Læsetid: 3 min.

Dejlige Danmark

27. oktober 1998

Dansk litteratur er rigtigt ude med riven, når det handler om at behandle den nationale egenart

"Der er for meget kultur i Danmark og for lidt liv." Sådan skrev Suzanne Brøgger i sin seneste bog Et frit og muntert lig. Hun er langt fra den eneste, der for tiden har en torn i siden på det lille land. Faktisk vælter det ned med kritiske diagnoser alle steder fra.
For eksempel bragte julinummeret af National Geografic en lang artikel om landet, hvor deres mand Garrison Keillor beskrev sine oplevelser med Danmark og danskere.
Han havde i det trykkende vejr med gråvejr og overskyet hele tiden haft det som om, hans hovedet var en svamp fuld af mudder og troede først, det var jet-lag. Senere fandt han ud af, at alle andre også havde det sådan! Artiklen bød på både hårde og kærlige ord om danskere. F.eks. mener vi danskere, ifølge artiklen, at vi er enormt festlige og sjove: "Danes don't think of themselves as a waiting-at-2-a.m-for-the-green-light people - that's how they see Swedes and Germans. Danes see themselves as a jazzy people, improvisers, more free spirited than Swedes, but the truth is (though on should not say it) that Danes are very much like Germans and Swedes." Hvad bilder han sig ind!
Kritikerne er iblandt os: En digter som Henrik Nordbrandt f.eks. gør meget ud af at spide danskerne. Forargelsen i den danske presse, var stor, da hans dagbog Ruzname udkom for to år siden, og den prisbelønnede digter rakkede ned på samtlige danske kunst- og kulturprodukter. Det var altså ikke bare vejret, der stod for skud. Dansk fisehygge, grundtvigianisme, Karen Blixen - "det lede apparat", måden vi drikker vand på - med citronskiver, "så det smager af opvaskevand", Peer Hultbergs bog Præludier blev smidt i skraldespanden, Søren Ulrik Thomsen, der venligt havde sendt forbilledet et eksemplar af sin poetik nummer to - En dans på gloser - blev spiddet for at tage sig selv for alvorlig, lyrik-onklen Asger Schnack var overfladisk og så videre. En del om kunst og kunstnere, men også mere bredt. Han trykte digtet: Danskerne er så flinke i bogen. Og han udtalte i radioen, at det han havde gjort vel ikke var en forbrydelse. Han sagde bare, hvad han ikke kunne li'. "Det må man åbenbart ikke. Man må ikke sige, hvad man ikke kan li'," hed det, rimeligt nok. Men "Fuld af had" lød John Chr. Jørgensens anmeldelse i Ekstra Bladet af dagbogen!
Modtagelsen kan ses som et udtryk for noget af det, bogen handler om og netop kritiserer: At danskerne helst vil være flinke imod hinanden. Det kan godt være, der er personer, bøger eller andet, man ikke kan li', men så skal det pakkes pænt ind, så ingen tager anstød af det. Det skal pakkes ind i vat, ligesom de danske byer kan være pakket ind i vat, og folk kan være pakket ind i vat. Men visse steder bløder det igennem.
En anden nyere poet, Peter Laugesen, vender tilbage til det hele tiden. For eksempel i linierne "Der er bare en lurende søvn/allevegne(...)/og ingen tør kaste den første sten" (Plettede Plusforurs). I sin nyeste digtsamling Når engle bøvser jazz har han igen en række hug til danskerne og skriver blandt andet om landet: "man kan ikke forlade det bare tre/uger uden at det ikke/er sket en skid, når man kommer tilbage". Råt sagt.
Men tilgengæld hygger man sig. Vi hykker os her, og nogle gange kan man få den fornemmelse, at det simpelthen er meningen med livet: At hygge sig med lidt kultur og så'n. I live eller ej: Hyg dig'. Hyg dig for enhver pris! Hyg dig nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her