Læsetid: 3 min.

Barokmusik i farver

7. oktober 1998

Decca hiver originalinstrumenterne og den historiske opførelsespraksis ud af skammekrogen. Splinternye og ældre indspilninger med Hogwood og konsorter er renset for kedelige signaler om barokfetichisme

NYE CD'ER
Engang var opførelsespraksis i forbindelse med renæssance- og barokmusik kun en sag for fanatiske specialister.
Sådan er det ikke mere. Mange musikere har fattet interesse for gamle instrumenter fra dengang, musikken blev skrevet - og repertoiret har udvidet sig. Schumann og andre romantiske 1800-talskomponister fortæres nu som gefundenes Fressen af den energiske Nikolaus Harnoncourt, der længe har følt barok-nichen for trang. Tidlig musik-koryfæet Christopher Hogwood har på Chandos kastet sig over vor egen romantiker Niels W. Gades symfonier. Resultaterne er overraskende og hver gang fulde af energi.
Mens f.eks. Deutsche Grammophon fortsat udgiver musik med originalinstrumenter på specialetiketten Archiv - med kedelige signaler om snævre produktioner for kendere til følge - har et andet af de store plademærker, Decca, taget konsekvensen af tidens trend og slagtet sin tidlig musik-etiket.
Helt død er Deccas L'Oiseau-Lyre-label ganske vist ikke, men man nøjes nu med diskret at stemple bomærket på cd'ernes bagside sammen med en besked om, at der er tale om en indspilning, som anvender de seneste landvindinger inden for instrument- og opførelsesforskning. På forsiden skal cd'erne herefter ligne almindelige Decca-plader med farverigt design.
Når der er grund til at opholde sig ved dette præsentationsfænomen, skyldes det, at dets signalværdi tegner en væsentlig udvikling: Opførelsespraksis og gamle instrumenter er ikke længere et sekterisk anliggende for barokfetichister.

Fransk cembalo-stjerne
Det er forfriskende at gense Hogwoods indspilninger af Mozarts gejstlige korværker - Requiet, Kroningsmessen og den store Messe i c-mol - udgivet i nutidigt design. Foruden disse titler er foreløbig genudkommet gejstlige værker af Vivaldi, Pergolesi og Bach samt Mozarts blæserkoncerter, alt i kendte, forbilledlige indspilninger med Hogwood og hans Academy of Ancient Music. Sidste genudgivelse i nye gevandter er en boks med Populære danse fra renæssancen, hvor Philip Pickett og hans ensemble, New London Consort, demonstrerer, at der er liv og rytmiske løjer i musikken før Bach.
Af nye udgivelser med tidlig musik spillet efter alle den opførelsespraktiske kunsts regler præsenterer Decca en pæn håndfuld.
Christopher Hogwood står igen i centrum, i denne sammenhæng med en mønstergyldig dobbelt-cd, der samler hans indspilninger af Bachs cembalokoncerter med den unge, franske cembalo-stjerne Christophe Rousset som solist.
Det er friske og omhyggelige fortolkninger af Bachs genkomponeringer af egne solokoncerter, eksempler på den såkaldte parodi-praksis, som gennemsyrer Bachs produktion, og som her låner ubekymret fra bl.a. Brandenburg-koncerterne.
På en herlig cd med virtuose gambe-stykker af den franske barokkomponist Marin Marais (ham fra filmen Tous les matins du monde) er Rousset sparringpartner for gambespilleren Christophe Coin. Rousset solo kan man få på en cd med sonater af Domenico Scarlatti. I sagens natur ligger Roussets bud på Scarlatti meget langt fra Horowitz', Lipattis og Pogorelichs romantiske fortolkninger, men det er Rousset, der rammer tæt på kilden. Selvom han heller ikke lyder som cembalo-pionæren Wanda Landowska, klapper hun sikkert glad og imponeret i sin himmel.

Wassermusik
Pianisten og Mozart-forskeren Robert Levin har tidligere indspillet Mozarts og Beethovens klaverkoncerter komplet med Christopher Hogwood og John Eliot Gardiner som dirigenter. Til en indspilning af de to komponisters kvintetter for klaver og blæsere, der sædvanen tro også hos Decca danner plade-par, har Levin lånt musikere fra Academy of Ancient Music.
Blæserne spiller på kopier af instrumenter fra dengang, musikken blev skrevet, og Levin selv har sat sig til det spinkelt klingende hammerklaver. Men selvom instrumenterne - inklusive det vanskelige naturhorn, der håndteres beundringsværdigt af Anthony Halstead - sikrer en let og spændstig blæsersats, har jeg svært ved at forestille mig, at Mozart havde foretrukket det anæmiske hammerklaver, hvis der havde stået et stort, nystemt Steinway ved siden af.
Lige dén cd er, al historisk indsigt til trods, lidt anstrengende. Men i øvrigt er de nævnte nyudgivelser lutter nydelse. Den sidste er måske den bedste: En sprudlende frisk Wassermusik - ikke Händels, men Telemanns, også kendt som Hamburger Ebb und Fluth. Der er tale om en tysk orkestersuite med flot ouverture i fransk stil. På cd'en følges den af Telemanns violinkoncert Frøerne og hans Alster ouverture. Hvor den indledende suite til fejring af hansestaden Hamburgs admiralitet er repræsentativ, er den efterfølgende koncert decideret munter med plads til højlydte paddekvæk - vitalt og vittigt udført af New London Consort og violinisten Pavlo Beznosiuk og hermed anbefalet til et af efterårets pladekøb.

*Ny- og genudgivelser fra Decca (L'Oiseau-Lyre). Værker af Vivaldi, Telemann, Bach, Scarlatti, Mozart, Beethoven m.fl. Christopher Hogwood, Philip Pickett, Christophe Rousset, Christophe Coin m.fl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her