Læsetid: 8 min.

Det forår hvor alt gik grassat

1. oktober 1998

I otte år samarbejdede SF og Venstre i Farum om det, der blev kendt som Farum-modellen. Nu har Brixtofte fyret SF'erne

Den 15. maj i år modtog SF'eren Helene Lund, der dengang var formand for kommunens børneudvalg, en fyreseddel fra borgmester Peter Brixtofte.
Brevet, som også gjaldt SF-kollegaen Eric Christensen, der var formand for planudvalget, markerede samtidig den foreløbige afslutning på en mangeårig utraditionel alliance mellem byrådets to dominerende grupper, SF og Venstre, der har henholdsvis fire og elleve mandater.
Der var tale om en pragmatisk samarbejdsaftale, som synes at have sin del af æren for, at de første mange trin i det, der er blevet kendt som Farum-modellen, kunne bære.
"Begrundelsen for fyringen var illoyalitet. Og det er jeg ganske enkelt ikke kommet over endnu. Min integritet er stadig såret," fortæller Helene Lund over en kop formiddagskaffe i sit hjem i den sydvestlige del af Farum. Tonen er engageret og slagfærdig, til tider præget af en tør, næsten matriarkalsk myndighed.
Som med så mange andre fænomener i Farum forekommer der på én og samme tid at være mange forskellige, men ingen entydige forklaringer på bruddet.
Men først noget om det lokalpolitiske arbejde, Helene Lund har sat sit præg på.
Som hun siger:
"I lokalpolitik bliver ismerne flydende. Man respekterer hinandens uenighed. Dertil kommer, at Venstre og SF har det til fælles, at de tror på vigtigheden af lokale løsninger."

Barylerne
Samarbejdet førte, nævnt i flæng, til det i sin tid stærkt kritiserede krav om, at indvandrere skal lære dansk og at bistandsklienter skal arbejde for kontanthjælpen, ud fra den grundholdning, at arbejdsløshed ikke er et socialt, men et arbejdsmarkedsproblem:
"Forskellen på Karen Jespersen og mig er jo, at jeg har ansigter på problemerne. Jeg kender de lokale barylere, og derfor ved jeg, hvornår det er rimeligt at smække kassen i."
Yderligere har alliancen stået for den grundholdning, at en lang række kommunale opgaver, f.eks. dagrenovation og spildevandsrensning, effektiviseres ved udlicitering, samt at kommunens daginstitutioner, som det skete i fjor, med fordel kunne sælges til et privat boligselskab.
For sin politiske medvirken i disse initiativer, der siden har dannet skole for andre kommuners praksis og har inspireret den lovgivning, der kommer fra Christiansborg, har Helene Lund mødt hård kritik fra dele af SF. Lokalt har hun derimod oplevet, at tværpolitisk samarbejde belønnes af vælgerne, hvoraf 20 procent stemmer på SF:
"At vi tør lytte til gode forslag, selv om de er uortodokse, har vi vundet på, og det er med til at skabe en stærk kommunal identitet."
I foråret skete der imidlertid noget. Først var der Folketingsvalg. Her blev folketingsmedlemmet Brixtofte forbigået ved besættelsen af vigtige poster i Venstre-oppositionen.
Samme aften, som han i Venstres hovedkvarter på Christiansborg måtte se gruppeformandsposten gå sin næse forbi, var der byrådsmøde i Farum.
Her diskuterede man Brixtoftes planer om et storstadion i byen.
SF gik med til at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge mulighederne og konsekvenserne til bunds.

Bittersødt
"Men når man rækker Fanden en lillefinger, så går Brixtofte i pressen og siger, at hele byrådet er fuldstændig vilde med, at vi skal lave et superligastadion i Farum. Han havde ikke engang været med til det møde, for han var jo på Christiansborg. Og så går han ud og fortolker og fordrejer. Det blev jeg sur over. Eric og jeg gik så også i pressen og sagde - 'klap lige hesten'," fortæller Helene Lund. Hun havde fundet det "helt fair", hvis samarbejdsaftalen mellem de to partier, der til enhver tid kunne opsiges, i stedet var blevet det med begrundelse i, at Venstre-folkene selv ville til fadet.
Helene Lund slår en bittersød latter op. For nok er der, som hun siger, bare tale om en variant af den særlige farumske virkelighed, hvor man på den ene side er et "fluepapir på grund af den lave skatteprocent, pasningsgarantien og det høje serviceniveau," men på den anden side ofte oplever, at "den idérige borgmester spæner derudaf i sit eget tempo - hvilket borgerne tilgiver ham efter et par år."
En kombination, der ifølge Helene Lund giver et særlig højt debatklima, hvor SF ser det som sin rolle at være "demokratiets vagthund" og dæmme op for "den evige jublen fra borgmesterkontoret". Men samtidig er det som om Brixtofte er "gået grassat i dette forår."

Vred armen om
Hun underbygger bekymringen med ikke blot stadionsagen, men også salget af rensningsanlæg, skoler, svømmehal og kulturcenter og senest planerne om, at børn nu skal flyttes fra børnehaven til fritidshjemmet - ikke når de begynder i første klasse, men når de fylder seks. Det betyder i praksis, at kommunen får løst et pukkelproblem, "men pædagogisk er det en dårlig idé at lade børnene sidde og blomstre, inden de kan begynde i første klasse efter sommerferien."
Helene Lund lægger ikke skjul på, at hun dels brænder for, dels er stolt af det, hun har fået gennemført på skole- og institutionsområdet. Også selv om hun, som hun siger, har været loyal over for byrådet og derfor har "vredet armen om på" både forældre og institutioner for at få løst midlertidige pasningsproblemer.
Hun roser byens forældre for handlekraft og initiativ, idet 250 af dem mødtes til et selvindkaldt borgermøde med politikerne. I øvrigt roser hun også Brixtofte for at "prioritere" et sådant møde.
"Men det er tydeligt, at de nuværende udvalgsformænd ikke forstår, hvordan de skal tale til de forældre. De taler nedladende og uforskammet, som om forældrene ikke har styr på det, deres egne børn er modne til," fortsætter Helene Lund, der dermed anslår et af de vigtigste politiske omdrejningspunkter i sin byrådskarriere: Borgerinddragelse.

Ingen brokrøve
"Min opgave er at gøre så meget som muligt af den politiske dagsorden kendt for borgerne, så de kan tage stilling. Det er jo også det, der er på spil i stadionsagen. Vi synes ikke, at de borgere, i hvis kvarter stadion skal ligge, er dumme, fordi de er bekymrede. Tingene skal foregå i en dialog, og vi kalder ikke borgerne for brokrøve, lige som Brixtofte gør," pointerer Helene Lund og når således frem til kritikken af forårets og sommerens udsalg af kommunale anlæg og bygninger:
"Det er ikke så meget fordi det er blevet solgt. Det er den uigennemsigtige måde, det er foregået på. Jeg er ikke religiøs på det område, vi stemte jo for udlicitering af spildevandsrensningen. Men med de nye salg fik vi to døgn til at gennemse beslutningsgrundlaget."
"Og selve kontrakterne, som en fra SF-gruppen har set igennem oppe på Rådhuset, er ikke til at gennemskue. Jeg tror ikke, der er andre end Brixtofte, der har styr på alt det her, og det er foruroligende."
"Brixtofte er visionær, og han har ofte banet vejen med sine ideer. Men han vil ikke lytte, og han har ikke tålmodighed til at forstå, at det er klogere at løfte lidt i flok end at én løber i forvejen med syvmilestøvler på."

Elitesamfund
- Vil hans svar ikke være, at det er FORDI han har løbet foran, tingene bliver til noget?
"Jo, det vil det. Og det kan jeg ikke modbevise. Det bliver det bare ikke rigtigere af. Der er det paradoks, at nogle ting i denne kommune ikke går stærkt nok, fordi de ikke er inde på borgmesterens lystavle, f.eks. daginstitutionsområdet. Hvor andre ting, der er på hans dagsorden, bliver forjagede, fordi han ikke har tid til at lytte til, hvad vi andre vil".
"Farum kan ikke bruges som model for det repræsentative demokrati. Det er en model for noget effektivt og hurtigt udviklende, men det tager sig ikke den ulejlighed at sikre, at den udvikling, man pejler hen imod, også er den, som de vælgere, der har indsat én, virkelig ønsker".
- Hvordan bliver samfundet så?
"Det bliver et elitesamfund, hvor du hele tiden kun kører i én retning, og det er de hurtigstes. Du glemmer fuldstændig at få samlet op på beslutningerne og deres konsekvenser. Det gør det svært at lægge en langsigtet strategi på et område, fordi det konstant undergår nogle impulsforandringer".
"Man må ikke tabe det lokale demokrati af syne. Det er noget helt andet end centralmagten, som vi står i opposition til. Hvis du virkelig skal danne demokratier, der er bæredygtige, så skal borgerne have en fornemmelse af, at det, de siger, og det, de vil, gør en forskel. Ellers får du ikke styrket den borgerdeltagelse, som er fundamental for at man får respekt for sine medmennesker, for så bliver målet kun at påvirke de få, der tager beslutningerne, og aldrig at lytte til din nabo".
Helene Lund tilskriver Brixtofte æren for, at der findes en særlig farumsk identitet, som borgerne i forstaden kan samles om, og som giver valgprocenter på linje med folketingsvalgets. Samtidig redder byens stærke borgere samfundet fra den rene liberalisme, siger hun, der nu håber at blive SF's repræsentant i Europa-Parlamentet, og som ofte er blevet opfordret til at stille op til Folketinget for SF:
"Men Folketinget har jeg ikke lyst til. Så hellere de lokale diskussioner med Brixtofte, for dér kan man flytte noget."

Farum genopdaget
At Farum kommune er blevet fast punkt på offentlighedens dagsorden sættes oftest i forbindelse med byens Venstre-borgmester, Peter Brixtofte.
Men SF'eren Helene Lund er en af de fremtrædende lokalpolitikere, der ved siden af Brixtofte er byens stemmesluger, og som har sat sine aftryk på 'Farum-modellen'.
Lund, der også er 2. viceborgmester samt medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening og sidder i EU's regionsudvalg, beskriver sig selv som konservativt opdraget, og fik med egne ord først i en alder af 30 øje på, at "dén med, at man kan hvad man vil, er en sandhed, der ikke gælder for alle".
Hun kom i byrådet i Farum i 1986, og dengang troede hun, "lidt naivt, at min fornemste opgave var at finde fejl ved alt, hvad Brixtofte sagde. Først efter et gevaldigt valgnederlag i 1989 fandt vi ind på den konstruktive samarbejdslinje".

De øvrige artikler blev bragt den 12., 15., 17., 19., 22., 25., 26. og 28. september. Sidste artikel bringes den 3. oktober. Serien sammenfattes i næste uge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her