Læsetid: 5 min.

Den danske utopi - og dens fjender

21. oktober 1998

Der går i dansk historie en linje fra 1700-tallets handlekraftige, anti-aristokratiske og standsudjævnende enevælde til det 20. århundredes velfærdsstat. Det er denne linje, historikeren Claus Bjørn følger i sin bog om den 'virkelige danske utopi'

NY BOG
Hovedstationerne er udskiftningen, 'det store spring fremad' i slutningen af 1700-tallet, håndteringen af den udbredte sociale nød i midten af 1840'rne og udviklingen af den offentlige hygiejne, der tog afsæt i koleraepidemien i København 1853.
I slutningen af 1800-tallet kommer andelsbevægelsen, husmandsbevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen, som snart alene, snart bistået af statsmagten, skabte den velfærdsstat, der voksede frem i første halvdel af 1900-tallet, og som efter 2. Verdenskrig tog så mange opgaver på sig, at den i nogles øjne er blevet en ren barnepigestat. Men skulle dette være tilfældet, så er det, siger Claus Bjørn med adresse til Henning Fonsmark og andre af den moderne velfærdsstats kritikere, ikke noget nyt, ikke en sen tids vildfarelse. Det er selve 'den danske utopi', det er alt det, vore forfædre arbejdede for, det er 'den danske model', der omsider er blevet realiseret.
Det var netop dette Danmark, den karismatiske rentekammerchef C.D. Reventlow - noget af det nærmeste vi kommer til en dansk Kennedy - drømte om, da han i 1788 udtalte: "Jeg seer den lykkelige Tid imøde, i hvilken ... Bonde og Huusmand begge ville være fornøiede med deres Tilstand ... i hvilken ingen Fattig vil blive uhiulpen, og ingen Tiggere vil taales at omvanke."
I 1819, godt tredive år senere, blev de samme tanker formuleret af Grundtvig med ordene: "Og da har i Rigdom vi drevet det vidt/Naar Faa har for Meget, og Færre for Lidt."

En føjelig underklasse
Claus Bjørn er ikke den første, der har set denne linie i dansk historie. Går man nogle årtier tilbage, er det ikke vanskeligt at finde historiske værker, dannet over den samme læst. Problemet med Claus Bjørns udlægning af historien - og grunden til at denne udlægning længe ikke har været set i faghistoriske værker - er, at den idylliserer for voldsomt og bagatelliserer prisen for de kompromis'er, som navnlig underklassen gang på gang har måttet måttet betale for, at den danske model kunne fungere.
Det gjaldt under udskiftningen, der knuste titusinder af små menneskeskæbner for at stille gårdmandsklassen tilfreds, det gjaldt under den tidlige industrialisering, det gjaldt under besættelsen 1940-45, hvor levestandarden blev op mod halveret for arbejderne, mens gårdmændene tjente gode penge, det gælder nu, hvor en socialdemokratisk ledet regering for at tilfredsstille en grådig og umættelig middelklasse, som i årevis har skovlet penge ind, har indledt en klapjagt på bistandsmodtagere, arbejdsløse og førtidspensionister.
Man kunne måske opstille den modforestilling, at hemmeligheden bag den danske model ikke er, at klasseinteresserne her i særlig grad er blevet bøjet mod hinanden, men at vi har en føjelig underklasse og et godt efterretningsvæsen samt en beslutsom og - når det kræves - hensynsløs og brutal statsmagt, således som man i disse uger kan se det på sæsonens mest omtalte udstilling, "Dansk Forvaltningskunst" på Gallerie Asbæk i København.
Så heldig har man ikke været overalt, for eksempel ikke i det Frankrig, som Claus Bjørn synes at nære en dyb afsky for, og som han flere gange finder lejlighed til at kaste sig over. Her har man haft revolutioner, her har arbejdere, soldater, studenter og fattige småbønder ikke altid, som det har været sædvane i Danmark, stået med hatten i hånden over for arbejdsgiveren, officeren, universitetslæreren og gårdejeren. Her har man skudt på sine overordnede, her har man brudt gaderne op og bygget barrikader, her har man henrettet konger og dronninger, her udsender man frimærker, hvorpå der står "frihed - lighed - broderskab", og her her har man, når fornødent, taget mod udviste politiske oppositionelle fra Europas politistater, Danmark for eksempel. Sikke et lorteland!

Helten over alle helte
Heltene i Claus Bjørns bog er statstjenere som A.P. Bernstorff, C.D. Reventlow, Christian Colbiørnsen og A.S. Ørsted og, fra folkestyrets første periode, typer som politikeren A.F. Tscherning, der fik indført almindelig værnepligt, og den paternalistisk-autoritære konseilspræsident J.B.S. Estrup, under hvem de første vigtige sociallove blev gennemført.
Fra vores eget århundrede en række socialdemokratiske politikere som Stauning og H.C. Hansen, men også politikere fra andre partier - ellers ville det jo ikke være en dansk utopi. Claus Bjørn fremhæver tre konservative hovedskikkelser, nemlig John Christmas Møller, Poul Møller og Poul Schlüter, sidstnævnte efter eget udsagn "ikke så konservativ, at det gjorde noget", men ikke mindst radikale politikere som C.Th. Zahle, Jørgen Jørgensen, Bertel Dahlgaard og udenrigsminister P. Munch, helten over alle helte ved siden af C.D. Reventlow.

Fjenderne
Fjenderne af den danske utopi er alle dem, der har villet noget andet, dem, der ikke har villet, kunnet eller ønsket at være 'fornuftige', 'rimelige' og 'realistiske', og som ikke uden videre har affundet sig med tingene, som de var.
Det er forkæmpere for
ytringsfriheden som P.A. Heiberg, der i 1799 blev forvist fra folkehjemmet og måtte tilbringe resten af sit liv i lortelandet Frankrig, det er folk som J. J. Dampe, der sad i fængsel i tyve år fra 1821 til 1841, fordi han havde havde været så dum at ytre demokratiske ideer, før det var belejligt, det er videnskabsfolk, der har kæmpet for andre opfattelser end de på bjerget til enhver tid gældende, Georg Brandes for eksempel, der aldrig blev fundet værdig til et embede ved Københavns Universitet, det er revolutionære politikere, som har ment, at den pris, husmænd, arbejdere, arbejdsløse og andre småkårsfolk både i by og på land måtte betale for klassesamarbejdet i den danske utopi var uanstændig, ja forbryderisk høj.
Fjenderne af den danske utopi er kort sagt dem, der på en eller anden måde har vovet eller vover at sætte sig på bagbenene - i dag først og fremmest miljøkritikere, som Claus Bjørn nævner i samme åndedrag som healere og tilhængere af Scientology (s. 62). Forrige uge påstod en lektor fra universitetet i Århus - Bjørn Lomborg - at miljøkritikerne er en mafia, som vil tage livsglæden fra folk ved at bilde dem ind, at det hele går ad helvede til, når det i virkeligheden går bedre og bedre.
I sidste uge sætter en lektor fra universitetet i København dem så ud i sneen, væk fra det varmende folkefællesskab i den virkelige danske utopi. Derude kan de så have det så godt sammen med socialister, marxister, kommunister, kosmopolitter, deltagerne i modstandskampen og håbløse, uforbederlige, don quixote-agtige intellektuelle, der bare bliver ved og ved med at kritisere.
Men når alt det er sagt, så tror jeg da også, der kan være noget om snakken. Men hvad ville det alt sammen være blevet til uden den franske revolution og Karl Marx og - på den hjemlige arena - utopiens fjender?

*Claus Bjørn: Dengang Danmark blev moderne - eller historien om den virkelige danske utopi. 120 s., 168 kr. Fremad

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her