dårligt - samtidig med, at den tidligere socialistiske partileder, præsident Mitterrand, tilstræbte et harmonisk parløb med Kohl.
Men efter at Lafontaine er blevet formand for SPD for tre år siden, er forbindelserne blevet meget intensive og venskabelige. De to partier er på vej til enighed om de store linjer i Europa-politikken.
Der er en fælles vilje til at gengive staten en mere aktiv rolle på områder som miljø, kultur, undevisning og forskning, og den franske regering har fået en tysk partner, der er mere lydhør over for tanken om at koordinere den økonomiske, sociale og skattemæssige politik i ØMU'en.
Strid om atomkraft
Men man er langtfra enig om alt, og vanskelige spørgsmål skiller de to lande.
Den sidste nye strid drejer sig om atomkraft, idet den tyske beslutning om gradvis at gå bort fra denne energiform afspejler en holdning, der er radikalt forskellig fra den franske.
Atomkraft er grundigt upopulær i Tyskland, mens den kun møder ringe modstand i Frankrig, hvor 80 procent af elektriciteten kommer fra atomkraftværker.
Desuden rammes Frankrig af den tyske beslutning, fordi den vigtige franske industri for oparbejdning af brugt atombrændstof har store indtægter fra udenlandske kunder, bl. a. Tyskland.
En bred politisk front fra kommunisterne til gaullisterne forsvarer den franske atomindustri, og præsident Chirac har udtrykt frygt for, at den nye tyske politik "skader franske intesser".
Udtalelser af den grønne miljøminister Dominique Voynet om, at Frankrig vil slå ind på samme vej som Tyskland, er blevet dementeret af premierminister Lionel Jospin.
Andre mørke skyer på horisonten er planerne om en tysk-britisk fusion i flyindustrien, der truer med at isolere Frankrig i Airbus, og den parallelle udvikling med alliancen mellem børserne i London og Frankfurt. Begge dele er blevet modtaget med stor bitterhed i Paris.
