KAN KRIGENS gru skildres på film? Kan krigen afdækkes filmisk på en sådan måde, at rædslerne ikke overvejende bliver filmmagerens opfyldelse af sine tekniske og æstetiske ambitioner, bliver mål i sig selv? Den slags spørgsmål har alle gode filmfolk utvivlsomt stillet sig selv, lige fra D.W. Griffiths Birth of a Nation fra 1915 til Steven Spielbergs Saving private Ryan. Mellem disse to kronologiske yderpunkter i filmhistorien har krigsfilm tjent en række skiftende formål. I krigens tid producerer de krigsførende nationer film til kampens ophøjelse, soldaterne hyldes for deres heltemod og selvopofrelse, som peger frem mod en ny og bedre verden. De døde døde ikke forgæves og mindet om dem lever videre i eftertidens lysere land, hvor de levende på de faldnes vegne høster frugten af krigen. Denne mystiske pagt mellem ofre og overlevende besegles ved nationale hymner og symboler.
Krigen er ganske vist grusom, vanvittig, meningsløs, vilkårlig, men har dog et formål som trods alt ophæver - ikke gruen og vanviddet i kampens øjeblik - men ifølge sagens natur den dybere meningsløshed. Krigen er en mission. Som Eisenhower formulerede felttoget i Europa: a crusade.
Til andre tider - typisk i mellemkrigsperioder, hvor en også selvkritisk pacifisme får plads og mæle - fremhæves alene krigens meningsløse tragik, dens ondskab og vilkårlighed. Hvem glemmer slutscenen fra Lewis Milestones Intet nyt fra vestfronten fra 1930. Den unge tyske soldat Paul Baumer på vagt i skyttegraven en af Første Verdenskrigs allersidste dage, hvor intet særligt er at bemærke fra Vestfronten, rækker forsigtigt hånden frem mod sommerfuglen, freden, som sidder lige dér på skyttegravens kant. Solen skinner velsignet. Snigskytten på den anden side tager sigte. Vi ser kun hånden. Pludselig standser den midt i bevægelsen mod sommerfuglen. Vi ser ikke andet. Resten sidder i fantasien. Men vi ved besked. Eller hos John Ford i The Searchers fra 1956, hvor kameraet kun registrerer hovedpersonen Ethan Edwards', John Waynes ansigt, da denne konfronteres med resultatet af prærieindianernes massakre på broderens familie.
I Imperial-biografen - efter reklamerne og appetitvækkerne til tre-fire action forfilm - går tæppet først for private Ryan, når biografen har demonstreret sit digitale lydanlæg med overliggende knastaksel. Det kommer både bagfra og forfra og fra neden og siden, og bassen flår i gulvet, så salen dirrer. Så kommer filmen Saving private Ryan, årtiers krigsfilm. Foromtalerne, som er en betragtelig del af filmoplevelsen, betyder, at man fra før begyndelsen har nerver på. De værste scener nogensinde har man læst. Krigens gru en halv time i filmens begyndelse. Men først Stars and Stripes og menig Ryan som ældre på heltekirkegården i Normandiet ved Omaha Beach. Og så går det løs. Invasionen i bredformat. Spielberg opfylder alle forventninger. Det er helvedes dygtigt gjort. Som en feltherre fører instruktøren sine styrker gennem brændingen ind på Omaha strand, Gud ved om nogen i den virkelige verden gik tabt. Lydsiden tager den digitaliserede bif sig af. Eksplosionerne forplanter sig i bifstolene, så sidemandens popkorn hopper i papkassen og colaen skvulper. Fremragende, virkelighedsnært! Næsten så du tror, du selv var med og sked din rædsel ud i bukserne, skriver Ekstra Bladet betaget, hvis medarbejder i korte primitive sætningseruptioner gør sig til filmanmelderiets svar på Kurt Thyboe, og brækker sig og skider videre i bukserne og drukner med soldaterne og plaffes ned og sprænges i stumper og stykker som lerduer og holder sig for ørerne i sindssyg angst og slider og kæmper og sulter sig gennem Normandiet med Spielberg. For sådan er krigen, eller filmen, lige præcis sådan som i filmen er krigen, som om den var film eller omvendt. Blod og bræk og afskudte legemsdele, med kameraet som vidne. Faktisk har krigen ikke været virkelig før. Ikke før den digitaliserede Spielberg tog fat, hvor den analoge fantasi ikke rakte.
Spielberg lader det ikke være ved invasionen, men byder på flere møghamrende realistiske krigsscener, hvor det næsten også er som selv at brække sig, som at skide i bukserne og som at dø en lille smule, mens popkornene danser i pappet. Har den kære læser mon nogensinde hørt en Tigertank køre gennem Imperialbiografens foyer. Det er en lyd der vil noget.
Bagefter, når Stars and Stripes har afblafret filmen, sidder man i mørket og lugten - ikke af slagmark - men af væltede popkorn og med - ikke Ekstra Bladets anmelders blod og bræk, Gudskelov for det - men opskvættet cola på tøjet. Krigens gru. Jawohl, mein filmanmelder. Han har gjort det igen, Spielberg Ligesom i Schindlers liste anskueliggjort og megamedieonduleret den historiske virkelighed, gjort den begribelig for de stakler, billed- og lydtæppebombardementet i forvejen har gjort blinde og døve.
I skildringen af krigen er der ikke plads til stort andet end skildringen, som er uhyre interessant takket være filmens æstetik. Denne går hos Spielberg op i en højere heroiserende enhed. Kampens gru tjener udtrykkeligt i filmen til at understøtte nationale værdier: flaget og opofrelsen for det. Uanset anmelderens solidariske opkast og tyndskid er Spielbergs gru næppe krigsafvisende, men fremstår som hyldest til de faldne. Invasionens altafgørende betydning taget i betragtning, kan der være gode grunde hertil. Men det bør ikke forlede nogen til sværmeri om Ryan-filmens entydige ærlighed om krigens sande væsen. Erkendelse herom opstår i mere stilfærdige rum - uden digitale popkorn. Man kan også sige det på den måde, at med hensyn til det uudsigelige - om det er kz-lejrenes ubeskrivelighed eller som her krigens gru, finder man snarere visdommen bag fænomenerne i sit eget indre kaos og ikke som lænestolsbaseret voldsfascineret voyeur i Spielbergs seneste cirkus. Hvis man overhovedet finder noget.mtz
