Læsetid: 2 min.

Dømt til at blive upopulær

28. oktober 1998

Den ensidige satsning på prisstabilitet skaber arbejdsløshed, mener professor Bernard Moss fra European Studies

EUROEN
Der er kun to mulige fremtidsudsigter for euroen: Enten bliver den upopulær, eller også bliver den ustyrlig, mener professor Bernard Moss fra European Studies i London.
Han præsenterer sig selv som erklæret euroskeptiker fra Labours venstrefløj. I sommer udgav han, sammen med ligesindede akademiske kolleger, en antologi om den fælles europæiske valuta set fra et nationalt perspektiv.
Hvis det går, som skrevet står i Maastricht-traktaten og Stabilitetspagten, er euroen dømt til at blive upopulær:
"Centralbankens er bundet op på den ensidige målsætning om prisstabilitet, og stabilitetspagtens krav til de nationale budgetter er en spændetrøje for for den økonomiske politik."
"Et deflationært økonomisk miljø vil hæmme væksten og beskæftigelsen," siger Bernard Moss.
Han er uenig i den dominerende opfattelse blandt den europæiske elite af, at vækst og beskæftigelse fremmes bedre i EU-regi end i nationalstatsligt regi:
"Dels har EU ikke de nødvendige finansielle instrumenter, eller det nødvendige budget til at vende strømmen. Dels er det en myte, at den inter-europæiske handel er helt afgørende for økonomien. Denne handel er stagnerende. Storbritanniens handel med USA er eksempelvis lige så betydningsfuld som handlen med de øvrige EU-lande."
Risikoen for at euroen bliver 'ustyrlig' er steget med regeringsskiftet i Tyskland, mener Bernard Moss.
Den kommende tyske finansminister, Oskar Lafontaine synger nu samme sang som den franske regering, om at rentesatserne bør sættes ned for at få mere gang i den økonomiske vækst, og at den kommende fælles rentepolitik ikke udelukkende skal besluttes af Den Europæiske Centralbank.
Professor Bernard H. Moss er ikke overrasket over dette oprør mod Centralbankens uafhængighed:
"Det er klart, at befolkningerne i de enkelte lande i krisetider retter deres krav om intervention mod deres egen regering - ikke mod EU, som ikke har de nødvendige instrumenter eller budgetter."
"Derfor var det helt forudsigeligt, at den tyske regering, måtte begynde at tænke i mere ekspansive økonomisk-politiske termer. Så vel som den franske og italienske regering."
Hermed er der lagt op til konfrontation med den Europæiske Centralbank:
"Den tyske regering har åbnet Pandoras æske."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her