Læsetid: 3 min.

Ferielukning på smerteklinikken

27. oktober 1998

Nye, flotte digte af Peter Poulsen fornyr traditionen fra Brecht og Malinowski

NY BOG
Håndværket er bare i orden. Det konstaterer man med det samme ved mødet med de 50 digte i Peter Poulsens nye bog, hans bedste i lange tider. Yndefuldt musikalsk, men også uden billigt kling-klang; præcist og velgørende tydeligt, men heldigvis også uden pædagogisk skemadning af læseren i form af f.eks. gentagelser og fyndige sidstelinjer gennemfører Poulsen en sammenhængende kritik af tid, civilisation og kunst. Specielt rettes en skepsis mod borgerlighed og småborgerlighed i alle tænkelige udgaver samt mod hulhed og opstyltet patos, overalt hvor de måtte forekomme, disse højreafvigelser fra digterens egen holdning: nøgternhed og munterhed trods alt. Forfatterens specielle kombination af klarsyn og vemod, galgenhumoristens præcision, bærer hele striben af digte, ja, i den sidste fjerdedel bliver Poulsen ligefrem storladen i det poetiske anslag og bred i sin verdens-favnen.
Også den foregående samling, Yoricks kranium fra 95, vidnede om dén udviklende effekt, som digterens virke som oversætter har haft på hans egen praksis. Men hvor vi dengang mest skulle se, hvor dygtig Peter Poulsen var blevet til at lave flotte sonetter og bearbejde klassiske motiver, vender han sig denne gang mod aktuelle tendenser og signaler af kulturel og politisk art, f.eks. i et morsomt parodierende katalog over alt, der ifølge Ulla Dahlerup m.fl. var meget bedre i gamle dage. Nostalgi kaldes den slags:
Dengang vejret var mere vejr,
tandpinen dyb som mergelgrave,
snapsen snapsere,
skørbugen skørere,
Allah endnu ikke i Holstebro.
Ja, det var sandelig tider, dengang da landet var samlet, og ingen kendre andre ord end stammens. Ikke mindst ude på landet var tingene i skønneste orden. Jens Larsen bar hat, mejeristen var kirkesanger, dengang
da karle forløb sig på kvæget i
stalden
og bonden på sine døtre i
mørket,
dengang det hele var dansk, så
dansk,
at struben snører sig sammen
ved tanken.
Dette digt hører til bogens mere banale og rutineprægede stykker. Men op gennem bogen stiger kvaliteten stejlt, og Peter Poulsens blik for komikken i tragikken og vice versa afsætter fine strofer.
En delvis overset linje i moderne dansk poesi begynder hos Ivan Malinowski (f.eks. i Galgenfrist, 58, og Åbne digte, 63) og fortsætter især hos den unge Dan Turèll, den unge Henning Mortensen og den unge Peter Poulsen. Metoden består i stålsat vrængen ad snart sagt alt i den borgerligt-kapitalistiske verden, som her i et af de nye, åbne, galgenhumoristiske digte fra Peter
Poulsens hånd:
På mærkedage hejses det
indre flag.
Plænens hår bliver klippet tæt
og hundelorte returneres
ved de skarpt bevogtede
grænser.
Det kan man da kalde tidsbillede og samfundskritik i den talende tradition fra
Brecht! Malinowskisk bliver Gå på luften i billedet af en forhekset by beliggende under en ond stjerne: "Lugtene passer ikke til deres kilde, / konditorierne stinker af gymnastiksal, / en em af friturefedt forlader parfumeriet, / med lukkede øjne kan ingen skelne / mellem menighedshuse og lungeklinikker."
Til genoptagelsen af arven fra Malinowski kommer imidlertid en artikuleret kritik af dén romantik, der trods alle opbrud fortsat huserer i poesien. Teoretisk set kunne man nok hævde, at den romantiske holdning (med betoning af subjektivitet, vision, drøm og den skabende digters suverænitet) snarere må anskues som en dimension ved al digtning end som en periode, man sådan kan lægge historisk bag sig; men læseren forstår nok alligevel, hvad ærinde Peter Poulsen er ude i, når han lægger skeptisk afstand til hul patos i poesien. Denne så han helst erstattet af "opstemt fortvivlelse" og et eksistentielt vemod af den ægte slags. Men eftersom litteratur for ham at se vrimler med "partikler fra den romantiske æra", ser han en opgave i at demontere og latterliggøre attituder, der hører fortiden til. Opgaven løses virkningsfuldt i "Meditation ved et efterårsbillede", hvor Poulsen afviser spejlingsmodeller i forholdet mellem natur og digter:
Mange tror, at bladene falder
for dem
i dyrehaver og efterårsparker,
at der er sjæl i foretagendet.

De klynger sig til tanken om en
cyklus
i stedet for det endelige mørke:
evighedens nat, bag horisonten.

Som havde hver især sit løv
fald,
han kunne arrangere, som han
ville,
og lægge hvad han ville i.
Selv tilstræber Poulsen en spejlingsskyende, virkelighedsvendt poesi. Helst i forening med skepsis, nøgternhed og kritik. I stedet for at dyrke oppustetheder holder han sig til, hvad han kan stå inde for. At denne holdning så, i anden instans, kan forekomme lige så patetisk, bekymrer ikke digteren, men nok nærværende læser. Hvilket dog ikke skal forhindre os i at glæde os over at se Peter Poulsen ankomme til en digterisk væsentlig side af sig selv. "Smerteklinikken melder: ferielukket." Men poesibutikken har åbent.

*Peter Poulsen: Gå på luften. Digte. 78 s., 175 kr. Vindrose. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu