Læsetid: 4 min.

Efterårshjernenyt

19. oktober 1998

Om en ny behandling for Parkinson og om en kvinde, der ikke genkender følelses- ladede ansigter. Til hjerneseminar i Oxford

HJERNEN
Filmen viser hvordan en mand forsøger at sidde stille på en stol, men det synes ham fuldstændigt umuligt.
Hans højre halvdel ryster voldsomt, og han er tilsyneladende ude af stand til stoppe denne rysten.
Filmen forklarer at manden har Parkinsons sygdom i et fremskredent stadium. Manden har taget medicin i en årrække, men det kan ikke længere dulme symptomerne.
Pludselig stopper den voldsomme rysten fuldstændigt, og manden krydser let nonchalant det ene ben over det andet. Hvad er der dog sket?
Filmen fortsætter med at vise billeder af en midaldrende kvinde, der virker som om hun har umådelig svært ved at starte med at gå. Hun begynder efter en lang tøven, men stopper straks for noget senere at bevæge sig lidt igen. Hun har også meget svært ved at holde balancen.
Hun har Parkinsons i fremskreden tilstand, men med ganske andre symptomer. Hun har også været på medicin i en årrække, men uden væsentlige resultater.
Og så indtræffer miraklet påny. Som havde nogen trykket på en kontakt, viser filmen os nu, hvordan hun nu går næsten normalt, og hvordan hun har genvundet balancen.

Mirakel-operation
Det forekommer mirakuløst, men det er et mirakel, der er opstået uden guddommelig indblanding.
Hemmeligheden er en hjerneoperation, der indsætter nogle elektroder som siden kan styres fra et batteri, der er indopereret i skulderen. Fra en bærbar computer kan man dernæst styre, hvilke elektroder, der skal afgive en konstant stimulation.
Denne menneskeskabte stimulation kan altså slås til og fra, lige som man tænder lys i sin stue. Lyset synes blot her at gøre hele forskellen på kvaliteten af et menneskeliv.

Konstant stimulation
Som mørket aftager i auditoriet og øjnene vænner sig til lyset, fortsætter vi med at lytte til Dr. Volkmann fra Heinrich Heine Universitet, Düsseldorf.
Man er langt fra klar over, hvorfor denne terapi hjælper, men har naturligvis forskellige teorier. Man ved at elektroderne skal indsættes i dele af hjernen kaldet Basal Ganglia. Men hvorfor netop konstant stimulation, og hvorfor een frekvens giver andre resultater end ved en anden frekvens er stadigt et mysterium.
Dr. Volkman understreger desuden, at der naturligvis ikke er tale om en mirakel-kur. Dels virker behandlingen ikke på alle patienter, og dels er behandlingsformen særdeles kostbar.
Tidligere på dagen har andre af verdens førende forskere i Basal Ganglias funktion givet deres bud på, hvad denne væsentlige del af hjernen egentlig udretter for os.
Fra sygdomme som Parkinson og eksperimenter på dyr ved vi, at Basal Ganglia spiller en afgørende rolle for igangsættelse af bevægelse. Basal Ganglias indviklede forbindelser er langsomt ved at blive kortlagt, og med tiden vil denne viden forhåbentlig give flere muligheder for behandling.

Hjernens dogmer
Basal Ganglia og dermed bevægelse var temaet for tredjedagen af den årligt tilbagevendende efterårsskole i kognitiv hjernevidenskab ved Department of Experimental Psychology ved Oxford Universitet. Over fire dage forsøgte en række af verdens bedste eksperter at formidle deres forskning inden for en række udvalgte emner.
De udvalgte emner i år var synet, følelser, bevægelse, imitation og bevidsthed. Det samlende tema var som altid hjernen og hvordan vi er begyndt at forstå hvordan ovenstående emner skabes i vores hjerner.
Over de fire dage lyttede de mere end trehundrede deltagere til mange interessante og tankevækkende indlæg, som næsten altid vakte en grundlæggende undren, og som ofte stillede spørgsmålstegn ved hjernevidenskabens etablerede dogmer.
Hvordan kan det for eksempel være, at et menneske pludselig mister evnen til at identificere følelsesladede ansigter?
Professor Aggleton fra University of Wales har gennem nogen tid undersøgt netop sådan et tilfælde. En midaldrende kvinde, der ellers er velfungerende, er tilsyneladende fuldstændig ude af stand til at tilskrive følelsesmæssig værdi til billeder med følelsesladede ansigter.
Det betyder naturligvis at kvinden har problemer med at relatere til andre mennesker på et dybere følelsesmæssigt plan, da hun ganske enkelt ikke reagerer på følelsesladede ansigter. Men hun er udmærket i stand til både at have og vise følelser, men er i kraft af denne subtile hjerneskade handicappet i dagligdagen. Det har vist sig at en hjernestruktur kaldet Amygdala er beskadiget, og på andendagen hørte vi, hvordan en lang række eksperimenter har impliceret denne evolutionært gamle hjernestruktur til dannelsen af følelser i hjernen.
Med tiden håber man naturligvis på at kunne behandle mennesker med følelsesmæssige problemer. Men dannelsen af følelser i hjernen er et særdeles kompliceret system, hvor en lang række hjernestrukturer indgår i en kompliceret sammenhæng.
Derfor har vi ikke en kontakt, som vi kan trykke på for at stimulere positive følelser. Og eftersom følelser er langt mere indviklede end selv alvorlige sygdomme som Parkinsons, så er der mange, der tvivler på, om man nogensinde vil finde en sådan kontakt.

*Oxford Autumn School in Cognitive Neuroscience.
Afholdt 29.9-2.10.1998.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her