Læsetid 5 min.

Med drømmene i hælene

23. oktober 1998

Nordisk ungdomslitteratur står stærkt i dag, præget som den er af en kombination af humor, følsomhed og fantasi

Teenagere
Et sted i andet bind af norske Klaus Hagerups historie om Markus, Markus og pigerne, hedder det:
"Han havde spillet Romeo i drømme. Han havde drømt sig væk. Det kunne han. Det var måske det eneste, han kunne. Han måtte lade, som om alt var en drøm. Som om hele stykket bare var en drøm. Hans drøm. Hans drøm om Alexandra."
Drømmen er ikke kun en tilflugt, en undvigemanøvre, men den er selve kærlighedens essens. Markus er hele tiden forelsket, forelsket i forelskelsen, og objektet for hans kærlighed skifter med høj fart og få dages mellemrum. Men hver gang er forelskelsen dødelig.
Indtil han møder Alexandra. Hun kommer udefra og er derfor ikke truet af venskabets altfor store intimitet, men skøn, uopnåelig og fjern som en drøm - drømmen om kærligheden.
Da Markus og hans venner beslutter at danne en teaterklub (Shakespirerne) for at opføre Romeo og Julie, bliver Alexandra - som led i en lumskelig plan - udpeget til at spille Julie. Markus ender selvfølgelig - som led i samme plan - i rollen som Romeo. Da stykket realiteter trænger sig på, går han imidlertid i baglås, indtil han glemmer sig selv og giver sig hen - i drømmen, skuespillet, kærligheden. I mellemtiden er venskabets glæder imidlertid også gået op for Markus, men hvordan det går til sidst skal ikke afsløres her.
Det er en dejlig, humoristisk og kærlig skildring af den omtumlede tilværelse som 13-14-årig på kærlighedens vilde vover, morsomt parallelliseret til den enlige voksnes tilsvarende følelsesforvirrede tilværelse i skikkelse af Markus' egen far. Bogens stille charme har mindelser om vor egen Bjarne Reuters "Busters verden", selv om Buster er en større original end Markus.

Flugt og drømme
I Martin Petersens Flyvekatten spiller kærligheden en anderledes perifer rolle. Flyvekatten er på samme tid navnet på den luftballon fire børn syr af faldskærmsstof for at slippe ud af den lejr de holdes indespærret i, og et kælenavn hovedpersonen Dina giver de katte, lejren er fuld af.
Vi er i De Syv Øers land, i en lejr ved navn 'Haven', som en organisation der kalder sig 'Verdens børn' styrer. Lejren er fyldt med forældreløse børn eller børn der er blevet solgt af deres forældre, altså udadtil en humanitær organisation, men i virkeligheden en regulær slaveanstalt. Børnene oplæres til at blive syersker, soldater eller ludere, alt efter evner og aftagernes behov, og sælges videre efter endt læreproces.
Det er lykkedes Martin Petersen at give en beskrivelse af et eksisterende, men fortrængt verdensproblem, så den appellerer til fantasi og indlevelse uden at tage unødigt dramatiske effekter i brug. Den sociale problematik domineres af den psykologiske vinkel med den selvstændige og oprørske Dina, der tager sagen i sin egen hånd, kontakter 'verden' via Internettet og får kontakt til danske Kristoffer. Han er en rigtig computernørd, men også meget idérig, og det er ham der får ideen om at benytte det stof pigerne syr faldskærme af på systuen, til hemmeligt at sy en laftballon.
Det lykkes Dina og hendes venner at slippe væk, og alt ender naturligvis godt, men undervejs gennemgår ungerne mange kvaler: forelskelser og frygt, afslørede planer og ydmygelser fra lejrvagternes side. Men også i Dinas verden spiller drømme en vigtig rolle, både i form af mareridt og ønskedrømme:
"Hun drømte om en sø, fuld af sejlskibe. Blå og røde sejl. De susede over søen, og deres spidse stævne skar i vandet." Hun drømmer om sin bror, Nico, som hun mistede kontakten til som lille - den eneste hun har at holde sig til fra sin oprindelige tilværelse. Siden har hun mistet alt, herunder viden om alt lige fra sit eget navn og sin fødselsdato til familiemedlemmer og hjemsted.

Traditioner
Også hovedpersonen, 16-årige Camillo i Hans Peter Rolfsens seneste ungdomsroman, Med hjertet i hælene er noget af en drømmer. Han er indelukket og på tværs som en rigtig teenager, men han har også meget at være oppe imod. Han foragter sin far, som han opfatter som en spidsborger ud over alle grænser: Materialist, karrieremenneske og småborgerlig. Af samme grund søger han alternative græsgange, dels på brokvartererne i København, hvor han bl.a. møder sin drømmepige, tyrkiskfødte sangstjerne Minimoni, dels i vennen Martins flippede familie.
Begge steder viser sig at være mere afskrækkende end tiltrækkende ved nærmere bekendtskab, og Camillo må bekæmpe mange spøgelser i sit indre og i omgivelserne. Herunder smider han alle møbler ud af sit værelse og renser det for enhver pynt.
Hans Peter Rolfsen er en dejlig fortæller, og han hører til de forfattere, der kan ramme en ungdommelig tone i replikker og beskrivelser klokkerent. Og det gør det ikke mindre underholdende, at han samtidig er humorist, og at plottet minder en del om Panduros berømte ungdomsbog, Rend mig i traditionerne, tværtimod. Som Panduros David har Camillo det med at lade benene tale, når han ikke ved hvad han ellers skal gøre, derfor vandres og løbes der meget i Med hjertet i hælene. Men i den hæsblæsende slutscene samarbejder hans ben og hans fornuft endelig i forsøget på at bygge bro til sin far - der meget apropos til mellemnavn hedder Holden, navnet på hovedpersonen i en anden berømt ungdomsbog, nemlig J.D. Salingers Forbandede ungdom. En reminder om det generationsskifte, der er sket? Måske Holden som voksen, der som en anden 68'er er blevet opslugt af karriereræset?

Moral og opbyggelighed
Irske Jane Mitchels roman Når stjernerne står stille er på den ene side en moralsk historie om hvor galt det går når man af kedsomhed drikker for meget, stjæler en bil og kører galt, på den anden side en lidt naivt optimistisk historie om hvordan man kan finde ind til en ægte menneskelighed gennem lidelse og sammenhold.
15-årige Tony er fjolset der invalideres, men langsomt revalideres fysisk såvel som psykisk, dels gennem venskabet med en dreng han møder på hospitalet, dels gennem det band de to sammen med Tonys gamle venner danner og vinder en pris med. Den eneste hage ved det hele er, at vennen modsat Tony selv bliver stadig svagere og nærmer sig døden til sidst:
"Han får det aldrig bedre, vel? Den ro, som Tony spurgte med, overraskede også ham selv. Inde i hans hoved faldt tankerne over hinanden, snurrede rundt om sig selv, ligesom stjernerne havde gjort det dengang for hundrede år siden - de stjerner som han havde stræbt efter, og som han aldrig havde været i stand til at fange."
Stjernerne blev dengang kun sat skub efter rigelig indtagelse af spiritus, nu er det det indre følelsesliv der sætter dem i gang. Tony er altså blevet ældre, klogere og mere følsom i løbet af romanen. Symbolikken understreges af at bandet får navnet Når stjerne står stille.
Bogen er ikke dårligt skrevet, men den er så rigtig, at det gør ondt. Selvfølgelig møder bandet med de rullestolskørende medlemmer masser af fordomme og arrogant modvilje, og selvfølgelig ender det med at vinde den konkurrence det deltager i. Det er næsten så forudsigeligt at det bliver lige meget.

*Klaus Hagerup: Markus og pigerne. Overs.: Susanne Vebel. Høst og søn, 204 s. 228 kr.
*Martin Petersen: Flyvekatten. Høst og Søn, 192 s. 248 kr.
*Hans Peter Rolfsen: Med hjertet i hælene. Borgen, 156 s. 189 kr.
*Jane Mitchell: Når stjernerne står stille. Modtryk, 189 s. 198 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu