Læsetid: 2 min.

Behov for PET-tjek vokser

24. oktober 1998

Regeringen fremlægger tirsdag oplæg til undersøgelse af PET. De Radikale udelukker ikke muligheden for at afhøre FE. Også Folketingets egen kontrol skal undersøges

Forsvarets Efterretningsvæsen, FE, skal ikke undersøges sammen med Politiets Efterretningsvæsen, PET. I hvert fald ikke, hvis det står til regeringen, som fremlægger sit forslag til en undersøgelse af sagen på tirsdag. Det siger kilder tæt på regeringen til Information.
Behovet for undersøgelsesoplægget, som har været ventet længe, blev accentueret fredag, hvor Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde uddrag fra daværende justitsminister Knud Thestrups dagbog. Af den fremgår det, at den tidligere og nu afdøde chef for PET , Arne Nielsen, i slutningen af 1960'erne bag ryggen på Folketing og regering og i strid med loven, kopierede tjenestens hemmelige register over politisk aktive på venstrefløjen og sendte det til den danske ambassade i Washington.
Først to et halvt år senere i 1971 - fire måneder efter Arne Nielsens død - blev det hemmelige register destrueret af Nielsens efterfølger Thomas Skat-Rørdam, som gik til sin daværende chef, Thestrup, der beordrede registeret destruret "straks".
Elisabeth Arnold, retspolitisk ordfører for det Radikale Venstre, som har fulgt udarbejdelsen af forslaget tæt, ønsker ikke at udtale sig om den inddragelse af FE, men bekræfter, "at undersøgelsen handler om Politiets Efterretningstjeneste, og at det er dens aktiviteter, der skal undersøges". Samtidig siger hun dog, at det skal være muligt at afhøre alle relevante personer - også personer fra FE, hvis det er nødvendigt for at komme til bunds i sagen:
"Man kan ikke undgå i undersøgelsen at komme ind på områder, hvor tingene er sammenflettede - hvor man ikke kan skelne mellem den ene og den anden tjeneste."
Arnold mener også, at Folketingets egen kontrol skal undersøges: "Hvis du spørger mig om ikke Folketingets PET-udvalg burde have været inddraget i udformningen af undersøgelsen, så er svaret nej. Udvalget er en del af undersøgelsen. De er i princippet også under mistanke."
Der er enighed i regeringen om det forslag Frank Jensen, fremlægger tirsdag. Det siger kilder tæt på regeringen:
Undersøgelsen skal ledes af en undersøgelseskommission på tre personer. Som formand for kommissionens arbejde skal stå en dommer.
Hvem de to øvrige medlemmer skal være, har regeringen endnu ikke lagt sig fast på. Der skal dog være tale om uvildige personer. Regeringen lægger samtidig op til, at der udnævnes en udspørger, som undersøgelseskommissionen skal arbejde sammen med. Ligesom den vil blive udstyret med et uafhængigt sekretariat.
Undersøgelsen vil ikke blive 100 procent åben - der vil blive lagt op til at forhold, der vedrører bl.a. landets sikkerhed skal foretages bag lukkede døre. Hovedformålet med undersøgelsen vil være at undersøge om personer er blevet registeret alene på grund af lovlig politisk virksomhed. Der vil være en klar afgrænsning, som vil betyde, at man ikke vil kunne undersøge PET's aktiviteter i almindelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her