Læsetid: 5 min.

Nu handler det kun om kvalitet

27. oktober 1998

Den tidligere bassist i Rolling Stones har været i landet med sin husorkester

Byens lys
Det er min storebrors skyld. Selvfølgelig ikke alt her i livet, men at jeg blev Rolling Stones-fan. Da Exile on Main Street udkom i '71, tvang han mig til at deles om at købe den, fordi det var et dobbeltalbum og derfor dyrere. Den kostede vist 42 kroner hos Arnes Radio. Siden har jeg altid valgt Stones frem for Beatles.
Jeg var derfor ærligt og ærbødigt nervøs, da jeg i onsdags fik mulighed for at tale med the Rolling Stones' legendariske bassist, Bill Wyman, som var i Danmark for at promovere sin nye plade Anyway the Wind Blows med Bill Wyman's Rhythm Kings.
Klokken var 17.45, det regnede ad helvede til, og jeg var lidt utjekket kommet cyklende til Webers Hotel ved Københavns Hovedbanegård. Våd som en druknet mus stod jeg i lobbyen, hvor flere af musikerne sad og ventede. Og Rytmekongerne er jo ikke hvem som helst, så det var 60'er-koryfæer som den tidligere leder af Procol Harum, Gary Brooker, Georgie Fame (nu primært kendt som Van Morrisons organist og arrangør) og guitaristernes guitarist, Albert Lee, som har spillet med gud (Eric Clapton) og hver mand.

Kun for sjov
Bill Wyman sad i hotellets tomme restaurant og røg smøger og drak the, mens folk interviewede ham. Jeg var den sidste i rækken, og jeg vidste, at jeg ikke havde så lang tid. Han skulle både nå at spise og varme lidt op, og koncerten i Vega var allerede klokken 20. Manden er netop fyldt 63. Det var ikke til at se. Han ku' lisså godt være 45.
- Du synger ikke på den nye plade...
"Nej," sagde Wyman. "Jeg forsøgte også at slippe på den forrige, Struttin' Our Stuff, det lykkedes bare ikke."
- Men din stemme passer godt til dén type musik, du spiller nu.
"Jo, men husk på, at jeg arbejder med fantastiske sangere som Georgie Fame, Gary Brooker og Paul Carrack. Så er det altså svært at stille sig op."
- Når man hører de to Rhythm Kings-plader, så er der en klar linje tilbage til dine soloplader i 70'erne...
"Ja, det er den samme slags glade boogie-rock. Happy time music. Men der er forskel på at lave en soloplade og så samle et band med gamle venner."
- Er det sådan det er nu? Er det kun for sjov?
"Ja. Jeg har fået en god, lille familie nu, som jeg elsker at være sammen med. Jeg gider ikke være væk hele og halve år. Til gengæld har jeg en masse forskellige mindre projekter kørende."
- I næste måned udgiver du en bog om dit venskab med maleren Chagall.
"Det er primært en fotobog. Jeg kendte ham de sidste 10 år af hans liv, da jeg boede i Frankrig fra midten af 70'erne. Da jeg ryddede op på loftet for et halvt års tid siden, fandt jeg alle mine fotos af ham, og så tænkte jeg, man måske kunne bruge dem til noget. Bogen kommer kun i et lille oplag, til gengæld bliver det en meget lækker bog. Det er den slags projekter, der interesserer mig nu."
- Jeg har også hørt, at du arbejder på en bog om dit hus.
"Jeg har et gammel hus i Suffolk. Det er fra 1437. Jeg elsker at lave research. Jeg har undersøgt alt om det hus og den grund, det står på, så jeg er ved at skrive en bog om hele områdets historie. Igen er det jo ikke noget, der interesserer mange - enten kan man li' historie eller også hader man det - men jeg tror, det kan blive en ret spændende bog. Den skal udkomme til næste år."
- Du har også tre restauranter i England...
"Jeg har rejst meget i mit liv, og en gang i mellem får vi jo alle sammen lyst til en burger. Men det skal være en god burger. Det var derfor jeg startede Sticky Fingers. Fritterne skal være stegt i ordentlig olie, salaten skal være frisk, kødet skal være det bedste, brødet hjemmebagt og godt. Jeg har fået tilbud om at lave det til en verdensomspændende kæde, men så mister jeg jo kontrollen og har ikke længere styr på kvaliteten."
"For mig handler alting om kvalitet nu. Og om at lave lige præcis det, man har lyst til. Da jeg spillede i the Stones var det et spørgsmål at lave kompromisser. Der var noget af det, der var sjovt, og der var noget af det, der var ad helvede til. På et tidspunkt gad jeg bare ikke mere. Jeg vil ha' lov til at bestemme præcis, hvad jeg vil med mit liv."

Fuldstændig urokkelig
Og så var interviewet slut. Jeg fik selvfølgelig en autograf på cd-omslaget og på vej ud af hotellet blev vi ved med at snakke. Bill Wyman er en utrolig sød mand, og at han mente, hvad han sagde, kunne man forvisse sig om på Vega senere på aftenen. 11 musikere spillede i to timer, fordi de synes, det var sjovt. Bill Wyman stod som sædvanlig fuldstændig urokkelig og lagde rytmen - men i modsætning til de sidste koncerter, han spillede med Stones, stod han nu og smilede i samtlige to timer.
Rhythm Kings bevæger sig baglæns i repertoiret. Deres første plade var en slags 50'er/60'er-musik, den nye er a la 40'erne og 50'erne, og de er allerede ved at indspille et tredje album med 20'er/30'er-musik. Dels gamle numre, dels numre Wyman skriver i stilen.
"Han rører sig om muligt mindre end TV2's bassist, George Olesen," sagde hende, der stod ved siden af mig under koncerten.
Og hun havde ret. Den eneste gang, han rørte sig, var da han trods alt selv skulle synge et enkelt nummer, den vidunderlige "Stuff (can't get enough)" fra bandets første cd. Ikke at det var de store armbevægelser, han hev frem. Han stillede bassen fra sig og satte sig på en barstol. Man skulle jo nødigt overanstrenge sig!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her