Læsetid: 6 min.

Dengang syrehovederne vågnede op

27. oktober 1998

Hunter S. Thompson vender vrangen ud på Amerika i sin 27 år gamle 'Frygt og lede
i Las Vegas', der just er blevet nyoversat til dansk

ROMAN
"Vores tur (...) var en klassisk bekræftelse på alt, hvad der er rigtigt og sandt og ordentligt i den nationale karakter. Den var en stor, fysisk hyldest til de fantastiske muligheder, tilværelsen byder på i dette land - men kun for dem med virkelig karakter. Og det havde vi i rigt mål."
Med disse ord som en slags indgangsbøn tager den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thompson sine læsere med på en hæsblæsende jagt efter den amerikanske drøm i sin bog Frygt og lede i Las Vegas fra 1971.
Thompson, der gennem de sidste 35 år har dyrket sin egen, særprægede version af new journalism, lægger ikke fingrene i mellem, når han udæsker de mindre charmerende sider af det amerikanske samfund, som de udfolder sig i Las Vegas.
Udknaldet på en blanding af bourbon, kirteludtræk, tequila, Mescalin og æter fræser forfatteren, under dæknavnet Raoul Duke, sammen med Dr. Gonzo, hans 150 kg tunge samoanske sagfører, gennem hotelværelse efter hotelværelse og casino efter casino.
I løbet af 48 timer bruger de mellem 29 og 36 dollars i timen på roomservice, og hotelværelserne, de efterlader sig, kommer formentlig aldrig til at se normale ud igen.
"På badeværelset lå der et femten centimeter tykt lag af sæbe, bræk og grapefrugtskaller, iblandet knust glas. Jeg var nødt til at tage mine støvler på, hver gang jeg skulle ud og pisse. Luven på det gråmelerede tæppe var så dækket af marihuana-kerner, at det så ud, som om det var ved at blive grønt."
I Vegas for først at dække et legendarisk motorcykelløb for Sports Illustrated og siden en narkotika-kongres for offentlige anklagere for Rolling Stone, bruger den stadigt mere paranoide og udflippede Duke sine kræfter på at lede efter (illusionen om) dén amerikanske drøm, der gik i opløsning i slutningen af 60'erne, hvor hippietid, kærlighed og Lyndon B. Johnson blev afløst af vold, had og Nixon.

Aldrig for outreret
Og hvad Thompson finder i Las Vegas, har ikke meget med den amerikanske drøm at gør: "Ad rulletrappen og ind i casinoet, hvor folk stadig stod tæt omkring spillebordene. (...) Stadig i færd med at skampule Den Amerikanske Drøm, visionen om Den Store Vinder, som på en eller anden måde dukker op i kaoset i det allersidste øjeblik lige før daggry på et lummert casino i Vegas."
Las Vegas er stedet, man aldrig kan blive for outreret til. Byen er fyldt med bizarre casinoer proppet med ligeså bizarre eksistenser.
"Psykedeliske stoffer er på det nærmeste irrelevante i en by, hvor man på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet kan spadsere ind i et casino og overvære korsfæstelsen af en gorilla - på et flammende neonkors, der pludselig bliver forvandlet til et møllehjul, som hvirvler dyret rundt i vilde cirkler oven over de tæt besatte spilleborde."
"Circus-Circus er, hvad alle de hippe ville foretage sig lørdag aften, hvis nazi'erne havde vundet krigen. Dette er Det Sjette Rige."

Det sorte får
Hvor også andre af den nye journalistiks store skikkelser, bl.a. Norman Mailer og Tom Wolfe, dyrkede den personlige, subjektive vinkel og den skønlitterære indgang til de emner, de skrev om, så har de dog altid holdt sig på måtten.
Ingen vilde excesser eller voldsomme drukture og intet overdrevet stofmisbrug - i hvert fald ikke i stil med Hunter S. Thompson, der gennem sin karriere er blevet mere kendt end sine bøger og de mennesker, han har skrevet om.
Ikke mindst fordi han med sit bevidst konfronterende væsen aldrig har holdt sig tilbage i forhold til stofferne, provokationerne, afsløringerne, retssagerne og de rygende håndvåben.
Om det så er Hell's Angels, det amerikanske præsidentvalg eller Las Vegas, Hunter S. Thompson tager under kompromisløs behandling i sine, fristes man til at sige, dramadokumentariske bøger og artikler til Rolling Stone og Time Magazine, så handler det ligeså meget om forfatteren selv, om personlige anti- og sympatier, om Amerika og landets udvikling og historie.
I modsætning til den objektive journalist blander Thompson sig selv ind i historierne, og ind i mellem kan det være svært at skille sandhed ud fra løgn - men måske er det slet ikke sådan, man skal læse hans historier. Måske handler det ligeså meget om at finde ind til essensen af et eller andet, koste hvad det vil.
Det er ikke et charmerende billede, Thompson maler af sit fædreland i sine nådesløse skildringer af den nationale karakter. Som hans ovenfor citerede indgangsbøn let sarkastisk antyder, så har han et noget ambivalent forhold til det land, som på den ene side hylder og også lader plads til det frie initiativ og individ og på den anden side tvinger de altfor selvstændige originaler i knæ.

Vulgær og indsigtsfuld
Når Thompson er bedst, kan han skrive røven ud af bukserne på enhver, og i Frygt og lede i Las Vegas er han så absolut på toppen.
Han er frivol, satirisk, paranoid, vulgær, provokerende, naiv, indsigtsfuld, patetisk og guddommeligt morsom. Hans frenetiske skrivestil veksler mellem udsyrede hallucinationer, hvor flagermus og bevæbnede bedstemødre forsøger at tage livet af ham, og lange passager af uhyggeligt klarsyn, hvor han hudfletter Las Vegas, spillementaliteten, nationalkarakteren, præsident Nixon, ordensmagten (svinene), sig selv og ikke mindst den øvrige journaliststand, som han altid har distanceret sig fra:
"Pressen er en bande hjerteløse bøssekarle. Journalistik er hverken en profession eller et erhverv. Det er en billig fællesbetegnelse for røvhuller og mislykkede eksistenser - en falsk bagdør til livets bagside, et skident urinstinkende lille hul, der er blevet lukket af bygningsinspektøren, men lige akkurat er dybt nok til, at en drukkenbolt kan krybe sammen i det, lidt væk fra fortovet, mens han onanerer som en chimpanse i et bur i zoologisk have."

Disciplen
Frygt og lede i Las Vegas udkom første gang på dansk i 1988 oversat af Edmondt Jensen og under titlen Gonzo - Thompsons egen betegnelse for sin skrivestil - og udkommer nu i Thompsons danske fan nr. 1, Morten Sabroes kongeniale oversættelse illustreret i Ralph Steadmans skarpe streg. Lige i tide til biografpremieren i november på Terry Gilliams film bygget over bogen.
Således er der en aktuel baggrund for at udgive Thompsons bog, der i hvert fald på overfladen er så solidt forankret i overgangen fra de glade 60'ere til de knap så glade 70'ere, at det måske kan være svært at forholde sig til bogen i dagens Danmark.
Først og fremmest kan man dog læse bogen som en fortrinlig indgang til et farverigt og intelligent forfatterskab eller ren underholdning fra en stor original, der angiveligt stadig holder sig kørende på en solid rus af alkohol og stoffer.
Men er man interesseret i at vide, hvad der egentlig skete i USA, efter blomsterbørnene og syrehovederne vågnede op til en omgang barsk virkelighed i Nixons Amerika, så er der ingen vej uden om Frygt og lede i Las Vegas.
"Vi kæmper alle for vores egen overlevelse nu. Ikke mere tilbage af den ånd som satte gang i Tresserne. Det er umoderne med opture. Det var den skæbnessvangre brist i Tim Learys trip. Han buldrede rundt i Amerika og prædikede 'bevidsthedsudvidelse' uden nogensinde at tænke på den barske virkelighed, der lå og lurede på alle de mennesker, der tog ham alt for alvorligt."

*Hunter S. Thompson: Frygt og lede i Las Vegas. Overs.: Morten Sabroe. 268 s. 249 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu