Læsetid: 4 min.

Førstemandens skånselsløse modild

2. oktober 1998

I en bog med titlen 'Contre-feux' går Pierre Bourdieu skånselsløst til angreb på neoliberalismen. Og globaliseringen er en ideologisk myte, mener han

Ny bog
Hvad Pierre Bourdieu 'står for' som politisk aktivist, får man et indblik i gennem den lille bog Contre-feux, der udkom i sommeren 1998. Det er en samling af interview, indlæg og taler, som han har holdt på møder og konferencer i Frankrig og udlandet i årene 1992-98, plus en ny tekst: Neoliberalismen, en utopi (på vej til virkeliggørelse) om udbytning uden grænser.
Kampen mod neoliberalismen er Bourdieus gennemgående politiske tema, og han opbygger et lige så konsekvent fjendebillede som det, den vestlige verden gennem årtier skabte omkring kommunismen. Vil vi en dag erkende, at neoliberalismen er en skæbnesvanger afsporing, der har anrettet frygtelige ødelæggelser? Det fristes man til at tro, hvis man følger Bourdieus argumenter.
Han finder vigtige fælles træk hos kommunismen og neoliberalismen (eller ultraliberalismen): Begge er materialistiske utopier, der kræver hårdhændet tilpasning, vedvarende anstrengelser, afsavn og ofre - mod løftet om en strålende morgendag. Begge viser en tyrkertro på, at de økonomiske faktorer er altafgørende - det kan sammenfattes under betegnelsen økonomisme - men begge er i bund og grund politiske ideologier.
Under neoliberalismen er markedskræfterne suveræne. Sociale hensyn fejes af bordet til fordel for hensynet til "finansmarkederne". De regerende politikere lukker sig inde i en snæver og kortsynet økonomisme á la Den Internationale Valutafond, IMF, der også anretter store skader i Nord-Syd forholdet, siger Bourdieu.
"De indregner ikke de reelle omkostninger, på kort og især på langt sigt, der følger af den materielle og moralske nød, den eneste sikre følge af den økonomisk legitimerede "realpolitik": kriminalitet, alkoholisme, trafikulykker etc. Den højre hånd er fuldstændig optaget af det finansielle regnskab og ved ikke, at den venstre hånd bebyrdes med de ofte meget bekostelige konsekvenser af den stramme budgetpolitik".
Denne politik støttes og anbefales på det varmeste af den "oplyste elite" (i meget ironiske gåseøjne) og "eksperterne" (ligeså), der uafladeligt påpeger, hvor kortsynet folket er, når det gør modstand.
"Hvad det gælder om i dag, er at generobre demokratiet i kamp mod teknokratiet", skriver Bourdieu.
Neoliberalismen er en "konservativ" ideologi og "en slags moralsk darwinisme", mener han. Men den fremstilles af eksperterne og de toneangivende medier som noget indlysende og uundgåeligt, mens den i virkeligheden er et politisk valg.
"Alt det, der er blevet taget for givet i den konservative tænkning til alle tider og i alle lande, iklædes nu en økonomisk rationalisering" - og serveres tilmed som et "universalistisk befrielsesbudskab". Staten, der bekæmpes af liberalisterne, har ifølge Bourdieu en vigtig rolle som garant for sociale hensyn, men den risikerer at blive reduceret til et straffende og undertrykkende væsen, der opfattes af de arbejdsløse, de fattige og de udstødte som en fremmed magt.

Globaliseringen er en myte
Den neoliberale imperialisme bruger "globaliseringen" som en "myte - i den stærke betydning af ordet". Denne myte vil, at europæiske arbejdere i konkurrencedygtighedens navn skal slække på løn, arbejdsvilkår og sociale goder. Med andre ord social dumping. "Lande med lønninger på mellem en fjerdel og en femtedel af europæiske lønninger - med 12 timers arbejdsdag, uden fagforeninger, med børnearbejde etc. - holdes op som model for europæiske arbejdere... Neoliberalismen bringer de ældste arbejdsgiver-ideer tilbage, forklædt som et hyper smart og moderne budskab".
Det er en "tilbagevenden til en utæmmet og kynisk, men rationaliseret kapitalisme", en konservativ revolution, der påberåber sig fremskridt, fornuft og videnskab (in casu økonomi) og betegner de socialt progressives tænkemåde og aktioner som forældede og baseret på uvidenhed.
Utrygheden breder sig. Arbejdsløsheden rammer også de arbejdende, der frygter for at miste jobbet og tvinges til at acceptere lavere lønninger og/eller større byrder, mindre sikkerhed. Arbejdsløsheden bliver hermed "et af fundamenterne for den økonomiske og sociale orden". Man kræver "fleksibilitet" af arbejderne (men accepterer, at finansmarkederne er ubøjelige i deres krav). Fast ansættelse er på retur, og i Frankrig er tre fjerdedele af alle nyansættelser tidsbegrænsede, påpeger Bourdieu. Og på arbejdspladserne gennemtvinges en tiltagende individualisering, der "svækker eller ophæver holdepunkterne for kollektiv solidaritet".
"Mellem markedets tillid og folkets tillid må man vælge", siger Bourdieu. "Men den politik, der sigter på at bevare markedets tillid, udsætter sig for at miste folkets". Det medfører bl.a., at folk mister tilliden til politikerne, svigter de politiske partier eller, endnu værre, tiltrækkes af højreekstremistiske demagoger. Den stærke vækst, partiet Front National har oplevet gennem en årrække, er et tegn på denne fare.
Bourdieu understreger den økonomiske videnskabs abstrakte karakter og manglende forbindelse med virkeligheden, og han kritiserer navnlig, at den økonomiske teori ikke beskæftiger sig med de sociale omkostninger ved en politik. Det betyder, "at den strengt økonomiske politik ikke nødvendigvis er økonomisk..."
Efter Bourdieus opfattelse må staten forsvares mod den udhuling og nedtrapning, der foregår under neoliberal indflydelse. Han regner den europæiske velfærdsstat "blandt civilisationens største landvindinger".
Statens rolle som social garant er hidtil blevet varetaget af nationalstaten, men Bourdieu mener, at denne rolle har et "universelt" indhold og kan varetages af en overnational europæisk stat, senere måske en "verdensstat". Mens de neoliberale "vil reducere den overnationale stat til en bank", går Bourdieu ind for en europæisk stat som politisk modvægt mod den nu dominerende centralbank. "Man kan ikke forvente, at den monetære integration skal sikre den sociale".
I sin tro på, at de progressive kræfter, fagbevægelsen osv. kan samle sig og styre det kommende politiske Europa i den rigtige retning, virker Bourdieu overraskende optimistisk. Han synes at overse det næsten totale fravær af en politisk offentlighed på tværs af grænserne.

*Pierre Bourdieu: Contre-feux. 125 s. 30 ff. I serien 'Liber-Raison d'agir'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu