På mandag går en af Danmarks mest lærde personer på pension. Et vigtigt sæde på universitetet bliver tomt. Professor i iransk filologi Jes P. Asmussen fylder 70
Jeg er jo fra Sønderjylland, ved du nok," starter professor, dr. phil Jes P. Asmussen. Han sidder ved bordet i køkkenet bagerst i sin højloftede Bredgade-lejlighed med en cigar i munden og en guldøl ved hånden og skal fortælle om sig selv.
Let foroverbøjet og distræt fløjtende har han forladt sit studerekammer nede ad gangen, anden dør på højre hånd. Ikke engang i efterladt tilstand virker Asmussens kontor tomt. Det bugner af papir. Læssevis af bøger og tidsskrifter, der kom årtier for sent til en plads i reolen, ligger stablet på enhver tænkelig flade inden for rækkevidde.
Men nu er Asmussen i sit køkken. Han fortæller om Sønderjylland, om sit møde med shahen af Iran, om sin tid som præst på Grønland og om sin professorgerning.
Asmussens far var maskinmester.
"Som maskinmester kendte min far jo næsten alle i Sønderjylland, for der var landbrugsmaskiner over det hele. Jeg fulgtes med ham mange gange og lærte hele området at kende; Øst- og Vestsønderjylland og Vadehavsområdet. Det var en stor oplevelse for mig som dreng," siger Asmussen.
Men hvordan kommer man fra Vadehavsområdet til Københavns Universitets bonede gulve sidst i 40'erne?
"Ja, hvordan kom det sig? Det var nærmest, fordi jeg havde en drøm om at blive præst på landet, så jeg kunne studere fugle," lyder Asmussens besynderlige svar.
Men lad os lige slå fast, hvem vi taler med. Professor dr. phil. et theol. Jes P. Asmussen er født 2. november 1928 og blev cand. teol. i '54. Året efter giftede han sig med Anette, som han fik tre børn med. I '65 kunne han kalde sig "dr.phil." og to år senere "professor". Ifølge Dansk Biografisk Leksikon placerede Asmussen sig allerede i 1960 som forsker af første rang inden for den iranske filologi. Han har været særlig interesseret i jødisk-persisk litteratur og har skrevet om det i utallige udgivelser. Som forsker og underviser er han højt agtet. Han har været gæsteforelæser i bl.a. Prag, Rom, Berlin, Teheran, Jerusalem, Krakow og Saarbrücken.
Titlen af professor i iransk filologi på Københavns Universitet er meget prestigefuld. Takket være Asmussens forgængere i embedet Rasmus Rask og Niels Ludvig Westergaard råder universitetet over verdens største og fineste samling af persiske skrifter, som får iransk filologi-studerende til at strømme til København.
Oven i hatten har Asmussen "med sin gæstfrihed og sit venlige væsen været med til at gøre København til et internationalt centrum for udveksling af idéer mellem alverdens orientalister," som hans tyske kollega professor Werner Sundermann formulerer det i telefonen.
Jes P. Asmussen er desuden medlem af utallige foreninger og bestyrelser og nævner selv Slesvigsk Samfund, SOS-Børnebyerne, Studentergården og Marmorkirkens Menighedsråd, hvor han også var formand i en årrække.
Tilbage til fortiden. Da Asmussens studium startede, blev han mere og mere grebet af Det Gamle Testamente og i særdeleshed omtalen af den store perserkonge Kyros (ca. 550 f.v.t.).
"Kyros var jo en enestående hersker," forklarer Asmussen. "Han omtales af profeten Esajas i kapitel 45 og er den eneste ikke-jøde, der kaldes Messias. Kyros lod jøderne vende tilbage til det gamle Israel, hvilket var stik imod al politik. At han kunne vise en sådan tolerance, som han gjorde - det overbeviste mig om, at Irans kultur måtte have været en kultur af en fantastisk storhed," siger Asmussen
Perserkongen bevirkede, at Asmussen kom til at studere oldpersisk, middelpersisk og avestisk ved siden af teologien, og ofte som den eneste elev.
Da Jes P. Asmussen i 1954 var blevet teologisk kandidat, rejste han til Grønland for at aftjene sin værnepligt som orlogspræst.
"Det var en strålende tid som ornitolog, for der var så fine fugle at se på deroppe," er det første, han siger om sin tid i Grønland. Men så mindes han en historie, han ynder at fortælle, om dengang, han fik sin "største kompliment". Det var en dag, Asmussen prædikede på den amerikanske base i Narsassuaq.
"Og dér sad på forreste række en ung officerskone med sin lille datter," begynder Asmussen og indskyder, at han dengang bar et stort, knaldsort fuldskæg.
"Sådan et skæg var der ingen i den amerikanske hær, som havde. Og den lille pige stirrede intenst på mig. Så tog hun sin mor i armen, pegede på mig og råbte: 'Mor... det er Jesus!' - Og hele menigheden brast i latter," fortæller Asmussen og ler med menigheden for Gud ved hvilken gang.
En anden dag skete der et rigtigt mirakel. Den amerikanske isbryder Westwind var kommet til Grønland for en dag. Grønlands danske admiral Frits Hammer Kjølsen forsøgte at gøre indtryk på Westwinds amerikanske admiral ved at bilde ham ind, at der hver dag ved middag svømmede to hvaler ind langs kajen, som Kjølsen så stod og fodrede.
"Det gjorde et dybt indtryk på de gode amerikanere. Men så ville ulykken, at der kom en meget, meget voldsom fønvind ind, så isbryderen måtte vente med at sejle til næste dags eftermiddag. Og så var gode råd jo dyre for den stakkels admiral. Så han sagde: 'Bed for mig, præst'. Så skete miraklet: Ved frokosttid klokken 12 svømmede to store hvaler ned langs kajen - også til admiralens store forbløffelse. Men han lod som ingenting og sagde til den amerikanske admiral: 'Nej det er jo skrækkeligt. Nu svigter jeg hvalerne. De troede, at jeg stod dernede og fodrede dem.' Sådan skete det. Så admiralen sagde: 'Præst... jeg har altid troet på Gud, men nu tror jeg sateme gerne endnu mere på ham," fortæller Asmussen.
Asmussen er egentlig ikke meget om for at tale om sig selv og sine meritter. På spørgsmålet, om man ikke kan kalde ham en kapacitet inden for iransk filologi, svarer han afværgende:
"Neej, det vil jeg ikke sige. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne, i hvert fald, og skrevet hvad jeg kunne."
I stedet peger han på en forsker, sir Harold Bailey, som han studerede hos på universitetet i Cambridge i 1958.
"Han var en virkelig forsker, en mand for hvem forskningen var alt, forstår du. Han var ugift, og han levede hele sit liv i forskningens tjeneste. Jeg kan huske engang, han sendte mig nogle noter om et særligt udtryk i oldpersisk, som han havde fundet paralleller til i armenisk. Men jeg kunne se på brevet, at det var skrevet juleaften," siger Asmussen og kigger ned på sin cigar:
"Det var faktisk ret vemodigt."
En af største oplevelser, som Asmussens professorgerning har ført med sig, er mødet med shahen af Iran. Asmussen mødte ham første gang i 60'erne. Hvert andet år inviterede shahen alle 20-25 professorer i iransk filologi til Iran.
"Det var ikke fordi, vi var så mange professorer i iransk filologi, men alle blev vi modtaget i audiens enkeltvis. Og imponerende var, at shahen fra gang til gang huskede, hvad man var beskæftiget med. Jeg kom til at sætte ham meget, meget højt - selvom han var totalt uden realitetssans." Her sænker Asmussen stemmen (og øjenbrynene):
"Han troede alt for godt om mennesket. For eksempel troede han, at korruptionen var udryddet, og det er jo helt umuligt i et orientalsk land," siger Asmussen.
Som iranist var professor Asmussen en af gæsterne ved den store jubilæumsfest for 2500-året for det persiske imperiums oprettelse. Her var alverdens konger, rigsoverhoveder, kejsere og præsidenter repræsenteret. Og som altid hos shahen var dronning Ingrid førstedame, fortæller han.
"Shahen beundrede det danske velfærdssamfund. Dronning Ingrid var den som shahen fandt var den værdigste repræsentant for alle kongelige, så det var altid hende, der sad ved shahens side. Det var virkelig meget imponerende. Senere hen, da jeg var i audiens hos dronning Margrethe, kom vi til at tale om denne jubilæumsfest og dronning Ingrid. Jeg sagde - noget teatralsk, at jeg var stolt af at være dansk. Hvortil dronningen meget, meget sødt svarede: 'Det var min far også'," erindrer Asmussen.
Da Khomeini blev ayatollah i Iran i 1979 var professor Asmussen den person, de danske medier havde fat i for at få forklaret forskellen på en sunna- og en shia-muslim.
I dag taler man om islamiseringen af europa, men Asmussen mener ikke, der er den store fare.
"Det farlige er selvfølgelig den islamiske fundamentalisme, og jeg vil nok mene, at de sidste årtiers historiske udvikling i Algeriet kan gøre en betænkelig, men jeg tror aldrig, at det vil komme så vidt som til en islamisering af vort land," siger professoren.
"Den almindelige muslim har et venligt syn på sine medmennesker - også kristne og jøder. Og husk på, at kristendommen og Jødedommen spiller en meget, meget stor rolle i Koranen. Abraham er troshelten over alle. Islam ville formentlig ikke have bestået, hvis ikke Abraham havde været til. Men jeg tror ikke, at de fundamentalistiske muslimer kender koranen ordentligt, for Muhammed var bestemt et vennesælt menneske - dog med visse hårdheder, om jeg så må sige," siger han.
Selv er Asmussen troende kristen.
"Jeg mener, at Kristendommen - hvis den udfoldes - er den religion, der tager ens næste mest alvorligt. 'Du skal elske din næste som dig selv'. Og kærligheden til ens næste gælder ikke bare ens trosfæller, men alle ens næste. Det er det, der er det store."
I sin tegnebog har professoren en lille lap papir med følgende ordlyd: Hans Nicolajsen fødtes her den 2. 6. 1803, begravet på Zions bjerg. En trofast Vægter på Jerusalems Mure uden Frygt i Krig, Pestilents og Jordskjælv, en Mester i al hebraisk og arabisk Visdom. Han har bygget det engelske Hospital og den evangeliske Kirke. Han levede elskede og døde beklaget af Kristne Jøder og Muhammedanere den 6. Oktober 1856.
Ordene stod på en plade på en mur i Løgumkloster i Sønderjylland, som Asmussen faldt over ved et tilfælde, men i virkeligheden handler de om essensen af Asmussens virke som professor og kristen.
"De tre store skriftsreligioner er samlet i teksten. Det er jo den samme gud, om han så hedder Gud, Jahve eller Allah," siger han.
"Og smukkere eftermæle kan man ikke tænke sig."
Jes P. Asmussen vender flere gange i løbet af samtalen tilbage til sin sønderjyske baggrund. For eksempel når han nævner, at det har været en særlig fornøjelse at være formand for Studentergårdens bestyrelse, fordi stedet "navnligt blev oprettet med henblik på sønderjyder."
Asmussen føler, at den gamle arv fra Sønderjylland er noget specielt, forklarer han.
"Jeg har oplevet, at sønderjyderne i den grad har kunnet fastholde danskheden trods en ret streng undertrykkelse fra preussisk side, ikke sandt, og det synes jeg er helt fantastisk. Mine forældre har oplevet den tyske side. Min far har været med i Første Verdenskrig, og begge har gået i tysk skole. Og jeg voksede op med det tyske sprog uden at have vanskeligheder med det danske."
På verdensplan er der ikke mange professorer i iransk filologi i dag. Og Københavns Universitet nedlægger Jes P. Asmussens professorat, så snart han går på pension. Det er en disposition, han ikke er enig i.
"Det er et rent økonomisk spørgsmål. Her i Danmark har man den politik, at et fags berettigelse er proportionalt med antallet af studerende. Og det er klart, at der aldrig har været mange studerende i iransk filologi. Men det har ikke tidligere været sådan, at faget var afhængigt af antallet af studerende, hverken under min højtelskede forgænger Kaj Barr eller min forgængers forgænger, Arthur Christensen. Han uddannede ikke en eneste kandidat, han var nærmest irriteret, når der kom studerende, for han forskede og skrev også en forfærdelig masse. Kaj Barr fik dog én magister fra hånden, og jeg har fået en magister og adskillige kandidater - dog i persisk sprog og moderne persisk politisk historie, som jeg må sige ligger mig ret fjernt," siger Asmussen. Han fortsætter:
"Jeg mener, at det fatale ved, at man ikke opretholder et professorat i iransk filologi, er, at iransk filologi jo ikke nødvendigvis er for folk, der kun vil studere persisk. Det kunne være religionshistorikere, der vil studere Zarathustras skrift avesta og sangene, gatha'erne, som de hedder. Det burde være muligt for sådanne mennesker at studere gamle iranske sprog uden også at studere persisk. Og det ved jeg, at mange har beklaget - navnligt religionshistorikere."
Mandag den 2. november er sidste dag på universitetet for Asmussen. Han fylder 70 og må gå på pension. I dagens anledning er professorerne Werner Sundermann fra Tyskland og Islami-Nodoushan fra Teheran fløjet til byen for at holde foredrag om professor Asmussen, og bagefter er der afskedsreception. En gestus af dimensioner. Asmussen er meget beæret.:
"Det er ikke den største kompliment, jeg har fået - men så i hvert fald den næststørste," smiler han.
*Foredrag mandag d. 2. nov. kl. 15 på KUA, Njalsgade 80, Det store auditorium. "Dansk iranologi i almindelighed og professor Jes P. Asmussen i særdeleshed"
