Læsetid: 4 min.

Dansk films fiaskoer

27. oktober 1998

De opreklamerede Dogme-hits er kun toppen af et isbjerg med mange flops. Bliver dansk spillefilm på længere sigt annekteret af tv-stationerne, hvor publikum ligger?

KOMMENTAR
Dansk films succes er ved at blive en selvbekræftende journalistisk kliché. 338.000 tilskuere til Festen, over 100.000 til den mere krævende Idioterne - ih, hvor vi kan!
Og når man tænker i tal, er det selvfølgelig varmende at erindre kulturminister Elsebeth Gerner
Nielsens kraftige øgede opbakning af en kunstart, som efter et vedtagent finanslovsforslag endelig kommer op på noget nær halvdelen af det støttebeløb, der bevilges til teatrene.

Stribe af flops
Dogmefilmenes succes, både herhjemme og internationalt, er selvfølgelig meget glædelig - og overraskende, for så vidt som danske biograftilskuere ellers aldrig har haft det særlig godt med hjemlige lavbudgetterede spillefilm.
Men det publikum, der strømmer til Dogmefilmene, er til gengæld gået i en stor bue udenom efterårets fire danske film. Det drejer sig om Henning Carlsens I Wonder Who's Kissing You Now, Chr. Braad Thomsens Den blå munk, Linda Wendels Mimi og madammerne og Thormas Borch Nielsens Skyggen. Af disse synes kun Henning Carlsens komedie lige akkurat at kunne snige sig over 10.000 tilskuere, og et par af de øvrige titler ligger betydeligt lavere.
Man kan ikke sige, at de fire film har stået i skyggen af Dogme-filmenes megen presse- og PR-omtale. Især Carlsens film med Tommy Kenter fik megen spalteplads, generelt gode anmeldelser og blev fyldigt markedsført. Også Chr. Braad Thomsens film fik stor omtale og mange anbefalende anmeldelser.

Uundværlige smalle film
Det kunne være et midlertidigt dyk, men desværre er der blot tale om en forværring af en generel tendens. Som det fremgår af den økonomiske statusopgørelse, som Filminstituttets områdedirektør Thomas Stenderup netop har offentliggjort i Dansk Film, er en fjerdedel af samtlige danske spillefilm fra perioden 1992-97 blevet set af mindre end 10.000 tilskuere.
Der er intet foruroligende i, at enkelte hjemlige produktioner er endog særdeles smalle i deres appeal. De kan være desorienterende og fornyende som Lars von Triers debut i 1984, Forbrydelsens element, der blev set af godt 37.000 - langt under datidens gennemsnit. Hvis alle film stræbte mod den æstetiske midte, blev dansk film hurtigt kvalt af forudsigelighedens iltmangel.
Det farlige er den høje procentdel af film, der ignoreres af publikum - det vil sige biografpublikummet. For når disse flops vises i tv, kan de sagtens tyvedoble deres tilskuerskare. Nu er der pludselig tale om de flere hundrede tusind tilskuere.

Det hele til tv?
Den kulturpolitiske konsekvens af dette misforhold kunne ligge lige for: Flyt spillefilmproduktionen (eller det meste af den) ud til de to store tv-stationer - dér hvor den, rent tilskuermæssigt, hører hjemme. Og fjern Filminstituttets igangsættende og bestemmende rolle i en produktion, der har stadig mindre gennemslagskraft i de biografer, Instituttet satser på!
Har DR TV ikke selv vist vejen ved at producere Festen og Idioterne - der som en tillægsgevinst klarer sig godt i biograferne?
Det er bl. a. på baggrund af dette dilemma, man skal vurdere Filminstituttets ambitiøse og betimelige handlingsplan, der sætter nogle store mål for en forøgelse og generel styrkelse af spillefilmproduktionen, der om nogle år vil kunne ligge på 25-30 film årligt.
Måske er det ved at være sidste udkald? I hvert fald kan de kommende tre-fire år godt vise sig at blive afgørende for Filminstituttets overlevelse i sin nuværende form.
Hvor længe kan man holde et produktions- og distributionssystem kørende, der i så mange tilfælde reducerer biograferne til en ren mellemleds-funktion i filmenes publikumskarriere, et fordyrende mellemspil for flere og flere tomme stolerækker?

Nødvendig oprustning
Filminstituttets handlingsplan fra i foråret kommer på høje tid. For kunstnerisk set ville tv-stationernes tilnærmelsesvise totalovertagelse af spillefilmsproduktionen efter al sandsynlighed betyde reducering og ensretning i forhold til status quo og fratage dansk film en mængde æstetisk og produktiv dynamik.
Derfor er Filminstituttets forsøg på at få de mere smalle film ud til et større publikum (f. eks. ved hjælp af en ny Udviklingsafdeling) højst påkrævet. Det er ikke målet, men midlerne, man kan være uenige i, når disse midler lyder på beskæring af de ellers suveræne konsulenters magt samt besluttende myndighed til Udviklingsafdelingen.
Et vist antal tilskuerfiaskoer kan ingen filmproduktion på verdenskortet undgå - og herhjemme der skal der være plads til dem (men nødigt så megen plads som hidtil). Der er næppe heller nogen grund til at tegne et skrækbillede af tv-stationernes samarbejde med filmbranchen. Det bør selvfølgelig udvides i takt med den forudsete, almindeligt forøgede produktion.

Dansk overlevelse
Filminstituttets afgørende kamp for dansk spillefilm må nødvendigvis primært udkæmpes det samme sted som altid: i biograferne. Det er her, den nationale modvægt til den amerikanske dominans føles ekstra uundværlig. Og det er her, man er mest sårbar.
En del tyder dog på, at man står godt rustet til denne kamp. Midt i øjeblikkets negative signaler: Fire fiaskoer på rad og højst betænkelige opstramninger af konsulentsystemet, er det opmuntrende, at både Filminstituttet og Kulturministeriet går ind i kampen for den danske biograffilms overlevelse med den handlekraft, der længe har været brug for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu