Læsetid: 4 min.

'Det er de forbandede racister...'

31. oktober 1998

På pladsen foran den Makedonske Forening i Göteborg, hvor en brand torsdag nat dræbte 60 unge, udspillede sig i går et højst bizart sceneri

GÖTEBORG - "Det er de forbandede racister. Svin."
Én af den slags unge fyre, de fleste enten kalder anden generationsindvandrer eller beskriver som værende med sydlandsk udseende, står ved politiafspærringen og kigger på det forbrændte hus.
Hans ene hånd er knyttet i en vred næve, og de mørke øjne er små af had.
Dér bag de forkullede vinduesrammer på anden sal dansede og festede omkring 400 unge mennesker mellem 15 og 20 år for få timer siden.
Festen endte i en katastrofe, da dansegulvet med en eksplosionsagtig fart blev forvandlet til et helvede af ild og kaos. Nu er mindst 60 døde - brændt ihjel eller kvalt af røgforgiftning og over 190 andre indlagt.
Det er svært at forstå.
At festen blev afholdt i Göteborgs Makedonske Forenings lokaler, og at langt de fleste af dens deltagere var af makedonsk, iransk eller somalisk oprindelse, har sat gang i spekulationerne.
Er branden påsat, og er det racister, der står bag?

Mistanken
Spekulationerne blev ikke færre af, at den ledende brandchef Lennart Olin antydede, at den fart, hvormed ilden bredte sig, godt kunne tyde på, at branden er påsat.
Den unge fyr, der af frygt for de lokale skinheads, ikke vil have sit navn i avisen, er sikker på, at det er højreekstreme grupper, der har sat ild til festen: Hvem skulle ellers have gjort det? Der havde de muligheden for at slå mange indvandrere i hjel på en gang," siger han.
Pladsen foran det røde hus, der for få timer siden var et brændende lighus, er ramme om en bizar stemning.
Langs politiets afspærringer står hundredevis af mennesker. De unge er klart i overtal, og der er mange nysvenskere. Nogle stirrer apatisk ind mod huset, andre lukker øjnene og græder. Nogle trøster, andre skælder ud.
Alle har tilsyneladende følelserne uden på tøjet. Undtagen de mange journalister, der med medfølgende fotografer jagter den bedste øjenvidneberetning med de bedste detaljer og det flotteste billede med den tungeste sorg og de fleste tårer.

Gribbe på arbejde
To somaliske piger svarer høfligt, da en kvindelig journalist spørger dem, hvorfor de er her.
"Vi er her for at lægge blomster - to af vores venner var her i går og er nu indlagt på hospitalet", fortæller den ene. Journalistens øjne flakker. Selv om hun nikker, kan hun ikke skjule, at hendes opmærksomhed er et andet sted på pladsen, hvor der måske er en bedre historie.
Mange diskuterer det store spørgsmål. Hvorfor? Hvordan? Hvem?
Formanden for den Makedonske Forening Blagojic Bogsevsici mener, at det er usandsynligt, at det skulle være et racistisk motiveret angreb.
"Der var jo mange unge svenskere til festen også. Racister ville vel vælge at sætte ild til huset en aften, hvor der var et makedonsk arrangement. Så ville de jo undgå at slå svenskere i hjel," siger han.

Ingen racister her
Han tror ikke, branden er påsat, men mener, at den er en katastrofal ulykke.
Han ved selvfølgelig godt, at der findes racister. "Men jeg har aldrig mødt dem her i Göteborg. Jeg har heller aldrig mærket racisme her," siger han og afviser i øvrigt at have noget som helst ansvar for branden.
Det ikke var hans forening der havde arrangeret den, og desuden var lokalerne godkendt af de svenske brandmyndigheder til diskotek.
17 årige Messin møder i modsætning til Blagjesic den svenske racisme hele tiden. "Når man kommer i byen, bliver man ikke lukket ind. Når man vil have job, kan man ikke få det. To af min venner er blevet overfaldet af skinheads. Racismen lever i Sverige," siger han.
Han mener, at branden enten er en racistisk handling eller en intern strid mellem indvandrere i Göteborg.
"Det kan være sådan en bande-ting. Eller det kan være gamle fjender fra krigen i Jugoslavien," siger han.

Er der nogen
"Er der nogen af de unge tilbage her," spørger en ung kvinde grædende en politibetjent, som holder vagt ved afspærringen.
"Der er ingenting her," svarer han. Kvinden leder efter sin venindes søn. Han var med til festen i går, og nu ved ingen, hvor han er. "Har du prøvet på hospitalerne?," spørger betjenten. Men det hører hun ikke - hun løber rundt på pladsen på må og få og skriger af fortvivlelse.
Strømmen af mennesker, der kommer for at lægge blomster eller få stillet deres nysgerrighed, vidner om, at branden, der er den værste i Sveriges nyere historie, har rørt mange mennesker.
En politibetjent fortæller, at det er det mest forfærdelige han har oplevet.
"Folk er så kede af det. Det er ikke til at bære. Hvis der står et menneske bag det her, så har han intet hjerte," siger han.
Vores samtale bliver brat afbrudt.
Et skrig overdøver et øjeblik de spørgende journalister, grædende pårørende og småsnakkende nysgerrige. En ung pige prøver at komme forbi politiafspærringen. Hendes bror var med til festen. Da politibetjenten nægter, skriger hun igen. Et højt og langt skrig. Kameraerne samles lynhurtigt omkring hende, og der knipses løs. Betjenten ved ikke, hvad han skal gøre. Han virker nærmest ynkelig som han står der og får tæsk af en ung pige.
En ung præst fra en frivillig organisation kommer betjenten til undsætning. Han forsøger at få pigen med ind i sin bus, hvor han vil tale med hende. Det lykkes ikke, hun løber sin vej.
Shit! stønner en tv-journalist, der gik glip af de gode billeder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu