Læsetid: 2 min.

Grønt lys for de rød-grønne

21. oktober 1998

Bortset fra en enkelt ændring i 11. time ser Gerhard Schröders rød-grønne minister-liste ud som ventet efter underskrivelsen af grundlaget for en ny tysk regering

Tysklands første rød-grønne regering nogensinde så i går dagens lys, da landets kommende kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, underskrev koalitionsaftalen med Joschka Fischer fra partiet Bündnis90/Die Grünen.
Hvis aftalen bliver godkendt på de to partiers kongresser i weekenden, vil Schröder blive valgt til kansler på tirsdag den 27. oktober i Forbundsdagen.
Det 51-sider lange regeringsgrundlag, indpakket i et rødt-grønt attaché, blev suppleret af en ministerliste på 16, hvoraf SPD's folk sidder på de 13. Og bortset fra en enkelt ændring i mandags - Jost Stollmann sprang fra som økonomiminister i protest mod udvanding af ministeriets beføjelser - ser ministerlisten ud som ventet:
Schröder bliver kansler, og partiformand Oskar Lafontaine bliver finansminister med øgede beføjelser. Ny økonomiminister bliver Werner Müller, der lige som den forurettede Stollmann er partiløs.

De Grønnes ministre
Udenrigsminister bliver De Grønnes Joschka Fischer, der tilhører den moderate 'realos-fløj' i partiet. Han er mest kendt for at have 'omvendt' en stor del af partiet, således at man accepterer, at militær indsats nogle gange kan være med til at standse folkemord. En erkendelse, som han gjorde oven på Srebrenica-massakren i Bosnien i 1995.
De Grønne får desuden miljø- og sundhedsministerierne, ved henholdsvis Jürgen Trittin og Andrea Fischer.
Trittin er den, der tilsyneladende har størst chance for at udvikle sig til et problembarn for Schröder. Han tilhører den såkaldte 'fundi-fløj' hos De Grønne, men har faktisk arbejdet tæt sammen med den moderate SPD'er Schröder, da denne var ministerpræsident for en rød-grøn koalition i delstaten Niedersachsen i perioden 1990-94.

Kontroversiel SPD'er
En kontroversiel figur i de socialdemokratiske rækker er indenrigsminister Otto Schily, der i Tyskland er kendt for i 1970'erne at have været forsvarer for terrorgruppen Rote Armé Fraktion (RAF).
Han var i øvrigt medlem af De Grønne før han meldte sig ind i SPD.
Sidste år gjorde han sig imidlertid bemærket ved at være manden, der forhandlede et kompromis igennem med Kohl-regeringen i sagen om aflytning af kriminelle. Schily fik anerkendelse i brede kredse for at gå med til at give politiet øgede beføjelser på det punkt.
Ny forsvarsminister bliver Rudolph Scharping, der fik et vink med en vognstang om, at han ikke længere var ønsket som gruppeformand for SPD i Bundesdagen.
Walter Riester bliver ny arbejds- og socialminister. Han er en kendt fagforeningsmand, der har ry for at være en fremragende lønforhandler, der ikke er bange for at eksperimentere. Han tilhører den moderate fløj inden for Tysklands største fagforbund IG Metall.
Ellers vrimler det ikke med kendte navne i den nye regering. De øvrige ministerier er fordelt således (alle socialdemokrater):
*Justits: Herta Däubler-Gmelin.
*Landbrug: Karl-Heinz Funke.
*Uddannelse og forskning: Edelgard Bulmahn.
*Kansleri-chef: Bodo Hombach.
*Familie: Christine Bergman.
*Kultur: Michael Naumann.
*Udviklingshjælp: Heidemarie Wieczorek-Zeul.
*Byggeri og trafik: Franz Müntefering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her