Analyse
Læsetid: 6 min.

Bomber kan give bagslag

7. oktober 1998

Bomber mod serberne kan meget vel gå hen og få helt uønskede konsekvenser - og give Serbiens nationalister yderligere vind i sejlene

Så står vi igen i situationen. Ligesom tidligere med Irak. Der trues med flyangreb mod Serbien. Men endnu er ikke alle forhandlingsmuligheder opbrugt. Og krisen behøver heller ikke denne gang at ende i en udførelse af truslerne.
Om det vil ske, afhænger selvfølgelig i første række af, om serberne vil give tiltrækkelige indrømmelser, og om disse indrømmelser vil blive opfattet som troværdige. For mistænksomheden over for en mand som Slobodan Milosevic er ikke meget mindre end mod hans irakiske kollega Saddam Hussein.
Ligheden mellem de to er i øvrigt overfladisk. Milosevic er en mere tilbagetrukken leder end Saddam. Skal man finde en parallel til dennes voldsomme udtalelser og bombastiske stil, skal man snarere gå til Vojislav Seselj, Serbiens viceministerpræsident og leder af det Serbiske Radikale Parti.
Han har da heller ikke sparet på truslerne mod udlandet, hvis det griber til bomber mod Serbien. Han lover gengældelse, blandt andet mod SFOR-styrkerne i Bosnien. Og dermed har han føjet nogle uhyggelige perspektiver til den igangværende konflikt. Der er formentlig ikke nogen tvivl om, at Seselj faktisk er ganske interesseret i krydsermissiler og bomber fra udlandet. For den militære virkning af dem vil være ringe.
Til gengæld vil deres psykologiske virkning, som vil blive yderligere forstørret gennem de stærkt regeringskontrollerede serbiske massemedier, være en stor gevinst for ham. De vil legitimere den stramning af forholdene i Serbien, han så brændende ønsker sig.
Den vil gøre det muligt at erklære alle, der kæmper for mere demokrati og en åbning mod vesten, og især alle modstandere af en voldelig løsning på Kosovo-konflikten, for forrædere mod den serbiske nation.
Bomberne vil gøre det lettere at fortsætte udrensningen af lærere med 'forkerte' meninger på universiteterne og disciplinere studenterne. De vil kompromittere den serbisk-ortodokse kirkes fredsbestræbelser i befolkningen. Og de vil styrke Seseljs magt i regeringen på bekostning af de medlemmer, der støtter Milosevic.

Derfor har Milosevic ikke interesse af bomberne. Der er imidlertid analytikere, som mener at hvad han i virkeligheden har brug for er truslerne om bombardementer. Disse analytikere ser nemlig situationen på følgende måde: Milosevic er interesseret i at befri sig for Kosovo-problemet, som hindrer en normalisering af Serbien i Europa og verden som helhed.
Men det kan han ikke overleve politisk, med mindre det fremtræder for befolkningen som en bydende nødvendighed. Således som det gjorde, da han opgav serberne i Krajina og støtten til serberne i Bosnien i 1995. Milosevic har før vist, at han var villig til at 'sælge ud af arvesølvet'.
Men han kan kun gøre det med en kniv på struben, hvis han ikke skal fremtræde som forræder.
Er denne analyse korrekt, er det altså godt nok at true med bombardementer. Men det vil være uheldigt at bringe dem til udførelse. Det sidste er der imidlertid slet ikke enighed om i vesten. Mest krigerisk er det republikanske kongresflertal, som åbent går ind for en 'afstraffelse' af Milosevic, hvis de serbiske tropper ikke nu bliver trukket ud af Kosovo.

På den anden side vil flertallet ikke have, at præsidenten tager pengene fra det almindelige forsvarsbudget. Og det vil slet ikke tolerere, at USA sætter landtropper ind i Kosovo.
Herved kommer kongresflertallets politik til at fremtræde dybt inkonsekvent.
Det er som om, man intet har lært af historien. Flybombardementers virkninger har altid været meget begrænsede. Store dele af Hitler-Tysklands industriproduktion overlevede de gigantiske luftbombardementer under Anden Verdenskrig - og de brød ikke engang befolkningens moral, snarere tværtimod.
Amerikanerne gjorde i øvrigt samme erfaring, da de bombede løs på Nordvietnam fra 1964. Det var ikke luftbombardementerne i 1995, der knækkede de bosniske serberes modstand, men regulære erobringer foretaget af kroatiske og bosniakiske landstyrker. Det er naturligvis rigtigt, at japanerne først kapitulerede efter de to amerikanske atombomber i august 1945 - men der er jo slet ikke tale om noget sådant over for Serbien.
Man regner altså med, at prygl vil få Slobodan Milosevic til at opføre sig bedre. Men man risikerer at gøre regning uden Seselj. Man håber i givet fald at undergrave Milosevics magt. Men dermed vil man berede vejen for Seselj. Og man skal ikke glemme, at Seselj var manden, som for seks år siden offentlig udtalte, at man skulle sende alle muslimerne i Bosnien "hjem" til Ankara - og for få måneder siden hævdede, at hvis albanerne i Kosovo ikke kunne finde sig i at leve under serbisk herredømme, kunne de jo bare tage "hjem" til Albanien.
Et Serbien under hans ledelse vil næppe opføre sig efter vestens ønsker.
En anden part, bombardementer vil kunne gavne, er Kosovas Befrielseshær. Til gengæld vil de kunne skade præsident Rugovas moderate fløj, som udlandet hidtil har satset på. Og frem for alt vil bombardementerne i det mindste i første instans skabe meget store vanskeligheder for nødhjælpen.

Allerede nu, i den spændte situation, forlader nødhjælpsarbejdere fra udlandet Serbien og Kosovo, fordi de ikke vil risikere at blive gjort til gidsler i forbindelse med luftangreb. Erfaringerne fra Bosnien er her i frisk erindring.
Det man derfor må håbe på, er at truslerne fra udlandet udløser tilstrækkelige indrømmelser fra serbisk side, til at man kan tage fat på den gigantiske opgave, det er at få støttet de nødlidende flygtninge i Kosovo. Og så komme videre med en politisk løsning på Kosovo-problemet.
En af de indrømmelser, der imidlertid er urealistisk at forvente, er, at den serbiske regering vil trække sine tropper ud og skabe et magtvakuum, som der kun vil være en naturlig part til at udfylde: Kosovas Befrielseshær. Hvis der skal være konsekvens i kravet om serbisk militær tilbagetrækning fra Kosovo, må dette vakuum fyldes op af en international styrke - ganske som det skete i Bosnien. Noget sådant har USA's udenrigsminister Madeline Albright da også foreslået, men det har det republikanske kongresflertal stillet sig afvisende overfor.
Det der nu toner frem som et meget urovækkende scenarie, er en parallel til Bosnien: at man forsøger sig med discount-løsninger, med det resultat, at situationen i første omfang forværres snarere end forbedres.
Hvorfor tager kongresflertallet så ikke konsekvensen og siger: Vi nøjes med en fortsættelse af diplomatisk pres og sanktioner, og væbner os med tålmodighed. Her kommer mediefaktoren ind: Voldsomme billeder fra Kosovo, som giver os dårlig samvittighed og lægger op til, at nu må der handles.
Under Bosnien-krigen var der en amerikansk flygeneral, som på et tidspunkt indrømmede, at en bestemt aktion havde virket mod sin hensigt, og at det ikke var kommet bag på ham. Men det havde været rigtigt alligevel, fordi det vigtigste var, at man havde handlet.
Det der synes at være dagsordenen i det mindste hos det republikanske kongresflertal, er, at det er vigtigere at straffe serberne end at redde de albanske flygtninge. Men de sidstes stadig mere fortvivlede stilling løses i hvert fald ikke ved flybombardementer alene.

På en måde kan man sige, at der er to nøgler til Kosovo-problemets løsning, og den ene ligger i serbisk indenrigspolitik, den anden i amerikansk. Kun hvis man kan få begge sat i låsen samtidig og få dem til at dreje samme vej, kan døren åbnes. Og så vil trussel-politikken have vist sig at have været et rigtigt middel. Men hvis truslerne bringes til udførelse, vil det meget let føre til en fastlåsning af situationen, som det vil tage år at få blødt op igen. Og som vil kunne få stærkt negative virkninger i nabolandene. Et resultat kan meget vel blive, at man blive nødt til kraftige forøgelser af de udenlandske styrker i Bosnien og Republikken Makedonien.
De værste konsekvenser af en optrapning af konflikten bliver imidlertid en yderligere forværring af Kosovo-flygtningenes situation. Nødhjælp kan blive totalt umuliggjort, hvis man i den nuværende situation handler uforsigtigt. Det er nok det alvorligste perspektiv i den nuværende krise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her