Læsetid: 5 min.

Gud og vodka i guitarkassen

26. oktober 1998

Generøst bokssæt fejrer Hank Williams, der levede og døde som en rockmyte, og moderniserede countrygenren

NYE CD'ER
Det var et helvedes vejr tirsdag eftermiddag den 30. december 1952. Flyet skulle
bare mellemlande i Knoxville, men der blev det stående. Han skulle nå det job i Charleston, fik derfor cadillac'en kørt op fra Montgomery, men ryggen gjorde igen ondt ad helvede til, så ondt, at han fik to skud morfin. Han lignede ikke tidens største hillbilly-stjerne, da chaufføren hældte ham ind på bagsædet. Charleston blev opgivet. Istedet var der en chance for at gennemføre nytårsdag-jobbet i Canton, Ohio.
Chaufføren, den 17-årige Charles Carr, speeder op.
I Rutledge stoppes han for at køre for stærkt. "Hey, that guy looks dead," siger betjenten. Men slår sig til tåls med, at sådan ser man ud, når man har fået smertestillende indsprøjtninger og kædedrukket vodka. Ved halvseks-tiden nytårsmorgen stopper Carr i Oak Hill for at orienterere sig. Han benytter lejligheden til at se til sin passager. Han er meget, meget kold. Ved ankomsten til hospitalet er den 29-årige Hank Williams død. Og den første rocklegende er født.
Hank Williams døde lige så ensomt som han levede - skønt ombejlet af kvinderne, misundt af mændene, belejret af pressen på grund af sit tumultuariske privatliv og til dels isoleret i det kollegiale miljø på grund af en, selv i den ikke helt appelsinfri
countryverden, umådeholden alkoholindtagelse. "I'm So Lonesome I Could Cry" var ikke bare noget, han sang. Det var sådan, han havde det.

Skæbnetung ensomhed
Følelsen af en skæbnebestemt ensomhed er det ekkorum, alle sangene på et netop udsendt 10cd-stort bokssæt lever i.
The Complete Hank Williams er en generøs, musikhistorisk bedrift - 225 indspilninger, heraf 53 hidtil uudgivne. Sættet rummer selvfølgelig alle hans officielle sange, men også demoindspilninger, koncert, radio- og tv-optagelser, som er state of the art-restaureret, uden at det går ud over autenticiteten. Det støjer, støver, skratter, rumler. Det lever kort sagt, her 75 år efter hans fødsel.
Hank Williams' sange er naturligvis for længst gået over i historien. Og de genindspilles konstant. Han var en tydelig og erkendt inspiration for bl.a. Elvis Presley, Chuck Berry og Bob Dylan, ja, crooneren Tony Bennett fik et hit med hans "Cold Cold Heart", og en sang som Bill Haley's "Rock Around The Clock" er utænkelig uden Williams "Move It On Over."
Alt dette hører til rockhistorisk paratviden, men det forbløffende er, at Hank Williams originalindspilninger står distancen, og bliver til andet end musikalsk antropologi.
Der er en tidløs magnetisme, en prunkløshed og en dødsbevidst nøgenhed over disse indspilninger, der redefinerede og moderniserede
country-genren, så den brød ud af det stilistiske frilandsmuseum og fandt sin plads i efterkrigstiden som en genre, der ophøjer klicheer til virkelighed og sentimentalitet til følelser så store, at hverdagen knapt kan rumme dem. Når genren er bedst.
Selv om han så sådan ud, var der ikke meget rhinestone cowboy over Hank Williams.
Han voksede op i yderste armod i Alabama, en bluesmusikalsk højborg. Faderen led - eller lod som om han led - af en krigsskade, så Lillian Williams blev det store moderdyr i unge Hanks liv. Og moderen skulle senere kappes med hans kone, Audrey, om at forsøge at æde ham levende.
The Kinks indspillede langt senere "Nagging Woman." Den sang kunne Hank Williams godt have skrevet.
Unge Hank, født Hiram, blev sendt på gaden for at tjene penge tidligt. Han pudsede sko, men selv om han lignede en kandidat til en svagbørnskoloni, var han en entreprenant natur, der hurtigt fik unge jævnaldrende i sit brød. Så han lod andre om at pudse skoene, og begyndte selv at synge rundt om i gaderne i Montgomery. Teknikken som gadesanger kunne senere genhøres i hans næsten kirurgisk skarpe diktion.

Alkoholiker som barn
På gaden mødte han den sorte blues-sanger Tee Tot
alias Rufus Payne, som introducerede ham til the blues og hvad deraf følger ... Hank var alholiker som teenager, og kunne alle de beskidte tricks, som var nødvendige for en musiker en lørdag aften med misundelige, drukne bønderkarle som tilskuere. Han var altid bevæbnet.
Kombinationen af sort musik, traditionel folkemusik fra Appalacherne og gospel blev i Hank Williams' sange til en unik afspejling af selve den amerikanske mangfoldighed, vel at mærke på et tidspunkt, hvor raceadskillelse var en uanfægtet del af den sociale og politiske dagsorden.
Radiostationerne var den tids største scene. Døren ud mod verden. Eller rettere: Den verden, der lå uden for den radius på 150 km., som for mange musikere var nærområdet. Bokssættet indeholder således en række privatoptagelser fra midt i 30'erne, hvor Hank fingerer, at de stammer fra et radioshow - et trick, beregnet på at imponere koncertarrangører. Fra 1937 var Hank Williams og hans band, The Drifting Cowboys, regelmæssig gæst på radiostationer. Ligesom de spillede til talløse lørdagsballer med et repertoire, som trak på country-giganter som Bob Wills, Ernest Tubb og Roy Acuff. Brugsmusik, der blev brugt, iblandet stadig flere af Hanks egne sange.

Jodle-Birges forfader
Efter krigen, i 1946, kommer Hank Williams i kontakt med tidens største musikforlægger, Fred Rose, der sætter Hank i sangskriverlære. Han lærer ham f.eks. at skrive et
b-stykke, og i august 1947 bliver "Move It On Over" et hit - både i country- og popkredse.
På koncertrepertoiret har Hank Williams længe haft sangen "Lovesick Blues". Den stammer fra 1922-musicalen Ooooh, Ernst, men Hanks version lænede sig mere op ad Alabama-sangeren Rex Griffin. Rose hadede den, men Hank insisterede på en indspilning. "Lovesick Blues" blev Hank Williams' gennembrud, og er den dag i dag et fint eksempel på, hvilken stilitisk smeltedigel, den tids sangere og sangskrivere arbejdede i. På samme måde som polka-traditionen blev en integreret del af country & western, således var jodlen en naturlig udtryksmåde længe før Jodle-Birge blev født.
Eftertiden placerede Hank Williams som country-sanger. Det er ikke forkert, men det forkorter hans spændvidde. Han var fra barnsben gudfrygtig, hans Gud, som han fik ind med tyk modermælk, var en skrap, altseende herre, så Hank havde lige så dårlig samvittighed som han havde ondt i ryggen. På turné vankede der bøder, hvis musikerne bandede. Og de moralske tømmermænd og bondeanger var så tyngende for Hank, at han blev nødt til at opfinde en moraliserende figur, Luke The Drifter, som indsang opbyggelige monologer.

Sinatras modpol
The Complete Hank Williams er tre-fire cd'er for lang. På den anden side forlenes sættet derved med en monografisk dybde, som giver klangbund til de kendteste af hans sange, som alene i deres titler fortæller en historie: "Your Cheatin' Heart", "My Love For You Has Turned To Hate" og "Long Gone Lonesome Blues."
Det er sange, skrevet på et tidspunkt, hvor mange hjem i sydstaterne ikke havde elektrisk lys, sange, som nordpå må have virket som ren folklore i en tid, hvor elegantieren Frank Sinatra var superstjerne. Men sange, der med hjertets renhed, skærer ind til benet med deres bittert erhvervede viden om altings forgængelighed. Eller som der står på Hank Williams' gravsten med en af hans egne sangtitler: "I'll Never Get Out Of This World Alive".

*The Complete Hank Williams. Mercury/PolyGram. 10cd. Fås bl.a. via Internettet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her