Læsetid: 5 min.

Fatale kvinder

29. oktober 1998

En stor retrospektiv udstilling i anledning af den symbolistiske maler Gustave Moreaus død for 100 år siden viser både periodens og Moreaus egen angst for det kvindelige

UDSTILLING
Der er kunstnere, som opnår berømmelse over en nat. Sådan forholder det sig med den symbolistiske maler Gustave Moreau, hvis arbejder i øjeblikket kan ses på en stor retrospektiv udstilling i Paris i anledning af hundredåret for hans død.
Da han i 1864 viser sin fortolkning af Ødipus og Sphinxen på Parisersalonen, træder han med ét frem som den maler, der med sin heroiske dyrkelse af de store litterære og mytologiske motiver kan redde det klassiske historiemaleri fra modernismen.
Året før havde Édouard Manet, der havde fået afvist sin "Frokosten i det Grønne", vakt skandale ved at danne Salon des Refusés, "De afvistes Salon".
På trods af successen forblev Moreau en lidt sær og gådefuld figur. Udstillede kun ganske få billeder i sin levetid, men var uhyre produktiv. Gemte størstedelen af sin produktion på mere end 15.000 arbejder i sit atelier, som han hen mod sin død indrettede som et museum, og som efter hans død blev overdraget den franske stat.
Her kan man stadig opleve hans intenst bizarre, til tider hysterisk forskruede, men alligevel sært smukke univers i en atmosfære af fin-de-siècle stemning og parisisk højborgerlighed i lokaliteter, der står som han selv indrettede dem i 1890'erne. Den dag i dag et museum, der har karakter af en slags offentlig hemmelighed.
Ofte kan man bevæge sig omkring næsten alene eller sammen med ganske få andre besøgende i det ellers så kunsthungrende Paris.

Farlig understrøm
Moreau havde opholdt sig flere år i Italien og arbejdet med at kopiere Leonardo, Rafael og Correggio, han kunne sine mestre, men der var større kræfter på spil end elementær genindsættelse af det klassiske historiemaleri.
Fandt det parisiske borgerskab i Moreau en maler, der kunne genindsætte traditionen og det klassiske maleri på sin rette plads midt i naturalismens og realismens og dermed jo modernismens tumultuariske gennembrudsår, så var der andre, som både lod sig inspirere af og var i stand til at afkode hans akademiske og gennemæstetiserede formsprog og fornemme dets mystiske understrøm af tabueret eros, farligheden i det sfærisk drømmende univers, befolket af klassisk smukke ynglinge, narcissistisk selvberoende, til tider livsfortærende kvinder og farlige fabeldyr.
Symbolisterne, Proust, surrealisterne og George Bataille fandt i Moreau en åndsbeslægtet nestor. De havde en umiddelbar fornemmelse for de hemmelige betydninger, for den rebus, der lå gemt i de store mytologiske og bibelske tableauer, ofte iscenesat med en eksotisk tindrende blanding af funklende ædelsten, giftiggrønne plantearabesker og fortærende kvindelige blikke, drevet op i en næsten hysterisk pedantisk, minutiøst udpenslet skønhedsdyrkelse.
André Breton fortæller, hvordan han allerede som 16-årig blev draget mod Moreaus museum, dette lastens hus, befolket med forheksende og forføriske kvinder. Han fantaserede om ved efter mørkets frembrud at bryde ind i museet for at afsløre, drømmebilledernes natlige og gådefulde liv.
Bataille beskriver, hvordan volden, den pervers erotiske besættelse, begæret efter døden og drabet siver ud af
de klassisk mytologiske tableauer.

Det mytologiske rum
At blive lukket ind i Moreaus gådefulde rum er en slags anskuelsesundervisning i, hvorfor Freud og psykoanalysen på samme tid måtte ty til mytologien for at få almengyldige fællesmenneskelige konfliktmønstre forklaret. Det er et gådefuldt drømmerum, befolket af androgyne ynglinge, hvor maskulinitetens martrede krop gennembores, opædes og fortæres af fabelvæsner og af det kvindeligt gennemborende blik.
Allerede Moreaus fortolkning af Ødipusmyten signalerer denne tematiske tvetydighed, men den gennemsyrer hele hans produktion. Den gådefulde og farlige sphinx kombinerer det bevingede rovdyrs underkrop med nøgen, seksuelt fristende kvindelig overkrop. Kløerne er boret ind i ynglingens kød, og i billedets forgrund aner man et andet mandsvæsen, der allerede er kastet ud over dødens afgrund. Tidstypisk er det en fremstilling, der er gennemsyret af femme-fatale-tematik. Af maskulin angst for den frigjorte kvindelige seksualitet.
Den trængte maskulinitet
Eller er det i sidste instans en projektion af en seksualitet af lidt anden karakter, der er på færde hos Moreau? Tematikken varieres i en lang række af de hovedværker, der er samlet på udstillingen.
Ørnen der gnaver den lænkede Prometheus' lever i sig.
Diomedes der fortæres af sine furiøse heste, og Moreaus mange gennemarbejdninger og fortolkninger af Salome-motivet er næret af de samme fortrængninger. I de sidste tematiseres direkte det feminine som det kulturelt anderledes - og truende.
De mystisk fjerne og drømmerisk uopnåelige kvinder er dødsensfarlige, de omgiver sig med farlige og uforståelige magter, der iklædes mytologisk karakter. Kun jomfruer kunne omgås eller nærme sig enhjørningen, dette fantasmagoriske væsen med falliske kræfter.
Således skjuler der sig bag mytologien ikke blot periodens fortrængte fantasmer og kollektive angst, vokset ud af moderniteten og kvindernes seksuelle frigørelse, men også Moreaus egne subjektive fortrængninger.
Den maskuline seksualitet er hos Moreau altid forbundet med melankolien, den er aldrig kilde til umiddelbar vellyst. Mændene altid ynglinge med lettere narcissistiske træk, evigt unge, beskyttet mod alder og kropsligt forfald, ofte næsten kønsløse i deres androgyne tvetydighed.

Kysk katalog
Kataloget og materialerne til udstillingen er for en nutidig læser usædvanlig renskurede i deres beskrivelser af stilistiske lån og påvirkninger og alt for akademisk kyske fremstillinger af malerens tilsyneladende ubændige behov for at forskyde hele drifts- og kønsproblematikken ind i mytologiens og eksotismens rum.
Det sker jo ikke kun, fordi det her er muligt at gøre den alment menneskelig, store dele af det symbolistisk gådefulde univers hviler reelt også på en forsvarsmekanisme. De er en måde at beskytte sig mod de ubændige kræfter, der driver selve værket frem, og afsætter netop de rebusagtige spor, der røber hvoraf det også næres.
Den symbolistiske forfatter Huysman var mere direkte, da han en gang karakteriserede Moreaus værk som det kyske køds vedvarende spirituelle onani. Pierre-Louis Mathieu er endnu mindre forsigtig i sine store Moreau-biografi fra 1995, hvor han fremhæver kunstnerens misogyne grundholdning og beskriver værket som drevet af sublimeret homoerotiske længsler.

*Gustave Moreau 1826-1898. Grand Palais indtil 4. januar 1999. Herefter:
*The Art Institute, Chicago 13. februar-25. april.
*The Metropolitan Museum of Art, New York 24. maj-22. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu