Læsetid: 4 min.

Den danske vold

16. oktober 1998

UTRYGHEDEN BREDER sig allevegne. I gårsdagens B.T. stod en kriminalinspektør fra Valby citeret for følgende: "Det er ikke ærligt spil - og det skaber utryghed i området."
Nu er danskernes utryghed jo noget, som Pia Kjærsgaard og hendes Dansk Folkeparti har kastet sig over. Så måske kunne man se frem til, at Pia ville ile til
Valby for at lade sig affotografere med kriminalassistenten og på anden vis demonstrere sin solidaritet med hans bekymringer.
Det skal man nu ikke vente. Overhovedet slet ikke. For det er nemlig Pia Kjærsgaard selv, der ifølge kriminalassistenten spiller det uærlige spil, der skaber utryghed blandt Valbys borgere.
Og hvordan gør hun det? Gennem annoncer i B.T.!
Jamen, hvor utryg kan verden dog blive?

EN NÆRMERE forklaring på Valbys Pia-skabte utryghed er på sin plads.
Som ihærdige læsere af dette blad vil vide, har Dansk Folkeparti bestemt sig for at beslaglægge danskernes opmærksomhed gennem en kioskbasker af en efterårskampagne.
Partiets pressechef Søren Espersen skruede forventningerne op ved i midten af september til Information at udtale:
"Nu ved folk, hvad vi mener om flygtninge/indvandrere og om EU. Her i sommer har vi talt om socialpolitikken. Nu kommer det fjerde element... Vi lægger megen vægt på, at det bliver kampagnen."
Pressechef Espersen bebudede overskriften: "Tryghed nu - volden ud af Danmark."
Noget med 'Danmark' skal det jo være, og offensiven blev da også rullet ud af friske rød-hvide farver i Vissenbjerg, hvor Dansk Folkeparti forrige weekend holdt sit årsmøde. Nu ruller den videre mod folkedybet gennem annoncer i Ekstra Bladet, B.T. og den gratis-omdelte Søndagsavisen.
Annoncerne følger alle samme melodi. Efter truttet i overskriften følger et citat om vold og/eller angst for vold. Citaterne er hentet fra breve til Pia Kjærsgaard, fra interviews, partiet har foretaget blandt ængstelige borgere - og fra formiddagsbladenes voldsreportager. Slutfanfaren lyder: "Vi vil ikke længere finde os i det!"

OG SE, DET ER hér, utrygheden i Valby kommer ind i billedet. For i forgårs affyrede Dansk Folkeparti en annonce, hvor det indlagte citat stammede fra en Ekstra Blads-artikel om en overfaldsmand på Mozarts Plads i den sydvestkøbenhavnske bydel.
Citatet slutter med de skrækindjagende linjer:
"Valby Politi har talt med vidner på Mozarts Plads, men ingen tør udtale sig af frygt for den 28-årige. Flere anonyme vidner har dog givet udtryk for, at voldsmanden længe har plaget kvarteret..."
Uha! Intet under, at vi ikke længere vil finde os i det.
Der er bare den lille biomstændighed ved sagen, at artiklen er mere end to år gammel. Og at vidner faktisk i mellemtiden er stået frem og har identificeret gerningsmanden. Han blev pågrebet i juli i år og er nu idømt ni måneders ubetinget fængsel for grov vold.
Dansk Folkepartis annonce er altså et falsum. Den er det uærlige spil, der ifølge kriminalassistenten skaber utryghed i området. Den utryghed, som partiet angiveligt vil have "ud af Danmark."
Pia Kjærsgaard optræder i det politiske udstyrsnummer: 'Pyroman forklædt som brandmand.'

NARRESTREGERNE standser ikke her. For Dansk Folkeparti kører sin utryghedskampagne samtidig med, at kriminaliteten i Danmark falder. De netop offentliggjorte tal for politianmeldelser i september viser yderligere nedgang. Anmeldelserne for den forløbne del af 1998 ligger 4,6 procent under tilsvarende periode i fjor. Også for de forskellige typer vold er helhedsbilledet tilbagegang.
Denne tendens har Dansk Folkepartis gode danske mænd og kvinder søgt at slå hen. Til Information gav Søren Espersen denne forklaring:
"Når vold mod ældre falder, skyldes det måske, at de ældre ikke tør gå på gaden mere."
Uhu? De ældre er måske blevet skræmt inden døre af Dansk Folkepartis kampagne, der således - trods sin faktuelle fejlagtighed - alligevel gør godt. Eller hvad?
At kampagnen svæver i sit eget selvskabte angstrum, bekræfter gruppeformand Kristian Thulesen Dahl med ordene: "Det handler ikke om tal, der svinger lidt fra år til år, det handler om, at der er mange, der er utrygge..."
Og så er vi tilbage til, hvem der egentlig gør folk utrygge.

HER LØBER DANSK Folkepartis forskellige kampagner på finurligste vis sammen. I programmet Lov & Orden - nu!, som partiet vedtog på sit sommergruppemøde, er sammenpakket den ammunition, som partiet vil afskyde i denne folketingssamling. Gamle knaldeffekter: Højere straffe, flere fængsler, mere politi. Og så et mellemstort brag: "Nedsættelse af den kriminelle lavalder - gerne til 12 år." På almindeligt dansk betyder det, at børn skal kunne sættes i fængsel.
Men, søg dækning, her er bomben: "Dansk Folkeparti kræver, at hvert politidistrikt opretter en særlig afdeling, som skal tage sig specielt af indvandrer- og flygtningekriminalitet."
Landet har 54 politikredse, som må være de "distrikter", partiet sigter til. At forestille sig: 54 særlige lokale politiundersøgelseskamre for folk, der er født i udlandet. Utrygheds-initiativet går dermed op i en højere enhed med partiets tidligere appeller.
Dansk Folkepartis annoncekampagne koster ifølge Søren Espersen 800-900.000 kr., der betales af den skatteborgerfinansierede partistøtte.
Det er fristende at sige som Pia Kjærsgaard: Vi vil ikke længere finde os i det! dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her