I går var en god dag for præsident Bill Clinton og uforbederlige optimister på fondsbørser kloden rundt. Fra Det Hvide Hus kunne den amerikanske leder erklære, at USA's økonomi voksede med 3,3 pct. i tredje kvartal, hvilket vil sige fra juli til september. Spådommen havde ellers lydt på 2 pct. i betragtning af voksende pessimisme om fremtiden blandt investorer og forbrugere i USA. I andet kvartal voksede amerikansk økonomi eksempelvis kun 1,8 pct.
Fra London kom en anden opløftende nyhed. Storbritannien, som i år sidder på formandskabet i G7-gruppen kunne meddele, at alle medlemmer nu endelig er blevet enige om at støtte et forslag fra Clinton fremlagt under Den Internationale Valutafonds (IMF) årsmøde i begyndelsen af denne måned. Idéen brillerer ikke lige frem ved sin originalitet. I fremtiden, hedder det i et dokument underskrevet af G7-gruppens finansministre, vil Valutafonden være bemyndiget til udstede betydelige lån til lande, som bliver ramt at valutakrise-smitten.
Den forudsigelige reaktion på børserne var øget salg af aktier og en nedtur for obligationer. Optimismen vendte for en kort stund tilbage. Men man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Dele af den amerikanske økonomi - især edb-branchen og landbruget - har i snart et år kunnet mærke konsekvenserne af den dybe recession i Japan og andre lande i Østasien. Men ulempen i form af faldende eksport og øget import fra regionen er så lille i forhold til den 8.000 mia. dollar store amerikanske økonomi, at de tilsyneladende umættelige forbrugeres fortsatte indkøb har kunnet standse den faldende vækstrate. De store udsving på Wall Street og de psykologiske efterdønninger af den russiske konkurs samt drænet på Brasiliens valutareserver startede først ultimo august og satte for alvor igennem i september. Det var på det tidspunkt - for seks uger siden - at finansliv og industri i USA vendte pegefingrene nedad, blev forsigtige med nyinvesteringer, aflyste projekter og begyndte at sende folk på gaden.
Den endelige dom må altså vente til næste kvartal og realistisk set indtil foråret 1999. Man kan dog ikke fortænke Clinton i at gnide sig godt i hænderne. Gårsdagens vederkvægende økonomiske bulletin vil givetvis begrænse demokraternes forventede tab af mandater i Repræsentanternes Hus og Senatet under midtvejsvalget på tirsdag til et tal, som de ledende medier utvivlsomt vil tolke som en halv sejr. Præsidenten kan således være heldig og redde skindet i Lewinsky-skandalen.
Så gunstigt vil det næppe gå for den internationale økonomi i 1999 og fremover, med mindre USA og Europa tager alvorlige skridt til at forebygge spredningen af en recession, som allerede 40 pct. af verdensøkonomien befinder sig i. Der er ingen tvivl om, at hvis først Brasilien falder for finanskapitalens svøbe, så braser de andre brikker i Latinamerika sammen. Effekten vil brede sig som ringe i vandet til USA og Europa, hvis pengemarkeder og erhvervsliv er dybt involveret i Brasilien, Argentina, Chile og Colombia. Derfor skal Brasilien hjælpes med lån i nødens stund og gårsdagens melding fra G7-ministrene giver i realiteten IMF grønt lys til at sætte en lånepakke sammen til 30-40 mia. dollar. Det beløb svarer nogenlunde til, hvad vestlige långivere har trukket ud af landet, siden der gik panik i dem i juli, da Rusland ophørte med at honorere sine statsobligationer.
Men - og det er et stort men - USA og Europa bærer på et større ansvar end som så. Det er ikke nok at vedtage en ny IMF-ordning, ifølge hvilken lande med en rimelig sund økonomi kan søge om lån på en studs, hvis nervøse investorer i ind- og udland pludselig flytter deres penge til sikrere kyster. De rige industrilande har samtidig en moralsk forpligtelse til at stimulere deres økonomier og sænke toldmure, således at de dele af verden - som på mange måder er blevet uskyldige ofre for et mangelfuldt internationalt finanssystem - kan vokse sig ud af alvorlige økonomiske kriser. Dét hører vi ikke så meget om, endskønt socialdemokrater i Bonn og Paris øjensynligt af frygt for en økonomisk nedtur på hjemmebane viser sig at være langt mere positive over for idéen end Clinton og Tony Blair.
Som refereret af de internationale nyhedsbureauer taler G7's finansministre i gårsdagens dokument i flotte vendinger om en reform af det internationale finanssystem. For os at se ligner initiativet snarere end skinreform. Det er som sagt positivt, at en nødordning for lån til besmittede lande er blevet vedtaget, omend beskæmmende, at EU-landene har accepteret betingelser fra det republikanske flertal i Kongressen, som går ud på at fordyre IMF-lånene og forkorte deres løbetid. Formålet er at presse f.eks. Brasilien til at gennemføre 'nødvendige' nedskæringer af pension og sociale støtteordninger. Ellers, lyder argumentet, vil banker og børsselskaber ikke vende tilbage med pengene. Som om genvalgte præsident Fernando Henrique Cardoso, hans regering og Kongressen i Brasilia ikke har nok problemer at skulle løse... Forudsigeligt har den stærke brasilianske fagbevægelse og nogle delstater, hvor flere progressive guvernører vandt de nylige valg, protesteret mod de foreslåede nedskæringer i statsbudgettet på 23,5 mia. dollar.
Så lang tid verdens ledende industrilande afholder sig fra at tæmme finanskapitalens vilde ridt med f.eks. afgifter og herefter finjusterer de vigtigste valutakurser indenfor et bånd - som det blev foreslået fornylig af Tysklands nye finansminister Oskar Lafontaine - er det meget svært at se, hvordan verden kan undgå ny turbulens i kapitalstrømmene og akutte valutakriser. Men som den indisk-amerikanske økonom Jagdish Bhagwati sagde fornylig her i bladet: Det er urealistisk at håbe på meningsfulde reformer, så længe USA, dele af Europa og hele finanslivet sætter sig imod. De har magten. Men hvor længe? At Jospin og Schröder tilsyneladende nu har fået øjnene op, antyder, at politikerne kan blive nødt til at lytte. burch
