Frygt for økonomisk stagnation og stigende arbejdsløshed får Jospin og Lafontaine til at kræve rentesænkning - i åben strid med centralbankcheferne
Ligesom den grimme radioaktive sky fra Tjernobyl ikke standsede ved grænsen til Frankrig - således som det en kort overgang blev hævdet fra officiel side - er det ved at gå op for de europæiske regeringer, at virkningerne af den internationale finanskrise ikke kan holdes uden for Euroland. Ganske vist kunne man fra begyndelsen hævde, at euroen - endnu før sin ikrafttræden den 1. januar 1999 - havde virket som et skjold. Valutaerne i de 11 lande i eurozonen syntes beskyttet mod pres, og zonen virkede som et stabilitetsområde. Men omfanget af krisen, der mere eller mindre har ramt to trediedele af jordkloden og betegnes som den alvorligste i sin art siden Anden Verdenskrig, vækker nu for alvor bekymring. Faren for faldende økonomisk vækst regnes for reel, og nogle økonomiske eksperter ser ligefrem en "verdensomfattende recession" aftegne sig i horisonten.
Topmødet i Washington i G 7-gruppen (de største og rigeste industrilande) mundede ikke ud i konkrete beslutninger af virkelig betydning for bekæmpelsen af krisen. Derfor var der fortsat eller endda stigende usikkerhed på finansmarkederne i de følgende dage.
Et lyspunkt indtraf tirsdag i denne uge, da de europæiske børser oplevede klar fremgang (Paris 5,25 procent, Zürich 7,75, Madrid og Amsterdam 5,9, Frankfurt og Milano 5,4, London 4,42). Stigningen var udløst af en rentesænkning, der blev besluttet af den spanske nationalbank, og som skabte forventninger hos investorerne om en lempelse af den monetære politik i Europa. Men det er en skrøbelig forbedring, og ingen tør tage den som et sikkert tegn på, at udviklingen har vendt sig efter den serie af fald på over 30 procent, der har ramt de europæiske finanscentre siden midten af juli - særlig mærkbart i Paris, hvor et helt års stigning på børsen blev tilintetgjort på få uger.
Men noget tyder på, at rentefald er et magisk ord - og det er lige netop i centrum for en ny - men indholdmæssigt helt klassisk - debat i flere europæiske lande, og først og fremmest de to, der udgør kernen i EU og i Euroland: Frankrig og Tyskland. På den ene side kræver så fremtrædende politikere som premierminister Lionel Jospin og den tyske socialdemokratiske partiformand og kommende finansminister Oskar Lafontaine renten sænket for at stimulere den økonomiske vækst, på den anden side forsvarer centralbankerne den restriktive monetære politik, omend med visse nuancer.
Det betyder, at euroen, der tidligere i år så ud til at kunne lanceres under meget gunstige omstændigheder, på ny er omgivet af usikkerhed på grund af uenighed mellem regeringer og centralbanker. Der er også store vanskeligheder med den harmonisering af renteniveauet, der nødvendigvis skal ske i forbindelse med euroens oprettelse. Endelig har Jospin genoplivet debatten om euroens værdi i forhold til andre valutaer. "Euroen bør ikke fastsættes for højt i forhold til dollaren," siger han, og det er helt i overensstemmelse med det socialistiske partiprogram, han gik til valg på i fjor. Men det er en direkte anfægtelse af den "hård valuta"-politik, der kendetegner den europæiske centralbank - i direkte fortsættelse af den tyske Bundesbank-politik - og som efter socialisternes opfattelse hæmmer væksten i Europa.
Den eufori, der herskede i Frankrig i sommer, da alle de økonomiske indikatorer var mere eller mindre positive samtidig med, at fodbold-VM kulminerede med en strålende fransk sejr, er afløst af usikkerhed (og det franske landshold var fornylig tæt på at blive slået af Island...).
Dollaren er faldet drastisk, hvilket truer den europæiske konkurrenceevne. Arbejdsløsheden er begyndt at stige igen, og prognosen for den økonomiske vækst er justeret ned. Der er vild uenighed om vækstprognosen, hvilket i sig selv er et krisesymptom. Regeringen baserer sit budget og sin politik på en ganske lidt nedjusteret vækst, 2,7 procent i 1999. Nogle økonomiske eksperter og oppositionspolitikere betragter dette som naivt eller direkte farligt.
Regeringen Jospins politik - og dens succes - har hidtil i udpræget grad været baseret på økonomisk vækst. Dens trumfkort var en gunstig konjunktur.
Det er den, der har muliggjort visse sociale reformer, lidt stigende statsudgifter og samtidig begrænsning af budgetunderskudet i fuld overensstemmelse med Masstricht-kriterierne. Faldende økonomisk vækst i 1999 er en alvorlig fare, selv om regeringen endnu har en solid margin i kraft af uventet høje skatteindtægter i de 16 måneder den har været ved magten. Det er derfor, at finansminister Dominique Strauss-Kahn klynger sig til vækstlogikken og kun vil gå med til en lille marginal sænkning af prognosen. Men det er også derfor, at Jospin nu - i åbenlys uenighed med den franske centralbankchef, Jean-Claude Trichet - kræver en rentesænkning. Hans argument er, at der ikke længere er noget inflationspres, og at en lavere rente er nødvendig for at sikre det igangværende opsving i efterspørgselen. Endelig frygter han, at det nuværende renteniveau vil bremse erhvervslivets investeringer, hvilket kan få katastrofale følger for den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Det er iøvrigt beregnet, at en vækst på mindre end 2,5 procent uundgåeligt vil resultere i stigende arbejdsløshed. Jospin har indledt denne offensiv, efter at Oscar Lafontaine har fremsat det samme krav i forbindelse med et opsigtvækkende angreb på den tyske Forbundsbank. Det er det første tegn på, at to socialdemokratiske regeringer i to store EU-lande faktisk er på linje i et vigtigt spørgsmål - i en situation, hvor 13 af de 15 EU-lande har (mere eller mindre) socialdemokratiske regeringer, og hvor man overalt venter spændt på at se, om det får praktiske følger - om man "griber chancen". Hidtil har de fleste kommentarer mere peget på forskellene mellem Blairs socialliberale "tredie vej", Jospins statsligt orienterede interventionisme og Schröders erhvervsvenlige "nye midte" - end på det politiske slægtskab.
Det er for tidligt at sige, om de samtidige og samstemmende signaler fra Jospin og Lafontaine får praktisk betydning - endnu er det kun ord, og skeptikerne siger, at man endnu aldrig har oplevet en tysk finansminister, der bryder med ortodoksien. Men det er også for tidligt at afskrive en omfattende socialdemokratisk alliance i spidsen for EU som en umulighed. Det centrale spørgsmål i sin enkleste form er, om det er regeringerne eller de uafhængige centralbanker (og først og fremmest den europæiske), der styrer udviklingen.
Om man overhovedet har lov til at blande sig i økonomien ud fra politiske motiver.
Derfor er de to socialdemokratiske lederes offensiv interessant. Den betegner et brud. Hidtil har Jospin været tilbagholdende med at blande sig i rentepolitikken - af respekt for centralbankernes uafhængighed, knæsat i Maastricht-traktaten. Efter at dette hellige princip nu er blevet brudt i selve sit hjemland, Tyskland, af den kommende finansminister, har Jospin følt sig mindre bundet. Forværringen af den internationale finanskrise og frygten for at se den økonomiske vækst bremset har fået ham til at bryde tavsheden. Det gjorde han endda så eftertrykkeligt, at han fremsatte sit krav ved to lejligheder den samme dag, den 6. oktober, først ved afslutningen på et fransk-italiensk topmøde i Firenze, derefter i Nationalforsamlingen i Paris.
Allerede dagen efter den socialdemokratiske valgsejr i Tyskland affyrede Lafontaine en bredside mod den restriktive monetære politik i Europa og mod den tyske Forbundsbank. Han erklærede sig overbevist om, at arbejdsløsheden i Europa skyldes en mangel på vækst, der har en sammenhæng med Forbundsbankens monetære politik. Han afviste det argument, at renteniveauet allerede er rekordlavt, med en henvisning til, at inflationen er samtidig næsten nede på nul. Lafontaine er fra CDU-side blevet beskyldt for ikke at respektere Forbundsbankens uafhængighed. "Det er kun i Tyskland, man kan bruge et så tåbeligt argument," svarer Lafontaine. Han påpeger, at Forbundsbanken ikke er en hellig institution, beskyttet af et "ufejlbarlighedsdogme".
