Læsetid: 4 min.

Fup og fakta

30. oktober 1998

En ny dokumentar følger Woody Allen på turné med et jazzorkester og forsøger at løfte sløret for den virkelige person bag instruktøren

DOKUMENTAR
Når talen falder på Woody Allens film, er det altid oplagt at spekulere lidt over, hvor meget i filmene, der egentlig er hentet fra instruktørens eget liv. Ikke mindst fordi han så ofte skildrer og selv spiller personer, han må formodes at have meget til fælles med: Neurotiske og kunstneriske jødiske new yorkere, som ikke kan få livet og kærligheden til at fungere.
"Nogle gange kan jeg se ham selv i filmene, men det er meget sjældent," siger hans gamle mor til kameraet i dokumentarfilmen Wild Man Blues ('97), der følger Allen på Europa-turné med sit New Orleans-jazzorkester.
"Han trækker fra og lægger til," fortsætter hun. "Nogle gange laver han film, som er baseret på sit liv, og andre gange gør han ikke. Han er ikke interesseret i at lave film om sit liv."
Om Wild Man Blues giver svar på nogle af de mest elementære spørgsmål omkring den virkelige Woody Allen er svært at sige, men i hvert fald tilbyder filmen et sjældent kig ind bag mediemanden og instruktøren Woody Allen.

Klarinettisten
Den musikglade Woody Allen har i mange år dyrket klarinetspil på lidt mere end amatør-plan plan, og siden instruktørens dage som stand up-komiker i begyndelsen af 60'erne har han spillet på små, listige steder rundt om i New York. Gennem de seneste år har han dog været at finde på New York-pubben Michael's, hvor han hver mandag sammen med bl.a. sin gamle ven, orkesterlederen og banjospilleren Eddy Davis, spiller traditionel jazz, ragtime, bluegrass og en smule blues.
Det er også sammen med Davis, at Allen for et par år siden fik ideen til i 1997 at tage på turné i Europa med et lille orkester og give nogle få koncerter i et par store mellem- og sydeuropæiske byer.
Det er denne eksklusive turné, der er start for Barbara Kopples dokumentarfilm Wild Man Blues, i hvilken hun naturligt tager udgangspunkt i musikken, men samtidig forsøger at finde ind til personen Woody Allen.

Flue på væggen
Vi følger Woody, hans meget unge, daværende kæreste, nu kone, Soon Yi Previn og hans søster, som de rejser rundt i Europa, gør sig klar til koncerter og håndterer den ind i mellem meget aggressive presse.
Det øvrige orkester rejser for sig selv, og man ser dem kun backstage lige før koncerterne, og så under koncerterne, hvor bandet dog synes godt samspillet - og fuldt bevidste om, at det er Allen, publikum er kommet for at høre.
Det er også i koncert-sekvenserne, man oplever Allen med paraderne nede. Som han sidder dér med lukkede øjne, vuggende i takt til musikken og stampende rytmen med foden, er der ingen tvivl om, at manden kan håndtere sit instrument og elsker sin musik.
I filmen er der meget lidt talen til kameraet. Kopple forsøger at være en flue på væggen, der så nøgternt og uhindret som muligt skal registrere. Ind i mellem fungerer det, tydeligst i koncertsituationerne, men som oftest får man en følelse af, at Allen kun meget sjældent opfører sig som en privatperson. Muligvis fordi han generelt, og specielt i filmen, er meget bevidst om, at han er en offentlig person.
Bevares, i filmen ser man en lettere nervøs Allen svømme, sejle i gondol, sove, spise morgenmad, gå hånd i hånd med Soon Yi etc., men ret beset får man ikke meget at vide om personen bag instruktøren - han holder hele tiden et let ironisk filter op foran sig.
Dog er der én scene, som stikker ud fra resten af filmen.
Da Allen, Soon Yi og søsteren efter at være kommet hjem til New York besøger Allens oldgamle forældre, gør han for kameraets skyld en smule grin med sine forældre, som han og søsteren tydeligvis har et akavet forhold til.
Men da Allen prøver at få sin mor til at indrømme, at han har fået succes på trods af sin barndom, sætter hun ham på plads med en bemærkning om, at han så sandelig ikke skal bilde sig selv ind, at han har fået succes på egen hånd. Nej, han har skam fået det hele med hjemmefra!
Hér falder Allens maske, han er tydeligt forbløffet over sin mors rappe svar. Værre bliver det kun, da moren indrømmer, at hun faktisk hellere så sønnen gifte sig med "en pæn, jødisk pige."
Så selvom Barbara Kopple ikke når helt ind bag facaden, så er Wild Man Blues stadig et interessant og seværdigt portræt af en stor kunstner. Primært fordi det konstant snurrende kamera også fanger de få situationer, hvor Allen rystes ud af rollen som mediepersonligheden Woody Allen og afslører det sårbare og ærlige menneske bag.

*Wild Man Blues. Instruktion: Barbara Kopple. Kan købes på engelsk importvideo i bl.a. Laserdisken i København og Aalborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her