Læsetid: 23 min.

Det frie markeds dødskrampe

22. oktober 1998

Med den globale økonomiske krise lægger nyliberalismens projekt i ruiner, mens Marx - begravet under brokkerne fra Muren - synes genopstanden fra de døde. Det skriver den britiske historiker Eric Hobsbawm i et opsigtsvækkende essay, der også kritiserer Tony Blair for ikke at have noget indhold i sit dygtigt markedsførte projekt

Der skete noget sjovt på vejen til årtusindskiftet: I 1998 kom Karl Marx tilbage. Ti år efter at han mentes at være definitivt begravet under Berlin-murens ruiner, ti år efter at liberalismens uigenkaldelige triumf og historiens afslutning proklameret, er han på banen igen her i 150-året for Det kommunistiske manifest. Det har til overraskelse for alle - inklusive den aldrende familie af gamle marxister - givet genlyd i pressen på en måde, som ingen havde ventet blot få måneder tidligere.
Og bortset fra nogle standhaftige koldkrigere har alle fremhævet ét: Det, den mand for 150 år siden skrev om den globale kapitalismes natur og tendenser, lyder forbløffende rigtigt i dag! Sejrssikkerheden fra 1989 er blevet afløst af nervøse forsikringer om, at systemet - uanset argumenterne i Das Kapital - dog er fundamentalt sundt.
Folk genopdager imidlertid ikke kapitalismens vrangside ved at læse Manifestet, men ved at iagttage, hvad den udretter i praksis. Det var ikke økonomer og politikere, men tænkende kapitalister som Georg Soros, der først forstod, at der er noget galt i den måde, den globale økonomi har fungeret på i 1990'erne.
Jeg tænker ikke bare på, at Soros for mange måneder siden (i Atlantic Magazine, februar 1997) - og det tjener ham til ære som menneske, ikke som forretningsmand - bekendtgjorde, at frimarkedskapitalismen er en fjende af hans guru Karl Poppers "åbne samfund" på linje med nationalisme, fundamentalisme og den ikke længere fungerende kommunisme.
Jeg tænker på, at han nu i nogen tid har peget på, at det ukontrollerede globale finanssystem, som han selv har udnyttet til yderst succesfulde spekulationer, er en invitation til katastrofe, og at man ikke kan acceptere forestillingen om, at det er umuligt at kontrollere.

Kritikerne har fået ret
Også andre har draget den slutning, at de institutioner, der har forsøgt at regulere det - især Den Internationale Valutafond (IMF) - har været på vildspor. Det står nu lysende klart, at kritikerne har ret.
Den krise, som begyndte i Sydøst- og Østasien og som nu - ifølge The Economist - er ved at udvikle sig til en global kapitalistisk krise, har pludselig mindet os om, hvor galt det kan gå. Det burde vi for længst have lært af det tidligere Sovjetunionen, det eneste sted i verden, hvor teorien om, at man blot behøver at indføre et frit marked, er blevet afprøvet - som det har vist sig med ødelægende konsekvenser.
Alligevel var ingen særlig opmærksom på den hidtil usete sociale og menneskelige tragedie for folkene i det tidligere Sovjetunionen, før krisen i Asien truede med at destabilisere det globale finanssystem via Ruslands finansielle sammenbrud.
Den asiatiske krise har også vist to andre ting: Bankfolk, økonomiske rådgivere og andre guruer, der mente at forstå, hvad der foregår, har mistet deres gode navn og rygte. Det gigantiske foretagende med det misvisende navn Long-Term Capital Management Fund spillede - godt hjulpet af to Nobelpris-tagere og et angiveligt idiotsikkert system - over 100 milliarder dollar væk, indtil det blev reddet af den amerikanske forbundsregering.
Få måneder før havde IMF's direktør Michel Camdessus omtalt de finansielle rystelser i Østen som "held i uheld", fordi de ville bevæge de asiatiske tigerøkonomier henimod mere firmarkedskapitalisme efter amerikansk mønster. Det siger han ikke længere.
Det er ikke noget under, at IMF's ry - med dagbladet The Times' ord - er "faldet til det laveste niveau, siden institutionen blev oprettet i 1944" (19. august 1998).
Påvirket af den økonomiske krise er ikke alene regeringer, men også nogle af de mest passionerede tilhængere af frimarkedsglobalisering som Paul Krugman og Jagdish Bhagwati nu begyndt at tænke kætterske tanker om f.eks. valutakontrol - under gråd og tænders gnidsel i Londons City.
Og i Indonesien har krisen demonstreret, at et omfattende kapitalistisk sammenbrud kan styrte mægtige politiske regimer.

Tid for nye overvejelser
Tiden er derfor inde til at overveje de forudsætninger, som alt for mange regeringer - inklusive vor egen New Labour-regering - har baseret deres politik på siden omkring 1980, og som de fleste økonomer har holdt fast ved endnu længere. Det er først og fremmest laissez-faire-politikken, dvs. forestillingen om, at frimarkedsøkonomien er alle andre systemer overlegen.
Det er let at forstå, hvorfor denne forestilling har appelleret til ideologisk individualistiske regeringer, der principielt går ind for kapitalisme. Men hvorfor regeringer som Tony Blairs kan beskrives som thatcherisme i bukser, kræver mere forklaring. Jeg mener, at der er fire grunde.
For det første var 'guldalderens' klassiske politik med blandingsøkonomi holdt op med at fungere godt i slutningen af 1970'erne, og den socialistiske planøkonomi var nærmest helt holdt op med at fungere. Dertil kom, at den svimlende vækst i en virkelig global transnational økonomi berøvede socialdemokratier deres vigtigste ressource, nemlig evnen til at kontrollere, hvad der skete med og inden for grænserne for de nationale økonomier. Det blev klart demonstreret af Mitterrand-regeringen i Frankrig 1980-82.
Noget måtte gøres. Det var begrundelsen for det projekt, der gik ud på at modernisere Labour. Det er også grunden til, at ingen variant af Labour-partiet efter en valgsejr kunne forventes simpelthen at lave om på alt, hvad Thatcher havde gjort: Noget af det var nødvendigt, kan de fleste nu blive enige om.

Ideologien var styrende
For det andet er der en slags konsensus blandt ny-klassiske økonomer, der drømmer om et nirvana med en optimalt effektiv og gnidningsløs global økonomi i et selvjusterende globalt marked - dvs. en økonomi, der funger med minimal indgriben fra stater og andre institutioner.
I betragtning af verdens tilstand indebar det systematisk privatisering og deregulering af økonomien. Nogle økonomer, f.eks. Friedrich von Hayek og Milton Friedman, havde en ideologisk baggrund for deres holdning, men jeg tror, at der for de flestes vedkommende er tale om en smag for abstrakt teknisk elegance kombineret med en fuldkommen mangel på forståelse for deres teoriers sammenhæng med det virkelige liv.
Deres økonomi har ingen politisk, social eller nogen anden ikke-matematisk dimension. I praksis er det naturligvis en økonomi, der passer transnationale selskaber og andre aktører i en boom-periode godt. Denne konsensus er nu forbi.
Den var naturligvis hele tiden urealistisk - i to henseender.
1. Renlivet laissez-faire-politik, som hviler på doktrinen om komparativ fordel, går ud fra, at den nuværende fordeling af 'fordele' er optimal. Men, som David Landes peger på i sin bog The Wealth Andt Poverty of Nations, er "det, der er en komparative fordel i dag, det måske ikke i morgen".
2. Den fungerer ikke. Forretningsmænd forsøger at omgå økonomernes logik, hvis de kan, især ved hjælp af Marx' berømte kapitalkoncentration. Idealet for British Airways og Microsoft er en monopol- eller oligopol-lignende stilling på deres respektive verdensmarkeder - ikke fri global konkurrence.

En villet proces
Politikerne kan ikke undgå at vide, at økonomien må fungere under politiske vilkår, hvoraf nogle kan fjernes, mens andre ikke kan. De kan ikke operere med laissez-faire-teoretikernes "naturlige arbejdsløshed", dvs. et niveau - uanset hvor højt det er - hvor lønningerne ikke frembringer inflationspres. For dem findes der kun politisk acceptable og uacceptable niveauer.
Økonomisk teori går ind for fri bevægelighed for alle produktionsfaktorer, herunder arbejdskraften, men ikke én eneste regering i verden - i hvert fald ikke en, der er udgået af frie valg - vil tillade uhæmmet og ukontrolleret indvandring, uanset hvor meget de end går ind for det frie marked - og de ved hvorfor. Det er grunden til, at der trods globaliseringsteorien er relativt mindre international migration i dag end for hundrede år siden.
På samme måde taler enhver britisk regering siden Thatcher om behovet for et fleksibelt arbejdsmarked og lønninger, der kan sikre konkurrenceevnen, men i virkeligheden tror ingen europæisk regering på, at man ved at forringe lønninger og arbejdsforhold kan få virksomhedernes omkostninger ned på et niveau, der kan konkurrere f.eks. de indiske eller kinesiske. Det er der da heller ingen, der prøver på.
Omvendt opstår den globale laissez-faire-tilstand ikke ved en evolutionsproces. Den må indføres ved politiske handlinger, akkurat ligesom protektionismen.

Ortodoksien
Den tredje årsag til Blairs kærlighed til det frie marked er det, man kunne kalde de nyliberale ideologers modstykke til de gamle marxisters tro på den historiske nødvendighed: Den globale økonomi er her. Det gør ethvert forsøg på en national økonomi eller en national politik umulig og derfor nytteløs. Alle andre synspunkter skyldes - med en tidligere Paul Krugmans ord - "manglende evne til at forstå selv de enkleste økonomiske kendsgerninger og koncepter".
For det fjerde gik New Labour gik ud fra, at man for at få politisk flertal i tiden efter Thatcher måtte tiltrække stemmer fra den thatcheristiske middelklasse. Derfor var partiet nødt til at binde sig selv på hænder og fødder i fem år. Det var måske grunden til, at vi vandt, men i verdensøkonomiens nuværende turbulente tilstand er det måske uklogt at prale for meget af rigide løfter, der skal gælde til 2002 - uanset hvor meget omgivelserne forandrer sig.
Det, den nuværende økonomiske ortodoksi giver regeringerne i dag, er ikke en politisk vejledning, men en herlig bunke undskyldninger. De bliver brugt til fulde i Downing Street.

Set udefra
Her er, hvad den yderst intelligente italienske journalist Antonio Polito, som for nylig har slået sig ned i Storbritannien, skriver om den nuværende britiske regering - om det er med et blink i øjet, vil jeg lade læseren selv dømme. Storbritannien er, i modsætning til det europæiske kontinent, en post-industriel stat, mener han. Jeg citerer:
"Det er en generation, som praktisk talt ikke har nogen erindring om, hvordan Storbritannien var før Thatcher. Den er vokset op i en ny verden, hvor politikerne ikke længere styrer økonomien og ikke længere har noget at at skulle have sagt om samfundets forvandling - en verden, hvor politikken ikke har andet mål end sig selv."
"Efter den nyliberalistiske revolution er økonomien pr. definition uden for politikernes rækkevidde. Jo mindre de blander sig, jo bedre. (...) Det gælder ikke alene økonomien forstået som den måde markedet fungerer på, men også den makro-økonomi, som i Vesten så længe var politikernes forlængede arm, det sociale demokratis slagmark - et instrument, der kunne bruges til at forme en nations skæbne, til at ryste samfundets træ, til at gavne nogle klasser og straffe andre. (...) "
"For selve tanken om, at staten kunne give sig selv den opgave at omfordele rigdommen, er fra nu af udelukket. Ikke alene fordi politikerne ikke længere ønsker det, efter at de har forkastet tanken om, at man kan fremme lighed ved regeringsdekret, men også fordi man faktisk ikke kan. (...) Økonomien i de post-industrielle samfund er uden for vores rækkevidde, uden for styring fra ethvert center, ja, selv uden for den klassiske statistiks evne til at måle."

Politikken er sproget
"Blair opererer allerede i dette hyper-politikkens rige, hvor politikken udelukkende er optaget af sig selv. I den verden er politik en daglig kamp for at vække opmærksomhed hos en offentlighed, der har sine tanker alle andre steder. (...) Derfor bliver politikkens software afgørende, dens evne til at tilpasse sig (...) til landets sindstilstand, til at gribe ind og opmuntre en stemning. (...)"
"Det forklarer den enorme succes, som de såkaldte spin-doctors har i Storbritannien. (...) Det er dem, der lærer politikerne, hvordan de skal nå ind til folks hjerter, eftersom de ikke længere kan nå ind til deres tegnebøger. Politikken er blevet reduceret til politikkens sprog."
Fordeling af ressourcer
Det er rigtigt, at den globale økonomi er kommet for at blive. Men der er tre ting at sige om den.
1. Dens måde at fungere på og dens videre udvikling er ikke identisk med en ekstrem laissez-faire-politik. På den måde opnår man ikke den optimale vækst i varer og tjenesteydelser verden over, og man frembringer i hvert fald ikke inden for nogen begrænset tidsramme den mest effektive fordeling af ressourcer i den virkelige verden - til forskel fra den neo-klassiske teoretikers drømmeland. Det fremgår af det, der er sket i Rusland, siden frimarkedsfolkene fik fodfæste dér.
2. Aktørerne på det globale marked kan lige så lidt som det nationale marked fungere smidigt uden institutioner uden for markedet. Som et minimum kræver de noget, der svarer til et retssystem med sanktioner, der kan garantere, at kontrakter bliver overholdt, og - mere relevant - udefrakommende regulering, især på finansmarkederne.
Den transnationale økonomi forsøger faktisk at skabe sådanne institutioner, men i den forbindelse bruger den - er nødt til at bruge - den eneste kilde til effektive love og udefrakommende regulering, der findes. Det er den politiske magt i stater eller overnationale institutioner, der drives af eller med tilladelse af stater, enten enkeltvis eller kollektivt.
Kort sagt har den globale økonomi ikke erstattet en verden af stater, politisk magt og politik. De to sameksisterer i gensidig forhandling.

Politikerne har magt
3. Staternes magt over det, der sker på deres territorier, er måske mindsket, siden den efter to århundreders vækst nåede et højdepunkt i efterkrigstiden. Ikke desto mindre er deres magt til at kontrollere økonomien på deres territorium stadig betydelig - i hvert fald i de 23 store stater, der rummer 70 procent af menneskeheden, og de 10 stater, der tegner sig for tre fjerdedele af den globale bruttonationalprodukt (BNP).
De transnationale aktører lever heller ikke i et cyberspace, men i en verden af virkelige stater, der kontrollerer deres materielle infrastruktur og de steder, hvor de har deres ofte meget omfattende ophobning af fast kapital.

Angste selskaber
Der er imidlertid én måde, den globale økonomis fremvækst ændrer en Labour-regerings prioriteringer på. Storbritanniens fremtidige økonomiske vækst afhænger kun i ringe omfang af, hvad den britiske regering gør alene. Heldigvis er Storbritanniens problem - uanset hvad man kan sige om verden som helhed - ikke økonomisk vækst som sådan, og det gælder også andre avancerede økonomier i verden. Den økonomiske vækst har passet sig selv i 200 år, bortset fra relativt korte perioder under de cykliske depressioner, som er den kapitalistiske økonomis pulsslag.
Siden 1945 har Vesteuropa i øvrigt oplevet sin bedste vækstperiode nogensinde. Derfor er det at opnå maksimal vækst ikke afgørende for Storbritannien, som det måske er for f.eks. Kina og Indien.

Tal ikke om katastrofer
Derudover er Storbritannien i dag ligesom de andre af EU's kerneregioner blandt de rigeste og mest velstående dele af verden. Vores BNP pr. indbygger er måske nu mindre end 10 af de 15 EU-staters, men ikke desto mindre tilhører vi ubestrideligt - og vil fortsætte med det i en overskuelig fremtid - det heldige mindretal af lande, hvis indbyggere ikke længere behøver bekymre sig om det daglige brød. I det omfang de overhovedet har brug for brød, drejer det sig om, hvorvidt de vil have sandwich eller boller, focaccio eller pumpernickel til frokost, om de vil have kogt eller røget skinke på, og om det skal være med almindelige eller soltørrede tomater.
Som Marks & Spencer har opdaget, lever vi i Marie Antoinettes verden, hvor de fleste kan spise kage i stedet for brød. Kun omkring 10 procent af vores indtægt går til brød i stedet for 80-90 procent (som i Marie Antoinettes tid) eller omkring 30 procent (inden 1960'erne).
Det værste, der kan ske økonomisk for briterne er ubetydeligt i forhold til det, der kan ske - og er ved at ske - for tre fjerdedele af menneskeheden. Det skyldes også delvis, at vi lever i et område med stærke og effektive velfærdsstater, dvs. stater, der bekymrer sig fundamentalt om ting som velfærd og social omfordeling.
Lad os ikke bruge ekstrem retorik. Det værste økonomiske scenario er ikke "katastrofe", og det bedste er ikke paradis - det er, at vi bliver ved at klare os så godt, som vi har gjort i absolutte tal de sidste 40 år. Det er på det sociale, kulturelle og - måske - politiske felt, der kan ske en radikal forværring. Men det er ikke mit emne her.
Vores grundlæggende problem er derfor dobbelt. Det består i at kontrollere og regulere et kapitalistisk marked, som ifølge sin natur bevæger sig hen imod det, den amerikanske journalist William Pfaff kalder "nihilo-kapitalisme".
Det kan ikke gøres af Storbritannien alene, men for første gang i mange år er der mulighed for en koordineret indsats af flere regeringer. Verdenskrisen har endnu engang sat dette spørgsmål på dagsordenen.

Bedre fordeling
Det falder også tilfældigvis sammen med et af de få øjeblikke i det 20. århundredes historie - det første siden 1947 - hvor de fleste lande i det, der nu er blevet EU, regeres af centrum-venstre regeringer. De er valgt af vælgere, som er skeptiske over for frimarkedsfundamentalismen. Om det er årsag til optimisme, vil tiden vise.
Det andet problem består i at fordele den enorme rigdom, der er skabt og ophobet i vores samfund, blandt indbyggerne på en rimelig måde. Det gør markedet tydeligt nok ikke. Men at gøre noget ved den voksende ulighed og den skæve fordeling ligger inden for nationalstaternes magt, fordi de stort set stadig er de eneste, der kan fordele BNP efter andet end profitkriterier. Derfor er det på tide, Labour-regeringen husker på, at dens vigtigste mål ikke er national velstand, men velfærd og social retfærdighed.
Der er naturligvis både en økonomisk og en social - såvel som en overbevisende moralsk - begrundelse for at formindske den stærkt forøgede ulighed. En relativt lige fordeling af indkomsterne har historisk set været godt form den økonomiske vækst.
I øvrigt har OECD-landenes vækst i ultra-liberalismens periode været langsommere end i keynesianismens guldalder. Og Richard Wilkinson og andre har vist, at jo større den sociale og økonomiske lighed er, des bedre er sundheden, moralen, kriminalitetsraten og "det civile samfund" i en region. Derfor er der også - for dem, der har brug for den slags argumenter - færre omkostninger for samfundet.

Nye mekanismer
Det virkelige problem, vi står over for i industrialiseringens pionerlande, er fordelingen af den enorme og voksende BNP i en befolkning, som ikke længere kan regne med den mekanisme, der tidligere gav dem deres andel - nemlig arbejdsmarkedet. Og det skal foregår under omstændigheder, hvor den vigtigste mekanisme til at råde bod på svaghederne, nemlig indkomstoverførsel via et velfærdssystem, ikke fungerer tilfredsstillende. Jeg gentager, at det ikke skyldes, at vi ikke har råd til det.
Jeg vil ikke sige noget om velfærdssamfundet, bortset fra at jeg er enig med Frank Field på tre afgørende punkter: 1. at det må være universelt, 2. at vi må bryde med et system, der gør folk i den arbejdsdygtige alder afhængige af velfærdsydelser, og 3. at det ikke længere kan være - og måske skulle det aldrig have været det - et system, som udelukkende bygger på overførsler fra staten.

Manglende aktører
På den anden side har både den statsorienterede politik og den betydelige vækst i den sorte og grå økonomi, som thatcherismens politik opmuntrede til, gjort det svært at opnå. Det ville have været meget lettere at løse problemet med tilstrækkelige pensioner til mindrebemidlede med mange forskellige job bag sig, hvis staten ikke havde skubbet fagbevægelsen og de gensidige hjælpekasser ud af systemet.
Hvad angår arbejdsmarkedet, har det ændret sig på tre måder:
For det første er det muligt at frembringe BNP med langt mindre arbejdskraft end før, og på helt andre måder. Det påvirker naturligvis ikke landets samlede BNP, men det gør det vigtigere at finde veje til omfordeling uden for markedet. Det betyder ikke nødvendigvis permanent massearbejdsløshed eller en permanent stigning i den andel af befolkningen, der ikke har arbejdsindtægter; men det er svært at generalisere på grund af den ændrede alders- og kønsfordeling i arbejdsstyrken forskellige steder i verden.

Mere end bare BNP
Det påvirker hele kloden. Imidlertid har industrialiseringens pionerlande et særligt problem, fordi den basale fremstillings- og serviceindustri, som tidligere gav familierne deres indkomst gennem en hovedforsørgers løn, er flyttet udenlands eller er blevet forandret, så den slags job ikke er der mere.
Siden Thatchers massakre på britisk fremstillingsindustri i 1980'erne er det et særligt akut problem her i landet, og jeg er ked af at se, at New Labour ikke er meget bedre end torierne til at forstå fremstillingsindustriens betydning - mere som en stabiliserende faktor end som økonomisk bidragyder til BNP. Det er grundlæggende det problem, der bliver så indsigtsfuldt demonstreret i filmen The Full Monty.
Under alle omstændigheder har folk i rige lande som vores vænnet sig til en levestandard, som ikke kan reduceres drastisk. Hvordan man kan bevare den over for kapitalismens pres, er regeringens største problem, og nu da der tydeligvis er gået hul på den nyliberale ballon, burde det stå klart, at det ikke kan ske ved at håbe, at markedet vil finde tilsvarende job, eller ved at omskole skibsværftsarbejdere til computerprogrammører.
Hvorfor skulle regeringen ikke igen betragte det som legitimt at skaffe beskæftigelse? Ikke mindst for det meget store antal mennesker, den offentlige sektor beskæftiger - eller kunne beskæftige, hvis de irrationelle fordomme mod offentlig virksomhed, der er en arv fra 1980'erne, blev overvundet.
Den anden forandring af arbejdsmarkedet er segmenteringen. Forskellige arbejdsmarkeder for forskellige erhverv, kvalifikationer eller indkomster er praktisk talt umulige at sammenligne. På alle områder og alle niveauer vokser ekstremerne: der er vindere og tabere. Det gælder inden for det, der er tilbage af den gamle arbejderklasse, men endnu mere, hvis man ser på den arbejdende befolkning som helhed.

Mellemtoner forsvinder
Det, der sker i dag - og i en situation uden fagbevægelse og regeringsindgreb, uden kræfter, der virker i den modsatte retning - er det, vi ser i verdensbyer som London og New York, der er centre i den globale økonomi: en polarisering mellem en koncentration af højtlønnede job i firmer, der skaber stor profit (finansverdenen, medierne) og en lavtlønnet, løst ansat service-befolkning - mellem city-dealerne og folk, der beskæftiger sig med rengøring, sikkerhed og catering.
Vi kan se bort fra de socialt frastødende tilfælde med syv-cifrede lønninger, som direktørerne giver hinanden med den begrundelse, at de udgør en mangelvare, og de uhyrlige indtægter til topfolk i showbiz - rockstjerner, fodboldstjerner osv. - i modsætning til resten. (Faktisk har det skabt en vanvittig situation, hvor enkeltpersoner - ikke firmaer - har flere penge at bruge på politik end partierne eller endda fattige stater).
Den mest udbredte tendens i de udviklede lande er imidlertid, at der opstår et skel mellem højtkvalificerede og specialiserede på den ene side og ufaglærte på den anden.

Farlige konsekvenser
Forbrugerøkonomien virker lige så polariserende: uhyrligt dyre Vogue-modeller over for genbrugstøj. Det går ud over mellemområdet - i form af mellemindkomster eller firmaer, der har en beskeden indtjening, men ellers er fuldstændig levedygtige.
Den tredje forandring på arbejdsmarkedet består i, at det er vigende, takket være udbredelsen af den uformelle grå eller sorte økonomi - men det sker naturligvis langt hurtigere i stater med en nyliberal politik, som f.eks. thatcherismen, der ikke opmuntrede til fast beskæftigelse.
Både de sociale og økonomiske konsekvenser af disse forandringer er farlige. De fremavler (jeg citerer Saskia Sassen i Globalization And Its Discontents) "massive skævvridninger på forskellige markeder, fra investeringer til bolig- og arbejdsmarkedet". Hvis markedet skal fungere hensigtsmæssigt, må dets systematiske tendens til at skabe akut ulighed og ulige fordeling reguleres og kontrolleres - og hvem skulle gøre det, hvis ikke de offentlige myndigheder skulle?
Det fører mig til det store spørgsmål. Ideologisk ligger Blair-regeringen i dag klart til højre for de andre centrum-venstre regeringer i Vesten - i hvert fald Clintons, Jospins og Prodis, og måske også den nye tyske regering. Hvor langt er den parat til at gå for at erkende, at den økonomiske teori - eller de undskyldninger - den har arvet fra forgængeren, ikke duer mere?
I hvor høj grad vil den opgive en politik, som i alt væsentligt var baseret på de nyliberale økonomers konsensus? Vil New Labour senere blive dømt for at have fejlet af samme grund, som det Meget Gamle Labour fejlede i 1929-31, nemlig manglende vilje til at bryde med den herskende økonomiske ortodoksi?
Dengang kom nytænkningen fra de liberale (Keynes var, som man vil huske, medlem af Det Liberale Parti). Vil det ske igen? I hvor høj grad vil regeringen erkende, at der ikke alene er en social, men også en økonomisk begrundelse for at vende tilbage til en socialdemokratisk politik?
Det er spørgsmål, som kun Downing Street kan svare på. Og at tale om en "tredje vej" er ikke nok.

Konklusion
Tre ting kan siges som konklusion. Den første var velkendt for Keynes, som havde indsigt i forretningsverdenen: Vi må holde op med at bygge på den forudsætning, at regeringen er nødt til at give erhvervslederne alt, hvad de siger, de er nødt til at have. Det er rigtigt, at en økonomi kommer i knibe, hvis profitstrømmene tørrer ud, for det er dem, der giver brændstof til motoren i den private sektor, som producerer de fleste varer og serviceydelser.
Men vi er ikke forpligtede til at tro dem, hvis de - efter at have vænnet sig til ublu salærer og profitter - hævder, at alt andet vil bringe økonomien til stilstand.
Hverken den britiske bilhandel eller de britiske supermarkeder vil gå neden om og hjem, hvis deres fortjeneste reduceres til det lavere niveau, der gælder for supermarkeder og bilhandlere i USA og på kontinentet.
For det andet har venstrefløjens seneste valgsejre - især i Sverige og Tyskland - vist, at vælgerne hellere vil have en handlekraftig regering end økonomiske rådgivere. Sådan er det måske også i Storbritannien. Man kan diskutere, om regeringen bør renationalisere jernbanerne, men hvis den gjorde, ville den formentlig ikke tabe stemmer på det. For det tredje - og vigtigste - må argumentet "Det kan vi ikke blive valgt på", uanset hvor stærkt det var før maj 1997, ikke forveksles med princippet "Vort hovedmål er at blive genvalgt". At gennemføre sit program er et legitimt motiv for reformorienterede regeringer, men at blive genvalgt er det ikke - og endnu mindre at blive "det permanente regeringsparti". (Faktisk har det, som vi alle ved, vist sig, at permanent politisk monopool ikke er nogen god ide, hverken i udemokratiske eller demokratiske lande).
Ligesom præsident Clinton vil New Labour både af historien og af folket blive bedømt efter andre kriterier end evnen til at blive genvalgt. Og hvis der er noget, partiet kan tabe det næste valg på, så er manglende erkendelse af, at nyliberalismens tid er omme.

©Eric Hobsbawm
Oversat af Birgit Ibsen
Teksten er forkortet og udstyret med mellemrubrikker af Information

*Eric Hobsbawn
Den anerkendte britiske historiker kaldes Storbritanniens ledende marxistiske tænker. Han udgav sidste år storværket Ekstremernes århundrede om det 20. århundredes verdenshistorie.
Nu genrejser han kapitalismekritikken med sit bidrag til det allerede kontroversielle specialnummer af tidsskriftet Marxism Today. Tidsskriftet kan bestilles ved at sende en check på 4,50 pund til MT, PO Box 10684, London N15 6XA

En åndssvækket vej
Sociologen Stuart Hall er skuffet over Tony Blair og hans luftige tanker om den tredje vej
"Mr. Blair har fra starten set sig selv som af en thatcherisk støbning, og han har arbejdet hårdt for at forme sig selv efter hendes lederstil. Og med nogen grad af succes! Nye meningsmålinger tyder på, at vælgerne er imponerede af 'hvad de ser som en stærk thatcherisk stil', endskønt de er usikre på, om det er mere end 'en bedre polish, mere pr og mere spin' samt - mere bekymrende - om New Labour 'vil gøre en reel forskel og fremtvinge et klart brud med politikken fra Tory-årene'."
"Den 'tredje vej' er blevet pustet op som 'en ny form for politik'. Centralt står påstanden om opdagelsen af en mystisk midterkurs i enhver sag, mellem alle eksisterende yderpositioner. Men jo tættere man analyserer fænomenet via mediedækningen, desto mere ser det ud som - ikke en vej gennem problemerne - men en åndssvækket vej uden om dem."

*Stuart Hall er en af 'Marxism Todays' pionerer. Han er netop fratrådt som professor i sociologi ved Open University i London. Citatet er fra specialnummeret af 'Marxism Today'

Hvad er alternativet?
Hvor er Hall og Hobsbawms egne bud, spørger Geoff Mulgan, rådgiver for Tony Blair
"Man kunne forvente, at (Stuart) Hall og (Eric) Hobsbawm tilbød deres egne ideer. Men trods kraften i deres angreb på 1990'ernes kapitalisme, så synes de - forbavsende nok - ikke at have noget at sige. Ikke noget om hvorvidt der virkelig findes et alternativ til kapitalismen, ikke noget om hvordan kapitalismen kunne gøres mere human."
"Problemet bliver endnu større, når forfatterne diskuterer nyliberalismen, som de hævder nu er blevet almægtig. Dette synspunkt er, for at sige det mildt, idiosynkratisk. De ignorerer ikke kun den kendsgerning, at en række af højreorienterede, nyliberale regeringer er blevet smidt på porten, men også årsagerne til at dette skete: Det forhold, at deres samfund blev mere ulige og mere opsplittede, det forhold at et flertal af borgere følte sig mindre trygge og bange for at miste arbejdet, pensionen og den offentlige service, som bar deres livkvalitet, samt det forhold at man - i stedet for nedsættelse af skatterne og de offentlige udgifter - simpelthen flyttede de offentlige udgifter bort fra produktive investeringer og over i mere omkostningsfuld socialbistand og lov og orden."
"Dette er den politiske baggrund for valget af regeringer så forskellige som Clintons, Jospins, Prodis, Schröders, Blairs og Koks. Det er grunden til, at deres politiske dagsorden er så forskellig fra de nyliberales."
"På en eller anden måde er alt dette gået hen over hovedet på Hobsbawm og Hall."

*Politologen Geoff Mulgan var i sin tid med til at lave 'Marxism Today'. Han blev siden direktør for tænketanken Demos og svaret her er fra tirsdagens udgave af 'Marxism Today'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu