Læsetid: 2 min.

Bogen til behandling

3. oktober 1998

Litteraturforvalternes identitetskrise

Kommentar
Det var bog-behandlerne, der var kommet sammen, da Kulturministeriets Litteraturråd torsdag afholdt sin årlige litteraturpolitiske konference. Alle os, der helt eller delvis lever af at skrive om, lovgive om, forlægge, udlåne og sælge bøger. Emnet var forholdet mellem globalt og lokalt, litteraturens betydning for identiteten i en tid, hvor nationalstaterne er i smeltediglen.
Det var tankevækkende at lægge mærke til den usikkerhed og vage utilpashed, der prægede forsamlingen. Flere ytrede deres ubehag ved den megen snak om (dansk) identitet, men det blev Hans Hauge, formand for Kanonudvalget, der i et kort historisk tilbageblik stillede skarpt på problematikken: Da udvalget fik i opdrag at sammensætte en kanon over dansk litteraturs hovedværker, lød spørgsmålet, om det var muligt at sammensætte en dansk kanon. Siden forskubbedes vægten, så spørgsmålet nu lød, om det var muligt at sammensætte en dansk kanon. Skolernes behov havde flyttet sig. Nu var formålet ikke længere, at børnene skulle læse det, der var godt, nu skulle de formes på en bestemt (dansk) måde.

Nationaliosmens smitte
Dette er selvfølgelig en udvikling, ikke mindst en forsamling, som har til opgave at forvalte litteratur, af gode grunde kan føle sig utilpas ved. Men velviljen overfor det globale, det nomadiske, mul-tikulturelle, decentrale, fluktuerende - og i virkeligheden slemt abstrakte og ukonkrete - var omvendt så udstrakt, at forsamlingen til tider havde svært ved at finde sine egne ben. Som om hjernerne febrilsk var i gang med at producere antistoffer mod nationalismens smitte - fremfor at tænke sig om.
Hans Hauge gik så vidt i sit forsøg på at lægge afstand til den rolle, litteraturen har spillet som dannelsesredskab i nationalstaternes epoke, at han udnævnte cyberspace til litteraturens arvtager.
"Litteraturens opgave er ikke længere at skabe en anden verden", sagde han. "Det er cyberspace bedre til."
Man undres på, om Hauge overhovedet er Internetbruger. For så måtte han vide, at Nettets hjemmesider stort set er lige så fantasiforladte som den materielle verden, ophavsmændene trods alt kommer fra. Og downloader man en sjælden gang noget, der i dybde, kompleksitet, fantasi og underholdningsværdi kan måle sig med en bog, skal det nok vise sig at være - en bog.
At litteratur er et middel til erkendelse (og ikke til opdragelse) holdt egentlig kun forfatteren Knud Sørensen solidt fast i. Han beskrev bevægelsen fra det lokale til det globale i billedet af en skydeskive, hvor man selv er placeret i pletten, og markerede derved diskret den eksistentielle udsathed, enhver fortolkning indebærer.
Sådan havde det altid været, mente han, blot var der blevet kortere mellem skivens ringe. Men blev afstanden så kort, at den enkeltes særpræg udviskedes, opstod risikoen for fritsvævende væsener, uden intens forbindelse med den plet, de kom fra - og altså uden kendskab til noget konkret. "Det er kun i det, man kender, man kan finde det almene", understregede han.
"Enhver befolkningsgruppe har krav på at få sine livs-ytringer behandlet kunstnerisk. Sådan lærer samfundet om sig selv," erklærede han, og slog til slut fast, at "set fra de kredse, der omgiver de inderste ringe, er hele den danske litteratur et værdifuldt lokalt fænomen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her