Læsetid: 3 min.

Delebiler breder sig

13. oktober 1998

Biler på delebasis bliver nu udbudt i København og Århus efter succes i Odense

Nu kan københavnere få råderet over en bil efter behov. Og om et par uger får århusianerne samme mulighed.
Mandag lagde lægger biludlejningsfirmaet Hertz ud med at tilbyde københavnerne biler på delebasis fra Shell-stationer i den indre by, mens der i Århus er tale om et græsrodsinitiativ.
Men princippet er det samme. Ved at flere personer går sammen om at eje og bruge nogle biler i fællesskab, kan de undgå selv at købe en bil, som står ubenyttet det meste af tiden, eller bliver brugt til unødige småture.
"Klubben er for folk, som ikke selv vil investerer i en bil af økonomiske grunde, og som måske heller ikke synes, at det er særlig fornuftigt med de mange biler i gaderne," siger Ida Rasmussen, der er bestyrelsesmedlem i Århus Delebilklub.

Billigere end egen bil
Erfaringer fra lignende delebilsklubber i Europa viser, at en delebil kan erstatte fire til fem privatbiler.
Det er godt for privatøkonomien, miljøet og skaber mindre konkurrence om byernes parkeringspladser, slår bilklubberne på.
I Århus har omkring 60 personer stiftet Århus Delebilklub.
Klubben har fået parkeringspladser fire steder i byen til ialt otte biler.
Bilparken vil blive udvidet i takt med at flere medlemmer kommer til.
Det koster 2.000 kroner at melde sig ind. Der ud over skal man lægge 2.000 kroner i depositum og betale 200 kroner om måneden i kontingent.
Her ud over betaler medlemmet efter brug af bilerne, som for en lille model er 750 kr. for en uge, 125 kr. om dagen eller 15 kr. i timen plus 1,95 kroner pr. kilometer inklusiv forsikringer, benzin og vedligeholdelse. En weekend-tur fra Århus til Kolding vil således koste små 800 kroner. Priserne er på niveau med tilbuddet fra Hertz Delebiler i København.
Eneste forskel er, at brugerne i Århus bliver medejere og har indflydelse på foreningen, men Hertz-klubben er et rent kommercielt tilbud.

Succes i Odense
Med de to initiativer kommer landet op på at have tilbud om delebiler i tre byer.
Et forsøg på at starte en lignende klub i landsbyen Humlum ved Struer i dette efterår lykkedes ikke, da interessen var for lille.
Men i januar startede Odense Bilklub op med 30 medlemmer, og siden er 30 yderligere kommet til, som nu deler otte biler.
"Interessen er steget efterhånden som folk har set, at ordningen fungerer og bilerne er der," siger klubbens forretningsfører Morten Rettig efter den lidt træge start.
En stor del af de nytilkomne medlemmer er folk, som har droppet deres gamle bil, og behovene ligger typisk i weekenderne.

Erhvervskunder med
Her ud over er det lykkedes klubben at tiltrække nogle erhvervskunder, som har størst kørslesbehov på hverdage.
"Det gælder om at sikre en balance, som vi får udnyttet bilerne bedste muligt, og samtidig kan tilbyde medlemmerne en bil med kort varsel, når de har behovet, og det kan vi gøre i 95 procent af tilfældene," siger Morten Rettig.
Klubben har beregnet, at det kan betale sig at være medlem, hvis man kører under 15.000 kilometer om året.
Ideen med delebiler startede i Schweiz i 1980'erne og har siden bredt sig over det meste af Europa.
I dag er der bilklubber i 350 europæiske byer - heraf hovedparten i Tyskland.
De fleste klubber er tilknyttet organisationen European Car Assosiation, der giver de enkle medlemmer mulighed for at leje biler hos hinanden, når de er på ferie i området.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her