Læsetid: 3 min.

Flygtig og forudsigelig

10. oktober 1998

Kåre Bluitgens undervisningsbog er en lettere tendentiøs præsentation af gængse forestillinger om flygtninge og indvandrere

NY BOG
Kåre Bluitgens undervisningsbog, Nye danskere, der retter sig mod elever fra 7.-8. klasse, udkom i al ubemærkethed 14. juli i år, og blev først landskendt, da formanden for Nævnet for Etnisk Ligestilling, biskop Kjeld Holm, i denne uge opfordrede Gyldendal til at trække den tilbage og i øvrigt truede med at melde bogen til politiet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.
Det er en ret overfladisk og ligegyldig bog, Kåre Bluitgen har skrevet, og den fortjener ikke alt det postyr - eller den gratis reklame, som den har fået især i Ekstra Bladet, der har leveret meget af bogens råmateriale, og som selvfølgelig på lederplads er rykket ud med censur-beskyldninger mod Kjeld Holm.
Kåre Bluitgen har taget en række avisartikler og andet materiale, som han har bearbejdet og omskrevet i et tilsigtet mere tilgængeligt sprog. Mange nuancer er naturligvis gået tabt.

Sex-fixerede
Det har ikke mindst den radikale politiker Naser Khader taget anstød af. På bogens side 31 troner en tilfreds smilende Naser Khader - på et af forfatterens amatørfotos med en kraftig blitz-slagskygge - og billedteksten: Muslimer er sex-fikserede, mener Naser Khader.
Det mener Naser Khader ikke, har han ladet forstå - og i øvrigt brokket sig over, at bogens forfatter ikke har kontaktet ham for at få præciseret hans synspunkter, som Kåre Bluitgen tilsyneladende har udledt af Naser Khaders Ære og skam.
Kåre Bluitgens forklaring lyder - ifølge B.T. - han han har været til foredrag med Naser Khader og talt med ham i pauserne. Hvilket giver interessant information om Kåre Bluitgens researchmetoder.
I øvrigt er det tankevækkende, at de eneste to flygtninge eller indvandrere, hvis synspunkter og overordnede analyser refereres udførligt, er Naser Khader og kultursociologen Mehmet Ümit Necef. Begge har i medierne været skamredet som alibi-indvandrere, der taler indvandrernes organiserede repræsentanter imod.

Tendentiøst
I afsnittene omkring Indre Nørrebro og urolighederne omkring Blågårds Plads bruges en række tendentiøse udtryk og vinklinger.
Det refereres, at nogen har ment, at arbejdsgiverne burde "se stort på plettede straffeattester", når nogle af rødderne fra Blågårds Plads søgte job: "Mange butiksejere var dog ikke indstillet på at lade folk, der var straffet for røveri, passe kassen," skriver Bluitgen. Som om nogen havde ment, at røveridømte skulle passe pengekasser.
Urolighederne 11.-13. juli 1997 beskrives som "et orgie af vold", og hvor (de danske) beboeres og røddernes situation stilles op over for hinanden, står der, at der har været "gentagne angreb med pistoler og maskinpistol på bl.a. kirken, biblioteket og nærpolitistationen".
Det lyder som en ren massakre, hvor den kristne kirkes helligdomme er blevet skændet. Rødderne derimod føler "at nogle folk i kvarteret nidstirrede dem".
Der er tale om en ulige kamp: maskinpistoler mod nidstirring.
Kåre Bluitgen bor selv på Indre Nørrebro. Det fremgår af de mange postkort, som han har bedt forskellige opinionsdannere - Pia Kjærsgaard, Jonni Hansen, Bashy Quraishy, Peter Høeg - skrive til sig og fortælle, hvad det er at være dansk, og som han optrykker i bogen.
Men han har tilsyneladende ikke selv vovet sig ud på pladsen og snakket med rødderne, ligesom han fortier bydelsrådets helt centrale - og tilsyneladende vellykkede - strategi med ansættelse af unge eks-rødder som socialarbejdere på gadeplan.
Bogen er en flygtig, forudsigelig og lettere tendentiøs præsentation af nogle af de gængse forestillinger og medieproblematiseringer i den danske debat om flygtninge og indvandrere og adskiller sig i grundighed ikke fra, hvad en folkeskolelærer kunne samle i en materialesamling i løbet af et par måneders avislæsning.

*Kåre Bluitgen: Nye Danskere. 66 s., 203,75 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her