Læsetid: 4 min.

Gennem hullet til højden

21. oktober 1998

Alsaces smutveje fører gennem oktobergyldne vinmarker, vildsomme bjerge og omskiftelig historie

DERUDA'
ALSACE I OKTOBER - Vi er på vej ud af Strasbourg. Støvregnen smatter brostenene. De er ellers svære nok for cyklisten at holde balancen på. Biler hvirvler omkring i fransk trafikkaos, og hvordan er det i det hele taget muligt at holde øjnene på kørebanen, når så mange spøjse middelalder-huse fanger opmærksomheden?
Pyha! Så er vi nået i forholdsvis sikkerhed her på den brede boulevard langs banegården. Nu gælder det om at finde den lille gade ned til højre. Dér! Lige inden den store blå afskiltning til motorvejene. Skarpt sving, ind under jernbanebroen og så, ligefremme, gennem vejdæmningen, det lange snævre tunnelrør for cyklister. Dagslyset i den anden ende af hullet står som en hvid prik.
I den hvide prik ligger Alsace! Det rigtige Alsace, hvor middelalderlandsbyer putter sig mellem oktobergyldne vinskrænter under de regntågesvøbte Vogeserbjerge.
Efter tunnelrøret begynder stien langs floden Bruche, den cykelsti, der snor sig op mod bjergfødderne ved byen Avolsheim, 18 kilometer vestpå. Efter trafikstøjen er det en lise kun at høre kanalen bruse ved slusekamrene, piletræernes tågedæmpede raslen.
Og skulle de landlige oplevelser fremkalde appetit, kan man snildt gøre en afstikker fra stien ind til småbyer som Hangenbieten eller Dachstein, hvor spisehuse venter med djærv alsacisk opdæk-ning og en kande riesling.

Stavet på tysk, men
Navnene i Alsace - på byer, personer og vin - ser udpræget tyske ud. At udtale dem behørigt på fransk er en udfordring. Den klarer lokalbefolkningen ved at tale sit eget sprog, der i det hele taget lyder som en slags tysk sagt på en slags fransk.
I dette regionale kompromis kan man spejle områdets omskiftelige fortid. Alsace har den vanskæbne at ligge klemt mellem to naturlige grænser: Området er en 50 kilometer bred strimmel mellem Vogeser-tinderne og Rhinen. Hvilken grænse er den naturligste af de to: Bjergene eller floden? Det har franskmænd og tyskere brugt 1.000 år på at slå hinanden fordærvet om, indimellem med fremmed hjælp. Under Trediveårskrigen skød Gustav Adolfs svenske artilleri mangfoldige bygninger i grus, og senest har amerikanere i to omgange bistået med det svære skyts.
Man kan undre sig over, at så mange alsaciske byer endnu dvæler trygt bag deres borgmure og med huse helt tilbage fra 1500-tallet. Tommelfingerreglen er, at de intakte byer ligger et sted, der ikke fører nogen steder hen, og hvor en hær derfor ikke finder det ulejligheden værd at skyde sig igennem.

Ufredens gevinst
Hertil kommer, at varig ufred kan indebære en overraskende gevinst for bevaring af byer og landskaber: Projektmagere tør ikke investere i en muligt kommende slagmark. I dagens Europa kan det være svært at se, hvor verdenskrigene egentlig har hærget. I for eksempel Danmark og Sverige har civile kræfter de sidste hundrede år anrettet nogenlunde samme ødelæggelser, som militæret har formået i krigsramte lande.
Med den fred, som er følgen af fransk-tysk forbrødring inden for EU, er velstand og vækstpres kommet til Alsace. Indtil fornyligt har der ligget en vis dæmper i, at vinmarkerne omkring byerne gav så højt et afkast, at det var en dårlig forretning at udstykke dem til byggegrunde. Og der har været nok forfaldne huse bag bymuren at henvise de bosætningslystne til.
Nu synes opsvinget at overtrumfe druens værdi. Villaskrumler skyder op i vinmarkerne, udformet med en vis reverens for den traditionelle byggeskik, jovist, men en uskik alligevel. Vinstokkene fortrænges, og en byplan, der har holdt siden Middelalderen, sløres.

Vi mukker, men
Det - og den stedse stigende biltrafik - mukker vi over de steder på landevejen Route des Vins, hvor den fredelige udvikling hærger voldsomst.
Men så, på den anden side... Der smyger sig stadig stille smutveje gennem vinløvet oven for landsbyerne. Herfra kan man snuse den sursøde em fra gæringen nede i byernes vingårde, skue ud over Rhindalen helt til Schwartzwald på den tyske side.
Orker man at stampe mere i pedalerne, kan man nå helt op til Vogesernes bløde tinder, over skyerne. Dér er herbergerne forladt af sommergæsterne, og skiløberne har endnu ikke noget at komme efter.
På et bjerghotel, der egentlig holder lukket af mangel på gæster, tilbyder madame, at vi da godt kan få et værelse og en pølse- og osteanretning og vin bragt op. Og dér sidder vi så i olympisk skyombølget majestæt og guffer, læsket af en flaske udsøgt tokay pinot gris.
Dét er det drilske ved at have nået højden: Herfra kan det kun gå nedad. Vi udskyder det uundgåelige længst muligt. Næste dag kører vi ad Route des Crêtes, bjergkammens gamle forbindelsesvej mellem Frankrigs forsvarsstillinger under Første Verdenskrig. Og da vi må ned, suser vi ad en rute, der gør de 1.200 meters højde til 40 kilometers næsten pedalfri kørsel.
Og herregud, når man endelig skal ned, er Alsaces vinbyer i Rhindalen ikke det værste sted at havne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her