Læsetid: 2 min.

Fra den esoteriske New York-skole?

14. oktober 1998

Radioens Big Band indledte sæsonen med nye kort på hånden og hilst af et surt opstød

KONCERT
Ved indledningen af sin ny sæson - den 35. siden orkestrets start i 1964 - stillede Radioens Big Band op med et delvis fornyet hold. Jim McNeely, som allerede har været gæstedirigent i nogen tid, tiltrådte som chefdirigent; den sidste af de oprindelige musikere, trompetisten Palle Bolvig, fratrådte, ligesom sektions-kollegaen Lars Togeby; og deres pladser blev overtaget af et par yngre folk, Thomas Fryland og Jesper Riis.
På den måde fastholder orkestret sin tradition for fornyelse, samtidig med at det under den aktive og idérige orkesterchef, Peter H. Larsen, opdyrker nye felter.
Sidst på måneden spiller orkestret således i samarbejde med Ricky Ford for første gang i Danmark (og uden for USA?) Mary Lou Williams' Zodiac Suite, den 11. november uropfører det sammen med Radiokoret Jens Winthers timelange suite, Angels, på Louisiana, og 17.-24. november besøger det med McNeely første gang Kina, hvor det skal spille to koncerter i Shanghai og to under den internationale jazzfestival i Beijing.

Esoterisk og uhyrligt?
Og det er kun nogle af punkterne på sæsonplanen, som også omfatter mange andre koncertprojekter, flere cd-produktioner o.a. Som optakt til alt dette har Berlingske Tidendes jazzanmelder, Kjeld Frandsen, så valgt at affyre et surt opstød om orkestret (11. okt.). Bortset fra at det næppe kunne være dårligere timet, mangler hans indlæg både sammenhæng og mening.
F.eks. harcelerer han over, at tiden under Thad Jones (for 20 år siden) stadig mindes i orkestret, men bruger den selv til at slå orkestret i hovedet med, som om der ikke var sket noget positivt siden. Tre senere ledere af orkestret, Bob Brookmeyer, Maria Schneider og Jim McNeely, refereres under ét til "samme esoteriske New York-skole," hvad det så er for én - ved Frandsen overhovedet hvad "esoterisk" betyder, når han betegner mainstream-musikere som de tre nævnte med denne glose?
Men, uha, man dyrker i orkestret "de mest uhyrlige nodekonstellationer." Med andre ord, skal det være "niche-kultur eller jazzmusik for hele det danske folk? Og er der nogen der hører efter?" Så vidt det populistiske jazz-orakel fra Pilestræde.
Orkestret gav selv det bedste svar på Frandsens mugne udgydelser ved at spille en koncert med et både traditionsbevidst og fremadskuende program, afviklet med en entusiasme hos musikerne, som ikke savnede at blive opildnet af en Thad Jones, og modtaget med begejstring af et fuldt hus. Esoterisk? My foot!

Nice work
McNeely var naturligt nok hovedperson som komponist af hovedparten af repertoiret, deriblandt den kvarterlange, episodiske og delvis disharmoniske "Rough Night" ("uhyrlige nodekonstellationer"?), men også som en meget personlig arrangør af Gershwins "Nice Work If You Can Get It", hvor specielt trompetsektionens overdådige fanfarer både sagde noget om musikernes suverænitet og om McNeelys evne til at udnytte den.
Overdådige var også solisternes udfoldelser, måske med Tomas Francks tenor i spidsen, men ellers med flere indsatser end der er plads til at nævne her - det er jo et orkester, hvor mindst halvdelen af musikerne er betydelige solister. Så mange, at man som i mandags let kunne klare sig uden at behøve at kalde på en af de bedste, altsaxofonisten Michael Hove. Vi ser sæsonen i møde uden bekymring.

*Radioens Big Band under ledelse af Jim McNeely i Copenhagen JazzHouse mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu