Læsetid: 3 min.

Flertal for at udvide PET-undersøgelse

28. oktober 1998

Et flertal uden om regeringen kræver, at fagbevægelsens egen efterretnings-tjeneste, AIC, inddrages i den kommende kulegtravning af PET

Et flertal uden om regeringen kræver, at den kommende PET-undersøgelse udvides til også at omfatte fagbevægelsens egen efterretningsvirksomhed - den såkaldte Arbejderbevægelsens Informationscentral, AIC.
Justitsminister Frank Jensen (S) har dermed ikke opbakning i Folketinget til sit nuværende lovforslag til, hvordan undersøgelsen af Politiets Efterretningstjeneste, PET, skal udformes.
Justitsministerens lovforslag har i det hele taget siden offentliggørelsen i går eftermiddags mødt massiv modstand fra såvel højre som venstre side i folketingssalen. Både kommissionens sammensætning og de tids- om emnemæssige mange begrænsinger i forslaget kritiseres, men kritikken samler sig især om et enkelt punkt: Arbejderbevægelsens Informationscentral skal omfattes af kommissioriet.

Utilstrækkeligt
Enhedslistens retspolitiske ordfører Søren Søndergaard mener, at lovforslaget er fuldstændigt uacceptabelt i den udformning, det har nu:
"Vi kan ikke støtte lovforslaget. Det er utilstrækkeligt, at undersøgelsen kun skal omfatte PET. Vi mener, at enhver registrering af lovlig politisk virksomhed skal undersøges - uanset hvilken efterretningstjeneste, der har lavet den. Jeg vil ikke sætte navn på, for jeg ved ikke, hvor mange efterretningstjenester, der er i Danmark," siger Søren Søndergaard til Information.
"Enhedslisten ønsker ikke en undersøgelse for enhver pris. Vi mener, at det er en katastrofal kombination, at kommissionen både skal være lukket og samtidig sammensættes ekstremt snævert. Vi kan ikke have tillid til, at enhver sten vil blive vendt. Hvis man vil have en lukket kommission, må man kompensere i spændvidden af personer i kommissionen. Det, vi har brug, for er nogle sporhunde, folk som vil til bunds i denne sag," siger Søren Søndergaard.
SF er kritisk over for, at Frank Jensen hverken har inddraget AIC eller Forsvarets Efterretninsgtjeneste direkte i undersøgelseskommissoriet.
"SF vil have en så god undersøgelse som muligt, hvis det indebærer, at vi skal lave aftaler med de borgerlige, så gør vi det," siger SF's formand Holger K. Nielsen.

Udvidet undersøgelse
Og det er et samarbejde, højrefløjen tilsyneladende støtter.
I hvert fald med hensyn til at inddrage AIC i undersøgelsen. Hverken Fremskridtspartiet, Venstre, Dansk Folkeparti eller de konservative ønsker som udgangspunkt, at PET skal kulegraves, men skal undersøgelsen gennemføres, kræver de alle, at Arbejderbevægelsens Informationscentral inddrages.
"Det er yderst påfaldende, at regeringen ikke vil undersøge fagbevægelsens efterretningstjeneste," siger Fremskridtspartiets retspolitiske ordfører Tom Behnke. Til gengæld mener han, at det er positivt, at undersøgelsen fortrinsvis skal foregå bag lukkede døre.
Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, vil også have AIC inddraget i PET-undersøgelsen:
"Det undrer mig særligt, at justitsministeren ikke har taget hele spørgsmålet om Arbejderbevægelsens Informationscentral med i undersøgelsen. Jeg tvivler på, at Frank Jensen selv er habil til at udpege medlemmerne af undersøgelseskommissionen, når han i den grad selv har valgt side. Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om han er egnet til at udpege kommissionen", siger Birthe Rønn Hornbech.
"Venstre vil stille en lang række spørgsmål til ministeren. Vi vil gå grundigt til værks. Frank Jensen har overhovedet ikke flertal i Folketinget for noget som helst."

Fremmede magter
Dansk Folkeparti kræver som det eneste højreparti, at PET-undersøgelsen skal foregå for åbne døre.
"Når undersøgelsen nu alligevel skal sættes i værk, vil Dansk Folkeparti kræve at den foregår i fuld offentlighed, således at den danske befolkning kan blive fuldt orienteret om, hvad der eventuelt foregik af lyssky affærer i de revolutionære bevægelser og partier i forhold til fremmede magter og samfundsomstyrtende elementer i øvrigt," siger Peter Skaarup, som er retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti.
Både Venstre og Enhedslisten agter i øvrigt at genfremsætte de flere hundrede spørgsmål til justitsminister Frank Jensen, som de fremsatte i sidstre folketingssamling, men ikke fik svar på med henvisning til den kommende undersøgelse.
Formålet er at tvinge ministeren til selv at svare på spørgsmålene eller få kommissionen til at besvare dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu