Jens Kistrups anmeldelser og kommentarer fra 1970 til 1998 er nærende kost for kendere af døgnets pølsemænd
ANMELDELSE
Skulle man holde Berlingske Tidende? Ja og nej, og det ved jeg snart ikke. Men hvis man aldrig læser den, ved man jo ikke, om der er noget, man går glip af.
Jeg bilder mig ind at ovenstående kunne være skrevet af Jens Kistrup, men det er naturligvis kun en efterligning af hans facon. Sådan indleder han tit sine anmeldelser af teater og litteratur, sine klummer og causerier. Den kistrupske åbning kunne man måske kalde det. Et par bønder frem i feltet, lidt ubestemt, men også lidt truende, og så kan det ellers gå løs.
Kistrups yndlingsglose må være 'eller': "Nu har NN igen udgivet en roman, og NN er skam en glimrende forfatter - eller er han?" - er et andet af hans stilgreb. En lille smule fra oven og ned, lidt krukket måske, men han overlader altid besvarelsen af de spørgsmål han stiller til læseren - også nårspørgsmålene ikke er helt fri for at være ledende.
Ikke for æggehoveder
Sådan set har Kistrup alle de svagheder, en kritiker overhovedet kan have. Han er både lunefuld, fordomsfuld og hovskisnovski, hvis lejligheden byder sig. Men aldrig overfor læseren af dagens avis! Det er de optrædende og udøvende kunstnere, det går ud over: Hvis det, de har at vise frem, ikke falder i hans smag, så vanker der. Ikke med grovfilen, det er ikke hans instrument, men med spydigheder, sarkasmer og en ikke særlig venlig ironi.
Udtryksmåden er konservativ, sproget ligefremt og læseligt for enhver. Det er ikke æggehoveder, der er hans publikum, men den almindeligt velorienterede avislæser, der også har andet at lave end at læse bøger og gå i teatret.
Derfor er Kistrup, på en sær, gammel konservativ vis, en af vores mest folkelige anmeldere. Dertil en af de bedste og vigtigste. For uanset svaghederne, er han den, han er, kort og godt.
Jeg - en pølsemand
Ingen jagen efter tidsånden her, ikke så meget som et enkelt, forsigtigt skridt i retning af det politisk korrekte. kistrup.berlingske.dk, med eller uden snabel-a, er et kvalitetsmærke. Og det hvad enten man så er enig med ham eller ej. I forordet til det netop udkomne udvalg af hans anmeldelser og kommentarer, Jens Kistrup med det hele, fremstiller han sig selv som pølsemand. Gadens leverandør af fastfood, et æreløst erhverv, men morsommere end de fleste, som han selv siger.
Sammenligningen går naturligvis på avisskriveriet, døgnets hurtige kommentar, og den er både rammende og morsom. Men lige i Kistrups tilfælde også en anelse krukket-beskeden, tror jeg. Han ved sgu da godt, at den fastfood, han langer over disken, er en god del mere nærende end den kost, man kan få hos de fleste af døgnets andre pølsemænd og -koner.
Udvalget omfatter årene fra 1970 til 1998 og hvis man læser det fra ende til anden, kan enhver forvisse sig om at Kistrup altid har været Kistrup. Én og samme pølsemand hele vejen igennem. Det er en kvalitet for sig. Og Kistrup hverken er eller kan hvad som helst.
Ikke til masserkultur
Da han i 77 bliver bedt om at skrive noget om Elvis Presley, der netop var død, måtte han give op. Elvis sagde ham ikke noget. Og ærlig talt: Skulle det det? - for nu at snakke kistrupsk. Kistrup er i det hele taget ikke massekulturens mand. Det gør ham ikke ringere.
I et enkelt af bogens afsnit træder han et skridt tilbage til tiden før karrieren som avisskribent, nemlig ved at trykke den dagbog han skrev, som nittenårig, i befrielsesdagene i 45. Denne præ-kistrup er selvfølgelig mere famlende, mere sårbar end den Kistrup, vi kender. Men stilen er allerede virksom. Ikke til at tage fejl af. Han er ikke en mand med egen pølsevogn endnu, men duften fornemmes allerede.
Og jo. Jens Kistrup er en af de meget få grunde til, at man kan blive helt ke-ed af, at man ikke holder Berlingske Tidende, men kun læser den, når døgnets begivenheder gør det bydende nødvendigt at få en Kistrup med det hele på nærmeste gadehjørne.
*Jens Kistrup: Jens Kistrup med det hele. Udvalgte artikler fra 1970-98. 363 s. 299 kr. Aschehoug
