Historien om jagten på den mand, der fodrede Information med historier fra DKP's inderkreds - den mand, der havde gjort bladet til CIA's mellemhandler i krigen mod de danske kommunister
Første juledag 1975 meddelte Danmarks Radios korrespondent i Washington, Christian Winther, med "en højtstående dansk politiker" som kilde, at USA's efterretningstjeneste CIA i 1958 havde foretaget hemmelige og ulovlige aflytninger af et dansk folketingsmedlems lejlighed i København.
Christian Winther kunne også oplyse, at det pågældende folketingsmedlem var Alfred Jensen. Han var i 1958 stærkt optaget af de stridigheder mellem de såkaldte moskvatro 'stalinister' og 'revisionisterne' i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, som senere på året førte til partiets sprængning og den hidtidige formand Aksel Larsens dannelse af et helt nyt parti: Socialistisk Folkeparti.
Winthers julebudskab vakte naturligvis opsigt, men for Information var det også ømtåleligt.
Bladet havde gennem andet halvår af 1958 været i stand til bringe løbende og uhyre detaljerede referater af de mest fortrolige og afgørende møder i den kommunistiske inderkreds. Informations nærgående reportager, der hovedsageligt blev skrevet af bladets daværende (og nu afdøde) medarbejder Knud Bidstrup, omfattede også den 'hårde kerne' af DKP's stalinister, som efterhånden kom i et absolut uforsonligt modsætningsforhold til Aksel Larsens fløj af revisionister. Bidstrups kilder kunne derfor ikke - alene - findes blandt Larsens folk, men "ormen måtte stikke i den hårde kerne selv," som det blev udtrykt.
Rekorden blev nået, da Information meddelte, at Aksel Larsens udsmidning af det kommunistiske parti højtideligt var blevet godkendt i Moskva på højeste sted. Det kom på tryk i Information, før den russer, der direkte skulle underrette det danske parti, havde søgt om indrejsetilladelse!
Hvilket naturligvis gav anledning til noget nær forfølgelsesvanvid i de kommunistiske rækker, gensidig mistænksomhed blandt medlemmerne af den hårde kerne selv og nedsættelse af en intern partidomstol imod forræderen eller forræderne i funktion.
Information havde aldrig røbet sine kilder, men skulle Christian Winther nu have afsløret, at kilden var CIA?
Knud Bidstrup, som på dette tidspunkt var løst knyttet til dagbladet Politiken, sagde den 29. december 1975 til Information:
"Jeg havde bunkevis af kilder. De kom fra fjern og nær. DKP var på det tidspunkt så utæt som flyndergarn. En stor del af partiet var i opposition til ledelsen, og fra dem fik jeg mange oplysninger."
Informations grundlægger og redaktør (nu afdøde) Børge Outze afviste kategorisk, at CIA skulle have plantet oplysningerne i nærværende avis: "Vi var kun dem, der rapporterede, og som takket være gode kilder og et par kvikke journalister, der kunne stave og lægge sammen, var i stand til at følge med."
Outze formodede, at kommunisterne "i en periode formentlig har aflyttet hinanden indbyrdes; hvad ved jeg. Vi mødte intet spor af amerikansk virksomhed, og det ville den gang have vakt megen opsigt, om vi havde. Inderst inde tror jeg, og det er ikke første gang, jeg tror den slags, at de gode amerikanere praler med at have haft en finger med i begivenheder i udlandet efter at have læst om dem."
På dette tidspunkt var det allerede sandsynliggjort med det daværende kommunistiske dagblad Land og Folk i spidsen, at Christian Winthers kilde var den tidligere danske statsminister og socialdemokratiske formand Jens Otto Krag, som på det tidspunkt var EF's ambassadør i Washington. Dagen efter, den 30. december 1975, uddybede Børge Outze sin opfattelse i en leder her i bladet:
"Hvis den 'toppolitiker' (der skønnes at være Jens Otto Krag) som har fyret op under vor altid fyrige ven Christian Winther i Washington, har hørt noget om kommunisternes vægge, polstrede med mikrofoner, så er det nok dansk efterretningstjeneste, der har skudt skylden for egne gerninger på CIA, vel vidende, at oplysninger var gået videre til Washington. 'Toppolitikeren' kan nu så mange år efter meget vel have fået at vide, at der skam foreligger amerikanske rapporter fra wonderful Copenhagen fra slutningen af halvtredserne om vidunderlige resultater af CIA-indsats. Skål!
Vi tror med andre ord ikke ret meget på historiens amerikanske islæt, og tillægger ikke vor egen andel anden værdi end den, at vi orienterede offentligheden og fremskyndede noget uundgåeligt.
Det parti var revnet under alle omstændigheder!"
"Hvor mine kilder fik deres oplysninger fra, ved jeg ikke," sagde Knud Bidstrup til dagbladet Aktuelt, men et par dage efter skrev han dog i Politiken:
"Jeg tror, at en enkelt CIA-agent sneg sig ind i meddelernes rækker; når jeg siger, jeg tror det, er det fordi jeg i 1958 overhovedet ikke kendte til CIA's eksistens. Og endnu mindre kunne jeg have nogen anelse om de svinestreger, som denne organisation skulle lave rundt om i verden."
Bidstrup skrev, at han en dag på sit kontor på Information fik besøg af en ham ukendt mand, der måske kunne skaffe ham nogle oplysninger. Manden bedyrede, at han ikke havde noget med amerikanerne at gøre, men at han som modydelse for sine oplysninger ønskede Knud Bidstrups medvirken til etablering af et møde med Aksel Larsen, når denne efter alt at dømme havde forladt DKP på den forventede sprængningskongres i partiet.
"De fleste af den fremmedes oplysninger var ikke særlig opsigtsvækkende," skrev Knud Bidstrup, "men i DKP-opgørets sidste fase blev jeg dog klar over, at der var tale om mere professionelt arbejde, end jeg havde troet i begyndelsen."
Når Bidstrup ikke mente, at den danske efterretningstjeneste stod bag, skyldtes det, at man netop "fra den kant" forsøgte at pumpe ham, da situationen i DKP var særlig spændt.
Efter sprængningskongressen i november ringede kilden til Knud Bidstrup, der som lovet fik arrangeret et møde med ham og Aksel Larsen i dennes hjem på Fuglebakkevej, hvor også en af Aksel Larsens trofaste 'revisionister' og senere SF-folketingsmand Holger Viveke var til stede - med et ladt skydevåben i hånden.
"Man kom og fremførte høfligt - men nu på tysk - sit ærinde, som var at hyre Aksel Larsen til 'kampen mod kommunismen', dog uden at fortælle nærmere om, hvor han kom fra. Det fik han ikke noget ud af. Siden har ingen, så vidt vides, set noget til ham," sluttede Informations gamle medarbejder sin artikel i Politiken.
Hvem var denne kilde til (nogle af) Informations historier, som på et vist tidspunkt gjorde det klart for Informations (daværende) medarbejder, "at der var tale om mere professionelt arbejde, end jeg (Knud Bidstrup) havde troet i begyndelsen"?
Hvad var karakteren af dette "professionelle arbejde"?
Det er i en nøddeskal, hvad også dagens historier om kommissions- og forhåbentlig også historiker-undersøgelser af Politiets Efterretningstjeneste, PET, Forsvarets Efterretningstjeneste, FE eller FET, Arbejerbevægelsens Informations Central, AIC, med meget mere handler om nu i efteråret 1998.
For os på Information ved årsskiftet 1975-76 var det allerede den gang ikke alene en god historie. Det var for Informations troværdigheds skyld tillige et brændende spørgsmål.
Men til at begynde med gik det meget langsomt med opklaringen.
Naturligvis tog Socialistisk Folkeparti, SF, og DKP og Venstresocialisterne, VS, spørgsmålet op i Folketinget.
I et svar til Gert Petersen fra SF bekræftede den daværende socialdemokratiske justitsminister Orla Møller, at der i 1958 blev foretaget en ulovlig aflytning, men at myndighederne først i 1964 blev opmærksom på forholdet. Der blev foretaget en undersøgelse, som fastslog, at ingen dansker var involveret i ulovlighederne. Undersøgelsen resulterede i, at rigsadvokaten indstillede til Justitsministeriet, at der ikke blev foretaget videre, da han anså strafansvaret for at være forældet.
Sagen kom derfor aldrig til offentlighedens kendskab, men i sit svar til Gert Petersen understregede Danmarks socialdemokratiske justitsminister, at efter loven om borgernes retsbeskyttelse blev strammet i 1972, vil en lignende episode ikke kunne finde sted.
Læseren har næppe behov for forklaring på, hvorfor jeg i dag specielt har kursiveret et af de udsagn, den socialdemokratiske regering dengang - for trods alt kun små 23 år siden - fremsatte over for Folketinget.
I dag véd vi, at det er lodret løgn.
Denne løgn ligger inden for det tidsrum, der er omfattet af den nuværende regerings kommissorium for de kommende undersøgelser.
Den 15. januar 1976 kunne jeg her i bladet skrive, at "regeringen indrømmer at politiet aflytter andet end telefonsamtaler" og at "Orla Møller ikke benægter efterretningstjenestens brug af lytteapparater." Artiklen byggede på et svar til folketingsmand Steffen Kjærulff-Schmidt fra Fremskridtspartiet.
Gert Petersen fandt det opsigtsvækkende, fordi det skærpede spørgsmålet om "i hvilken udstrækning politiet - og militæret - virkelig indhenter retskendelser, før det skrider til hemmelig aflytning, navnlig når det gælder andet end telefonaflytning." Som borgeren dog har en vis mulighed for at værge sig imod - ved at afstå fra brug af telefon simpelt hen. Lige som borgeren trods alt kan undlade at anvende Postvæsenet til befordring af sine breve.
Men bliver borgeren aflyttet hvor som helst og dag og nat, også i sit hjem, i sit soveværelse og på toilettet - hvad det viste sig at folketingsmedlem Alfred Jensen og hans kone Ragnhild Andersen blev - er retskendelser det eneste spinkle bolværk mod rent stalinistiske tilstande i den frie vestlige verdens frie Danmark.
I dag véd vi, at der ikke forelå retskendelse for aflytningen af Alfred Jensens og Ragnhild Andersens hjem, og efter Kjeld Olesens seneste oplysninger her i bladet i går véd vi også, at denne form for aflytning stod på i mindst tre og formentlig fire år - i træk.
Den 15. januar 1976 blev i øvrigt dagen, da det pludselig kom til at gå hurtigt. Ud på eftermiddagen falder jeg i snak om aflytningssagen med bl.a. en kollega fra Politiken. Vi stod ved indgangen til Snapstinget i Folketinget, da Erik Ninn-Hansen kom forbi. Han, der havde været først forsvarsminister i Hilmar Baunsgaards VKR-regering fra 1968 til 1971 og til sidst finansminister, standsede op med et på én gang hånligt og forarget udtryk i ansigtet for at spørge os, hvordan vi dog som journalister på aflytningssagen kunne have overset, hvad han havde skrevet i sin bog Syv år for VKR?
Hvad havde han da skrevet i den bog, der var udkommet i 1975, men som ingen af os lige havde i klar erindring? (Ingen af os havde drømt om nogen sinde at læse den).
Med det smil, der er Erik Ninn-Hansen egen, anbefalede han os blot at få den genlæst hurtigst muligt.
"Men I skal nok især hæfte jer ved afsnittet om Kejsergade-sagen."
Kejsergade-sagen er en sag for sig, der også klart falder inden for i hvert fald det tidsrum, den nuværende regerings kommissorium omfatter. Men for at sige det - urimeligt - kort afslørede studenteraktivister i 1969 i forlængelse af 1968-oprøret, at Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, fra en hemmelig lyttecentral under et universitetsinstitut i Kejsergade i København tappede Købmagergades Postkontors telekommunikation - uafbrudt. Aftapningen skete formentlig især med henblik på visse udenlandske ambassaders kommunikation, (herunder dog næppe den amerikanske ambassades), men også almindelige danske borgeres brevhemmelighed kunne ikke undgå også at blive brudt. Forelå der virkelig retskendelse i hvert enkelt tilfælde?
I 1970 blev Baunsgaard-regeringen og Folketinget af afsløringen tvunget til at nedsætte et særligt udvalg, der skulle arbejde under den strengest mulige tavshedspligt.
I Ninn-Hansens bog hedder det:
"Tilfældigt kom der oplysninger frem om, at en af regeringens hårdeste angribere (i udvalget) i sine helt unge år havde deltaget i aflytninger med hemmelige mikrofoner, der var anbragt hos politiske modstandere. Han blev åbenbart mindet derom. Da jeg senere kom til langvarigt samråd i udvalget, var han blevet fuldstændig tavs."
Nu begyndte sagen for alvor at ligne en dansk udgave af den amerikanske Watergate-sag, hvis blikkenslagere i 1974 havde fældet USA's præsident Richard Nixon, da han forsøgte at skærme dem mod retsforfølgelse.
På Information stod vi nu over for to - indbyrdes snævert forbundne - spørgsmål: Hvem var bladets egen kilde i 1958, og hvilken politiker havde i sine unge år deltaget i den ulovlige aflytning af Alfred Jensens hjem? Var Informations kilde og politikeren måske oven i købet en og samme person?
Informations daværende medarbejder Ilse Olsen (i dag ansat på TV2) arbejdede hele den 16. januar på sagen og kunne den 17. skrive på forsiden: "Folketingsmedlem foretog ulovlig aflytning af kommunists lejlighed - Også kommunisten Svend Nielsens lejlighed blev aflyttet. Krav om at Ninn-Hansen skal rykke ud med navnet."
Ninn-Hansen havde over for Ilse Olsen bekræftet, at han med bemærkningerne i sin bog sigtede til aflytningen af Alfred Jensens lejlighed, som også - lykkedes det os fra anden side at få bekræftet - havde "været oppe at vende" i Folketingets Kejsergade-udvalg i 1970
Syv folketingsmedlemmer kastede Ninn-Hansen mistanken på, da han udtrykkeligt skrev, at det var "en af (VKR-)regeringens hårdeste angribere," der var tale om. De borgerlige medlemmer af Kejsergade-udvalget kunne altså udelukkes. Tilbage var:
Socialdemokraterne Mogens Camre, Kjeld Olesen, Helge Nielsen, Frode Jakobsen og R. Lysholt Hansen samt SF'erne Gert Petersen og Poul Dam.
Ingen ville vedkende sig at være den skyldige.
Nu blev også Morten Sørensen sat på opgaven. Morten Sørensen er siden død. Vi tre arbejdede snævert sammen, og alle vores historier blev derefter signeret af os alle tre.
Men vi havde næppe nået vores resultater uden energisk hjælp fra historikeren Ole Lange. Han havde på det tidspunkt et halvdagsjob på bladet som sportsmedarbejder og ønskede af forskellige grunde ikke at have sit navn med på vores historier. Men i dag skal det i hvert fald slås fast, at vi var et firkløver, og at Ole (Lange) var et fuldgyldigt blad ved siden af os andre tre.
En af grundene til at Ole ikke ønskede at optræde udad til, var hans gode kontakt til den nu afdøde historiker Wilhelm Christmas-Møller, hvis bog Obersten og Kommandøren - Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati 1945-55 fra 1995 allerede spiller en afgørende rolle i den seneste udvikling omkring nedsættelsen af undersøgelseskommissionen. Wilhelm (Christmas-Møller) havde selv i nogle år gjort tjeneste i Forsvarets Efterretningstjeneste fra 1956. Det var han færdig med og ønskede - uden at bryde tavshedsløfter og lignende - at hjælpe os med opklaringen.
En nat bliver der kastet grus på vinduerne til min daværende kone Gunvor Aukens og mit soveværelse i parcelhuset på Randbølvej i Vanløse. Det var uhyggeligt, men lyset brændte i vores soveværelse, og jeg tænkte, at en tyveknægt næppe gav sig til kende på den måde. Så med hele modstandsbevægelsens heroisme skudt op i hjertet listede jeg hen til vinduet og kikke ud. Nede i haven stod Wilhelm.
Da han blev lukket ind, blev mine dumme bemærkninger om røvere og soldater afvist med en knap bemærkning om, at hvad Information havde rodet sig ind var alt andet end drengeromantik. Hvorfor kan med udbytte studeres i Wilhelms bog.
Han og Ole forfulgte først og fremmest sporet efter Bidstrups professionelle kilde. Vi tre andre jagtede så Ninn's politiker ved først og fremmest at bruge udelukkelsesmetoden.
De to SF'ere blev udelukket først. Efterhånden kunne også et par af de fem socialdemokrater udelukkes. Tilbage var til sidst to-tre stykker: Mogens Camre, Kjeld Olesen og Helge Nielsen. Ingen af dem kunne helt udelukkes.
Da fik vi uvurderlig hjælp fra tre af Informations nærmeste venner - hvis man da kan betegne Børge Outze som sådan. Han var nemlig en af de tre. De to andre var min svigerfar Gunnar Auken og nu afdøde landsretssagfører Elvin Pedersen. Alle havde de som modstandsfolk kendt til Kjeld Olesens far, Anker Olesen, der siden blev hjemmeværnskonsulent. Hvad de fortalte, var nøjagtig det, som Kjeld Olesen nu omsider selv forklarer, at han i 1955 umiddelbart efter sin fars død "hadede" kommunisterne. Hvad han (endnu) ikke har sagt noget om, var den forbitrelse, der prægede hans hjem over valget af Frode Jakobsen til kommitteret for hjemmeværnet på bekostning af Anker Olesen.
Så kom dagen, den 20. januar, da jeg ude fra Randbølvej med Morten (Sørensen) ved min side ringede Kjeld Olesen op og sagde:
"Kjeld, du må vide, at vi på Information nu er blevet vidende om, at det er dig, Ninn sigter til. Du kan benægte det, men vi skriver det som en kendsgerning. Så kan du anlægge sag mod os bagefter, men selvfølgelig vil vi helst have din bekræftelse."
Efter et øjebliks betænkningstid svarede Kjeld Olesen:
"Må jeg have lov at lægge røret et øjeblik?"
Der gik en række minutter, men ikke ret mange, da alt var stille. Også i stuen på Randbølvej. Så vendte Kjeld Olesen tilbage med følgende meddelelse:
"Jeg har ikke andet at sige, og når det er sagt beder jeg dig om ikke at spørge om mere:"
"Jeg kender intet til aflytningen af Alfred Jensens lejlighed under splittelsen af DKP i 1958, som nu er fremme i pressen. Derimod havde jeg, midt under den kolde krig, som 23-årig, i 1955 kontakt med nogle fra den gruppe, som kan have været dem, der foretog aflytningen."
Det bragte vi på forsiden af Information dagen efter den 21. januar 1976. Først i går, den 29. oktober 1998 fulgte fortsættelsen.
Så satte vi alle kræfter ind på at finde Knud Bidstrups meddeler og de professionelle, han tilhørte. Det lykkedes også - og også kun med hjælp 'udefra'. Ved den lejlighed blev vi fra telefonen på Randbølvej ikke alene aflyttet, men i det helt afgørende øjeblik, før den definitive oplysning skulle gives, blev telefonen afbrudt. I over en halv time var den død. Ikke engang den mindste susen lod sig høre. Da vi - Ole Lange, Morten Sørensen og jeg - endelig fik forbindelsen, havde Forsvarets Efterretningstjeneste nået at reagere, og vi gik glip af en oplagt chance for at komme helt til bunds i sagen.
Et par dage før havde Torben Krogh som redaktør af SF-Dagbladet minavisen bragt historien om, at "modstandsgruppen omkring Arne Sejr stod bag Alfred Jensen-aflytningen". I forbindelse med vores afsløring af at "det er Kjeld Olesen som Erik Ninn-Hansen sigter til," kunne vi omsider på grundlag af vores egne kilder bekræfte Torben Kroghs og minavisens historie og tilføje, at Socialdemokratiets daværende statsminister H. C. Hansen i hvert fald i 1959 blev vidende om den ulovlige til grundlovsbrud-grænsende aflytning af folketingsmedlem Alfred Jensen.
Det var ved at blive klart for folketingsmedlemmerne Preben Wilhjelm fra VS og Gert Petersen fra SF og Ib Nørlund fra DKP, at når man ved begyndelsen af 1960'erne havde opgivet at retsforfølge Arne Sejrs 'blikkenslagerbande', kunne det skyldes, at banden havde handlet i god tro. At den mente at have ikke alene FE bag sig, men også Socialdemokratiets og regeringens øverste top, som enten direkte eller via FE blev holdt løbende underrettet om resultaterne af de ulovlige aflytninger af det private hjem.
Netværket mellem Socialdemokratiets ledelse, Arbejderbevægelsens Informations Central, AIC, Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, CIA og Arne Sejrs 'blikkenslagerbande', Firmaet med støtte fra erhverslivet under ledelse af Dansk Arbejdsgiverforening og Industrirådet begyndte at tegne sig.
Men vi manglede stadig navnet på den mand, der havde været forbindelsesled mellem dette netværk og Information i 1958, selv om vi skød os tættere og tættere på.
Da skete det helt utrolige, at den nu pensionerede næstkommanderende i FE under de afgørende begivenheder, kommandør P.A. Mørch selv ønskede at tale med os. På god spionroman-vis skulle Morten og jeg 'tilfældigvis' rende på ham på gaden, og ovre i frokostrestauranten 12'eren i Dronningens Tværgade indviede han os i så meget, at det stod isnende klart, at han havde været fuldt vidende om Arne Sejrs ulovlige aktiviteter (ligesom han også vedkendte sig ansvaret for at have oprettet den ulovlige Kejsergade-central) og at han havde haft først den socialdemokratiske formand og statsminister Hans Hedtoft og siden H.C. Hansens tilslutning til sine aktiviteter.
Det fik vi at vide, understregede han, fordi vi jo i realiteten allerede havde fundet ud af det. Men når vi nu var så godt i gang, så skulle vi da nok kunne finde ud af resten selv, sagde han med et anerkendende nik og gik sin vej.
En anden hjælp fik vi fra Informations mangeårige medarbejder og nu journalist på Politiken, nu afdøde J. B. Holmgaard, der tydeligvis vidste endda meget og også gerne ville anerkende vores slid og slæb. En dag besøgte han mig på Randbølvej, men ellers foretrak han, at vi tilfældigvis rendte på hinanden på Københavns Hovedbanegård. Bl.a. på den måde fik vi fornemmelsen af, at det drejede sig om en mediciner, som Holmgaard dog ikke for nogen pris selv ville rykke ud med navnet på.
Ole Lange knoklede som et bæst med at sammenligne listerne over medlemmer af Studenterforeningens konservative med Københavns Universitets fortegnelser over immatrikulerede til lægestudiet og dem igen med Kraks Vejvisere over, hvem der havde boet i Vestersøhus på Vester Søgade, hvor Alfred Jensens efterhånden 'verdensberømte' lejlighed lå.
En overgang troede vi, at vi havde manden, Christian Fritsche Paaske, men det viste sig, at han netop havde været bortrejst i den afgørende periode i efteråret 1958. Men nu kunne vi i hvert fald ikke længere være i tvivl om, hvorfra en del af aflytningerne var foretaget. Fritsche Paaskes lejlighed lå lige nede under Alfred Jensens og Ragnhild Andersens lejlighed.
Så kom det andet gennembrud: J. B. Holmgaards Sket i ugen i Politiken søndag den 1. februar 1976. Igennem januar havde Holmgaard flere gange indlagt koder, som vi havde vores besvær og morskab af at knække. Denne gang kunne der ikke være tvivl om, at han sendt os et meget vigtigt signal:
"Og mens hele denne pinlige affære var under langsom optrævling, meldte aviserne, at mange mennesker fik ondt i maven, uden at lægerne kunne finde nogen forklaring på det.
Negativ dyspepsi, kaldte lægerne det. Dyspepsi er noget med dårlig fordøjelse. Og der var ingen behandling, selv om symptomerne var meget belastende.
Det bliver ikke nemt at finde ud af, hvad det er, som giver disse mavesymptomer. Der må tænkes i nye baner, hed det i Ugeskrift for Læger.
Ringen var sluttet..."
Ringen, vidste vi godt, var betegnelsen for det samvirke inden for modstandsbevægelsen, som Anker Olesen havde tilhørt. Men hvad i helvede havde negativ dyspepsi med aflytningen af Alfred Jensen, FE, H.C. Hansen, AIC og CIA, Kjeld Olesen og Informations reportager i 1958 at gøre?
Min svigerfar mente, at det måtte have at gøre med en lidelse, mange af nazisternes KZ-lejrfanger pådrog sig. Og at der var lavet en undersøgelse af denne lidelses omfang blandt de tidligere danske KZ-ofre, der overlevede krigen. Med bl.a. hjælp fra Per Gregersen fandt vi frem til, at nu afdøde professor Paul Thygesen var manden, der havde lavet undersøgelsen og for tiden var redaktør af Ugeskrift for Læger.
Tidspunktet var mandag eftermiddag den 2. februar. Stedet var Randbølvej 26. Morten og Ole og jeg samlede al vores viden i dagligstuen, Per Gregersen stillede os om til Paul Thygesen, Ole rakte mig telefonrøret - og telefonen blev død. Vi ringede op til Paul Thygesen og denne gang kom vi igennem. Han indvilgede i at gennemgå sin liste, da jeg havde sat ham ind i vores formål. Det var måske på kanten af det lægeetiske, men på den anden side var hans undersøgelse fuldt tilgængelig, så i løbet af nogle dage kunne vi alligevel komme i besiddelse af den. Desuden var han selv gammel modstandsmand og fandt den ulovlige aflytning afskyelig.
Navn for navn gennemgik vi i telefonen hans liste forfra. Igen og igen kunne jeg med al vores efterhånden ret omfattende viden udelukker den pågældende.
"Så er vi kommet til ham, der gik under navnet 'Tümer'..."
I dette øjeblik blev telefonen igen død. Helt død. Vi rystede den, knaldede røret i gaflen og op igen, rev stikket ud og ind, sparkede til den. Den forblev død.
Vi spurtede over til fru Vonsbæk på den anden side af vejen. Hun var ikke hjemme. Ind til naboen. Hun var heller ikke hjemme.
Ind i dagligstuen igen for at hente vores notater for så at køre ind på bladet, men vi greb dog en sidste gang telefonen for en sikkerheds skyld. Klartonen meldte sig.
Da jeg for nu tredje gang fik forbindelse med Paul Thygesen sagde han bare ganske kort og tørt:
"Nå, vi bliver nok aflyttet. Hvor var det vi kom til?"
"Tror du, vi bliver aflyttet?"
"Selvfølgelig bliver vi det, Hvor kom vi til?"
"Det var noget med en, der gik under et eller andet navn med t..."
"Ja. 'Türmer'. Niels Anders Türmer Larsen, der senere har taget navneforandring til Frommelt."
Så fik jeg hans data og kunne konstatere, at det var manden, vi havde forsøgt at spore i en måned.
Han stod i telefonbogen og det gør han stadig den dag i dag. Rosbæksvej 16 i Hellerup. Vi kørte øjeblikkelig derud, men døren blev åbnet af hans datter, som kun kunne meddele os, at hendes far lige var taget afsted.
"Hvorhen?"
Det vidste hun ikke.
"Hvornår kommer han tilbage?"
Det vidste hun heller ikke.
"Er han lige taget afsted?"
Ja, det var han.
"Ganske pludseligt og uden varsel?"
Hun blev usikker og gik i stå. Hun var også meget bleg syntes vi, og nu fik vi medlidenhed med hende.
På en måde var det en lettelse, at hendes mor pludselig stod i døren og bad os i venlige, men bestemte vendinger om at forsvinde. Med det samme.
Det gjorde vi så.
Forsvarets Efterretningstjeneste var kommet først.
I vores reportager onsdag den 4. februar holdt vi Frommelts navn tilbage og nøjedes med navnet 'Türmer'.
Vores håb var, at han ville give os hele historien, når han vendte hjem.
Men det ville han ikke.
Først mange år efter blev navnet Frommelt kendt. På Information havde vi ingen grund til at offentliggøre det, for han havde givet handlet i god tro - på Socialdemokratiets indforståethed med hans aktiviteter. Det var Socialdemokratiets rolle i hele aflytningssagen, der interesserede os.
Til gengæld blev Morten Sørensen og jeg inviteret til eftermiddagskaffe hos hovedorganisatoren af det hele, P.A. Mørch på Amager Fælledvej. Han syntes, at han som efterretningsmand skyldte os en eftermiddag for vores efterretningsarbejdes bidrag til at oprulle alt det, han møjsommeligt havde bygget op og holdt skjult i de mange år. Han hjalp os med at få yderligere et par brikker til at falde på plads.
Havde han stadig haft sin gamle stilling, ville vi være blevet tilbudt et job hos ham, forsikrede han os, da vi gik.
Ned på hjørnet og drak en bajer.
Det var så den historie.
