Læsetid: 5 min.

'Jeg forvalter et intet'

14. oktober 1998

Sproget er den mest 'tilspidsede livsform', siger Martin Walser, som på bogmessen i Frankfurt modtog den tyske boghandels prestigefyldte fredspris

FRANKFURT
Årets modtager af den tyske boghandels fredspris er den tyske forfatter Martin Walser. Prisen, som Walser modtog i søndags ved en ceremoni i Frankfurts Paulskirke, blev første gang uddelt i 1950 i forbindelse med bogmessen og blandt de tidligere prismodtagere finder man Hannah Arendt, Yasar Kemal og Mario Vargas Llosa.
I begrundelsen for tildelingen af prisen til Martin Walser hedder det blandt andet, at han har fulgt "de tyske virkeligheder i anden del af århundredet beskrivende, kommenterende og indgribende" og "med sin kritik af den tyske deling, som han tidligt betegnede som en uovervindelig mellemtilstand, har Martin Walser foregrebet et krav, der senere blev realiseret af befolkningen i DDR."

Kafka-inspireret
Martin Walser er født i 1927 i Wasserburg ved Bodensøen, som spiller en rolle i mange af hans romaner. Han er stærkt påvirket af Kafka, og skrev i 1951 sin dissertation om Kafkas episke form, som altid har præget og formet hans romaner, der svinger mellem det stereotype og det poetiske.
Han nævner ofte den schweiziske forfatter Robert Walser, og især hans udviklingsroman Jakob von Gunten som en vigtig kilde, og har skrevet et vigtigt essay om Robert Walser og om hans stilistiske og poetiske ubønhørlighed over for enhver politisk trend eller ideologi.

Schweitzisk landskab
Martin Walsers forfatterskab minder både i kvantitet og kvalitet om det schweiziske landskab med bjergtoppe og dale og søer. Og på en pressekonference lørdag før prisoverrækkelsen for et publikum, der næsten udelukkende bestod af tysk presse, fremhævede han, at udsigten fra hans hjem ved Bodensøen til Schweiz afhang af vejret. Og når der var føhn, var udsigten så smuk, at han ikke var i stand til at arbejde, men blot betragtede landskabet hinsides vandet.
Han beklagede ved samme lejlighed, at han ikke var i familie med Robert Walser på trods af navnesammenfaldet, og berettede om, hvordan han engang var blevet inviteret til at holde foredrag i Basel.
Mens rektor for universitetet havde håbet på en revselsestale rettet mod Schweiz og schweizerne og fremført af en repræsentant for en venligsindet nabonation, havde Martin Walser tværtimod fremhævet sin rent litterære relation til alpelandet, og fremhævet Robert Walsers absurde skrivestil og livsholdning som det bedste, han havde at sige om Schweiz.
Mislykket socialisering og identitetstab har altid været et afgørende motiv hos Martin Walser, allerede i hans første store roman Ehen in Philippsburg fra 1957, der handler om tilpasning og tilpasningens groteske omkostninger for individet.
Dette tema hænger sammen med et andet, forsvaret for en poetisk udtryksmåde, der ikke er konvertibel med den gældende politiske trend.
Netop derfor er det typisk, at han længe før andre forfattere tog hul på det uholdbare i Tysklands deling som noget, der var kommet for at blive.

Berliner-republik
På pressekonferencen her i Frankfurt viste han i sine svar på spørgsmål gang på gang i praksis, hvad han mente med sin modstand mod trends. Således blev han spurgt om sit syn på den nye Berliner-republik, der jo ikke er etableret endnu.
Martin Walser svarede, at først post festum burde man give historiske epoker navne, ikke på forhånd. Han mindede i øvrigt manende om, at også Weimar-republikken havde været en Berliner-republik.
Han blev også spurgt om sin holdning til det meget omstridte Holocaust-mindesmærke, som skal stå i det ny Berlin og som han afviste, med henvisning til den uundgåelige skamfering fra nynazister og spray-hooligans, som ville blive konsekvensen. Bortset fra, at et monument af den type ville virke som et kollektivt aflad for den tyske samvittighed.
Med hensyn til samme samvittighed er det værd at bemærke sig, at den kendte litteraturkritiker fra Frankfurter Allgemeine Zeitung, Reich-Ranicki, for nylig rev Walsers forfatterskab fra hinanden med ord skarpe som tænder.
Han sagde blandt andet, at lige fra Ægteskaber i Philippsburg til i dag havde han savnet omtale af Auschwitz og tilstedeværelsen af Hitlerjugend og SA i Walsers romaner, dvs. et politisk opgør med fortiden på samme måde som Grass og Böll og Lenz.

Opgør med fortiden
Netop en sådan anklage rammer ned i Walsers meget spændte holdning til en trendbevidsthed, og han gør i sine romaner op med fortiden, ved at gøre op med ideologierne. Det sker således også i den roman, der udkom i foråret, med titlen Ein springender Brunnen.
Romanen handler om drengen Johann, der vokser op som søn af en mor, der har 'Restauranten', og en far, der er teosof og som lærer Johann om Sprogtræet, dvs. om fortællingens oprindelse i sproget.
Mens moren sørger for familiens overlevelse ved at indrette sig efter de nye tider, og træder ind i partiet i 1933, så SA kan holde møder i 'Restauranten', kommer faren fine og sjældne ord i træet, det er ord som 'himmel-rige' og 'vide-begær,' og netop ikke politiske ord.
Det er betegnende, at Martin Walser på pressekonferencen karakteriserede Reich-Ranicki som en mand, der var blevet "et næsten ubevidst offer for sin egen tidsånd".

En tilspidset livsform
En ung kvinde spurgte, om han følte sig godt tilpas i Tyskland. Efter en lang pause svarede han, at han havde vænnet sig til kun at beskæftige sig med onder og dårligdomme, som han selv kunne være med til at løse, og næppe hørligt tilføjede han måske især henvendt til den unge kvinde en sætning, der både rummer hans antiideologiske og sprogcentrerede forfatterskab og hans holdning til andre, mere opbyggelige forfattere i Tyskland: "Ich verwalte ein Nicht" - Jeg forvalter et intet.
Tidligere under pressekonferencen havde han sagt og vist i sin holdning og i sine svar, hvad han mente med, at sproget ikke bare var hans rette element og livsform, men den mest "tilspidsede livsform".
I begrundelsen for pristildelingen var dette udtrykt således, at Martin Walser "havde forklaret tyskerne deres eget land" - det gjorde han jo hele tiden på pressekonferencen - "og Tyskland for hele verden og derved gjort det mere nærværende."
Det sidste kniber det med i Danmark, men det er måske på tide at oversætte ham, f.eks. hans barndomsromaner, eller hans store Proust-romaner fra 60'erne.
Der er altid mange muligheder for initiativrige og fordomsfri forlag, der gerne vil forvalte mere end et forlags-intet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her