Læsetid: 4 min.

Film i tv

15. oktober 1998

*Marcel Carné er den kongeniale forløser af Jacques Préverts pragtmanuskript til Paradisets børn, optaget i 1943-45. Det er et storværk, en af de indiskutable milepæle i fransk filmhistorie. Her er spirituelt melodrama, store følelser i forfinet udtryk, udsøgte tidsbilleder og skæbner med virkeligt romantisk vingesus. - Vi er i 1840'ernes Paris, hvor to meget forskellige teaterstjerner tændes - en sart, vittig mimiker spillet af Jean-Louis Barrault og en virtuos, robust parade-skuespiller, fremstillet af Pierre Brasseur. De udvikler sig fra markedsgøgler-status til den 'store' kunst, men skærer aldrig folkelighedens rødder over. Teatret er ikke for de fine, men for 'paradisets børn', det vil sige folk på galleriet, der oplever alt spontant. - Begge komedianter henter deres største inspiration fra ulykkelig kærlighed. De elsker den samme Kvinde med meget stort K, Garance, uafhængig, stolt og dog gavmild. Og frem for alt mirakuløst spillet af fænomenet Arletty, på én gang kødeligt nærværende og åndrigt underfundig. Hun var dengang 47 år, men besjælet af en aldersløs poetisk-erotisk glød. Her er klogskab og autoritet, og en pirrende reservation, der får én til at glemme de lettere hærgede træk i forundringen over, at en kvindeskikkelse på én gang kan være så gådefuld og jordbunden. Men ikke for fastholdere. Barrault og Brasseur må omsætte deres kærlighedsulykke i kunst, et mere eller mindre teatralsk spil for galleriet. - Filmen rummer - foruden Arlettys mesterspil - to bravourpræstationer af Barrault og Brasseur, teaterpersonligheder i stort indre og ydre format. Et andet fortrin er Carnés genskabelse af det menneskemyldrende folkelige Paris, og et tredie Préverts digterisk beåndede dialog.
Les Enfants du Paradis/ Paradisets børn. TV 2, torsdag kl. 15.00-16.45 og fredag kl. 15.15-16.45

*Akira Kurosawa den store japanske instruktør, mindes af DR 2 med samuraifilmen, Blodets trone, frit efter Shakespeares Macbeth. Visse Kurosawa-fans mener, at instruktøren kun udfoldede sig optimalt i sine Samurai-film, hvor hans sans for filmisk og fysisk dynamik fik frit og fandenivoldsk løb, mens han for ofte blev lommefilosofisk banal i sin mere humanistisk prægede. nutidsdramaer. Et synspunkt næppe helt uden berettigelse. I hvert fald er det meget velvalgt at markere Kurosawas død med dette heftige drama, hvor Kurosawas yndlingsskuespiller Toshiro Mifune imponerer med sin kraftfulde plastik i rollen som samuraien Washizu, der ikke har mange Shakespearereplikker, men bliver en stærkt stiliseret figur i en legende om selvdestruktivt magtbegær og forkrænkelighed. Filmen blodige begivenheder ruller frem med stadig større intensitet, ofte i tågeindhyllede billeder holdt i dybgrå og sorte nuancer, og Kurosawa lader mesterligt de mørke optagelser af skoven, regnen og fuglene spille med i dramaet. Spillestilen er præget af det japanske No-drama, og der er overhovedet tale om en film, der ikke på nogen måde lader sig lamme af Skakespeares tekst, men fortælles med hele den voldsomme visuelle energi, bevægelighed og kontrastrigdom, der udmærker Kurosawas samurai-film. For ikke at tale om grusomheden - den kommer især frem i slutningen, hvor skæbnen falder i slag for den magtsyge tronraner.
Kumonosu-jo/ Blodets trone. DR 2, lørdag kl.19.35-21.25.

*Charlotte Sieling er lyspunktet i denne danske film, der ganske sympatisk prøver at skildre en moderne frigjort kvinde omkring de 30 - en sjælden heltinde i vor filmkunst, der helst handler om drenge og mænd. Sieling skrev selv den oprindelige historie om blomsterbutiksindehaveren Hannah (Sieling), der har flere forhold kørende, men ikke vil binde sig - indtil hun selvfølgelig møder den store kærlighed, her i skikkelse af en lidt yngre fyr. I Carsten Sønders manuskriptbearbejdelse og instruktion hæver filmen sig desværre for sjældent over slap leverpostejs-realisme, og nogle romantiske scener bliver direkte tåkrummende.
Elsker, elsker ikke. DR 1, kl. 22.10-23.35.

*Hugh Grant slog igennem i den veloplagte sædekomede Fire bryllupper og en begravelse. Her var en ny type romantisk elsker - tøvende og stammende på en måde der kunne charmere begge køn, fordi den signalerede ægthed og spontaneitet i al følelsesforvirringen. Filmen blev Englands hidtil mest succesrige produktion (nu overgået af Det er bare mænd), og
Hugh Grant fik lynhurtigt stjernerang. Men hvor langt kan manéren bære? Allerede nu er han ved at glide en smule ud af billedet, mens en hans medspillere i filmen, Kristin Scott Thomas derimod står stærkere end nogensinde efter fine præstationer i Den engelske patient og Hestehviskeren.
Four Weddings and a Funeral/ Fire bryllupper og en begravelse. TV3, søndag kl. 21.00-23.20

*John Sayles er nok den centrale uafhængige amerikanske instruktør, men har - bortset fra Lone Star - ikke gjort sig særlig bemærket herhjemme. City of Hope fra 1991 er en af hans mest lovpriste film, en panoramisk studie i moderne storbyliv, koncentreret om et far-søn-forhold. Tony Lo Bianco er den korrupte entreprenør-far, Vincent Spano sønnen, der er gledet over i småkriminalitet. Den engelske Time Out-guide er glødende begejstret for filmen: "En mesterlige beretning om hverdagsfunktionerne i en nutidig New Jersey-by: en ægte episk, politisk kløgtig, dybt humanistisk og dramatisk medrivende skildring af de konflikter, kompromisser og magtspil, der afstikker rammerne for tilværelsen i et hvilken som helst samfund på randen af økonomisk sammenbrud," skriver den pålidelige guide. - Den lange rolleliste omfatter navne som Gina Gershon, Lawrence Tierney og John Sayles selv, i en af de skurkeroller, instruktøren ynder at spille.
Håbets by/ City of Hope. TV2, mandag kl. 00.05-02.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu