Læsetid: 2 min.

Blodet flyder i bank-sektoren

3. oktober 1998

Den globale krise sender bankaktier i bund og i går trådte ledelsen i Europas største private forretningsbank, UBS, tilbage efter store spekulationstab

Efter en bloddryppende uge, hvor bankens aktier er styrtdykket med 35 procent, meddelte topledelsen i den største europæiske forretningsbank, UBS, i går, at den træder tilbage.
Bankens ledelse, anført af administrerende direktør Matthis Cabiallavetta, tog dermed ansvaret for de 700 millioner dollar, som banken har tabt på fejlslagne finanspekulationer i den fallerede New Yorker fond, Long Term Capital Management. Meddelelsen satte umiddelbart en bundprop i UBS-aktiernes nedtur - de er faldet med 60 procent siden i sommer.
Det er ikke kun UBS, der har lidt store tab under den globale finanskrise. Banker overalt i verden er klemt og oplever store kursfald. Det er ikke kun de japanske banker, der stadig slås med dårlige lån for mere end 1.000 milliarder dollar, men i stigende grad også de europæiske banker, hvor aktiekurserne er dykket med 20 procent i september.
Aktiekursen i Europas anden største bank, Deutsche Bank, er mere end halveret i det sidste kvartal. Europas femte største bank, ING i Amsterdam har lidt kurstab på otte procent i løbet af tre dage og har netop fyret 1.200 medarbejdere som følge af krisen. Og Frankrigs største børsnoterede bank, Societé Generale har fået barberet en femtedel af sin aktiekurs i de sidste fire dage.

Banker hårdest ramt
Bankerne og børsmæglerne er hårdest ramt af den globale finanskrise. På Wall Street i New York er aktiekurserne i børsmæglerselskaberne halveret i det sidste kvartal.
"Det er en slem dominoeffekt, der startede i Japan, bevægede sig videre til Asien, siden til råvareproducerende lande og senest har den ramt hedge-fonde (som f.eks. Long Term Capital Management Fond, red.)," siger Jean-Pierre Hellebuyck, der er viceformand i den franske Axa-fond.
De europæiske aktiebørser har oplevet kursfald på mellem seks og ni procent torsdag og fredag. Frankfurtbørsen oplevede torsdag sit værste kursfald siden 1991 med 7,6 procent og nedturen fortsatte fredag. Og børsen på Wall Street har i de sidste tre måneder fået skåret mere end 14 procent af aktiekurserne.
Krisen rammer mange brancher og f.eks. er aktiekursen i den tyske Daimler Benz-koncern faldet med 29 procent siden maj måned.
En oppustet dyne af vel-stand er punkteret i løbet af kort tid, og vækst- og forbrugsforventningerne er kraftigt nedjusteret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her