Læsetid: 3 min.

Esbjerg kommune modstod forældrepres

9. oktober 1998

3-4.000 forældre og børn mødte op til byrådsmøde i Esbjerg i protest mod besparelser på børnepasningen

Løbet var kørt. Det vidste de flere tusinde esbjergensere, der i går mødte frem på
rådhuset for at følge debat og afstemning om kommunens budget for de næste fire år.
Inden byrådsmødet kl. 14 var 3-4.000 forældre, pædagoger og børn gået i samlet trop fra byens torv til Rådhuset: "Vi må håbe, at folk husker det her til næste kommunevalg, for vi ved godt, at vi ikke får politikerne til at ændre holdning i dag," sagde en protesterende mor til Information.
Også hun havde været tidligt oppe for at blokere sit barns daginstitution i protest mod de nedskæringer indenfor vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger, som det borgerlige flertal ville gennemføre senere på dagen.
"Vi forældre er nok blevet mere opmærksomme på, at vores børn skal have en god og tryg hverdag, og så virker det provokerende, at politikerne vil skære på så mange områder på en gang," sagde hun.
Egentlig vrede var der ikke at spore i den meget fredelige demonstration gennem byen, som var kulminationen på tre dages protester.
Farverige banner og skilte med slogans som "Stop mens legen er god" og "Pukkelbørn - nej tak" vejrede i luften over det små snakkende optog af især kvinder og børn.
Flere mente, at den lokale fremskridtsmand Freddie H, Madsen - nå nej, han er jo fra Dansk Folkeparti, rettede de undervejs - havde for megen indflydelse, da hans stemme er afgørende for det borgerlige flertal:
"Han er den lokale Boris Jeltsin," som en af demonstranterne udtrykte det.
Venstre-borgmester Johnny Søtrup kunne de dårligt tro var tilhænger af alle nedskæringerne.
Men jo, han holdt fast på det forlig, som var strikket sammen og allerede havde været gennem første behandling i byrådet.
Derfor var dagens anden behandling ren rutine.

Borgmester holder fast
Der ville ikke blive flyttet et komma, havde borgmesteren tidligere på dagen forsikret over for Information.
"Jeg er noget overrasket over den kraftige protest fra forældrene, for vi har et meget højt serviceniveau på pasningsområdet, og har prioriteret det højt i mange år," sagde borgmesteren.
Han mente, at besparelserne ikke ville slå nær så slemt igennem, som forældrene havde givet udtryk for i deres protester - og socialdemokraterne og SF's ene repræsentant bakkede jo op om flere elementer i beskæringerne, pointerede han: "Selvfølgelig er der tale om en serviceforringelse, men niveauet er generelt meget højt i Esbjerg, når vi sammenligner os med andre kommuner," sagde Johnny Søtrup i en kort pause under sin forberedelse af dagens byrådsmøde.

Et råb om nåde
Fra rådhuspladsen strømmede forældre og børn ind til mødet, der skulle starte kl. 14. En bar et banner med sloganet ""Nødråb: Johnny be good!"
De 25 byrådspolitikere kunne dårligt kæmpe sig vej til deres faste pladser, for hele byrådssalen var proppet med mennesker.
Børn sad på deres stole, men da mødet kom i gang takkede Johnny Søtrup for den store interesse. Ikke mindst fra børnene, som han håbede ville føre til, at de senere i livet ville gå ind i byrådsarbejdet.
Så var den muntre tone lagt an.
Johnny Søtrup virkede "good", men der var ingen slinger i valsen trods uh-råb og børnelarm. Realpolitikken endte med færre pædagoger, kortere åbningstid, betaling for bleer, og øget forældrebetaling til skolefritidsordningen.
"Vi regner ikke med, at forældrene fortsætter med at blokere institutionerne efter i dag, men vi har fået markeret vores utilfredshed," sagde Stefan Hahn fra forældrenævnet, der havde arrangeret demonstrationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her